For en del år siden hørte jeg en lun sommeraften i Aarhus, på afstand, en besnærende lyd af noget Stan Getz-agtigt, men da jeg så manden med tenorsaxen, måtte jeg med skam indrømme, at jeg ikke anede, hvem han var. Men det viste sig, at den ualmindeligt velspillende saxofonist var Mads Ole Erhardsen (f. 1970).
Han er en musiker, som fik udfordringer i sit liv, og derfor holdt en længere pause fra musikken, men nu er han tilbage, og jeg hørte ham senest på Aarhus Jazzfestival i juli 2026 som medlem af sin kæreste – sangerinden Tescha Quists kvintet.
Erhardsen er uddannet fra både Det Jyske Musikkonservatorium og Rytmisk Musikkonservatorium. Og jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at det er pinligt, at en musiker, som har markeret sig gennem mere end 30 år på den danske jazzscene, som både sideman, orkester-musiker og leder af egne grupper, er gået under min radar. Listen er lang: Blandt andre Ib Glindemanns Orkester, Aarhus Jazz Orchestra, Kresten Osgood, Hugo Rasmussen, Jakob Buchanan og Christian Vuust. Samtidig har han stået bag egne projekter som Madsole Quartet, Barimore og en række duoer og mindre ensembler.
Og mindre kan det næsten ikke blive med Human Angel, indspillet duo sammen med pianisten Heine Hansen. En fremragende pianist, som ikke behøver megen præsentation, og som har været efterspurgt i flere stilarter og spillet med Gud og hvermand fra ind- og udland. Det er et genhør med et musikalsk duo-samarbejde, som begyndte i midten af 1990’erne, og senere fungerede i forskellige sammenhænge. Blandt andet i Madsole Quartet, med bassisten Morten Lundsby og trommeslageren Stefan Pasborg på Naked? (2003). For omkring 15 år siden blev samarbejdet sat på pause, da Erhardsen flyttede fra København til Aarhus. Senere flyttede Heine Hansen til Fyn, og de to musikere gik hver deres musikalske veje, indtil de i 2025 genoptog samarbejdet. Resultatet er dette album, der bygger på glæden ved gensynet og det musikalske fællesskab.
Albummet rummer Erhardsens titelnummer (oprindeligt fra perioden med Madsole Quartet og tilegnet den aarhusianske trommeslager Jørgen Nielsen (“Tromme-Jørgen” – der døde af kræft i 1990’erne, og som fik stor betydning for begge musikere), dels seks frit improviserede stykker og dels tre smukke jazzstandards; Billy Strayhorns ’Chelsea Bridge’, Jimmy Rowles’ ’The Peacocks’ og Antonio Carlos Jobims ’Zingaro’. De improviserede stykker skal ikke forveksles med free jazz. De har både harmonier og fast rytmik men, i modsætning til resten af repertoiret, ikke en egentlig melodi som grundlag. De er formentlig ikke tænkt som kontrast til standards- og titelnummer, men som en naturlig forlængelse af duoens fælles musikalske sprog. Samspillet er præget af mange års erfaring, en udpræget lydhørhed og en ro, som kun opstår mellem musikere, der kender hinanden indgående.
Mads Ole Erhardsen bliver forhåbentlig ikke fornærmet, når jeg siger, at det med Stan Getz stadig holder. Men påvirkningen er filtreret gennem Erhardsens eget liv og er musik med følsomhed og måske lidt melankoli. Det er fremragende og Human Angel er en skøn udgivelse. Bare ærgerligt, at den ikke findes i fysisk form.
AF JENS JØRN GJEDSTED
Heine Hansen (p), Mads Ole Erhardsen (ts)
Eget selskab. 2026. Digital.
