Siden TV-2 sidst optrådte på Roskilde Festival, har hr. og fru Danmark kunnet nå at fejre sølvbryllup.

Der var dog ingen grund til at tale om sølv denne eftermiddag. TV-2 gik direkte efter guldet – uden at kysse bruden undervejs.

Som samlet gruppe har TV-2 – der i deres første otte leveår hed Taurus – da også for længst passeret guldbrylluppet. Ganske uhørt, at et band i originalbesætning holder sammen så længe.

“Danmarks kedeligste orkester” har de selvironisk kaldt sig selv gennem årene. Jeg ville nu hellere kalde dem Danmarks mest vedholdende orkester.

For de holder stædigt fast i, at pop sagtens kan rime på melodi, synergi, energi, fantasi, sympati – og ikke mindst hverdagens tidløse poesi.

Kernen er den samme som dengang: Steffen Brandt på vokal, Hans Erik Lerchenfeldt på guitar, Georg Olesen på bas og Sven Gaul på trommer.

En sammentømret enhed som få.

Sidstnævnte er dog i øjeblikket sygemeldt på grund af følgerne efter en ny hofte, og derfor var pladsen bag trommerne kompetent overladt til Lars Wagner. Dertil kom den faste korsanger Anne Hjort, Peter Dencker på keys og den tremandsstore blæsersektion The Aarhus Horns.

Kort sagt: Det helt store setup til et sæt, der var markant anderledes end det, jeg oplevede med TV-2 for blot 14 dage siden på ENGAGE Festival.

Det var tydeligt, at TV-2 ville vise, at de måske ikke længere er breaking news – men de er bestemt heller ikke blevet et nostalgiband, der hviler sig på et lag af rønnebær bag duggede ruder og kun rejser sig, når spotlyset rammer. De bliver ved med at bevæge sig. Ikke bare fordi de holder sammen, men fordi de fortsat er vedkommende, nysgerrige og optagede af den tid, de lever i – og de mennesker, der lever den.

Forklaringen findes i det tidløse samspil mellem tekster og musik, men også i, at bandet inden for de seneste 25 år har udgivet flere album, der sagtens tåler sammenligning med storhedstiden i 80’erne. Først og fremmest De første kærester på Månen fra 2005 og senest Som om vi ikke har mere at sige fra sidste år.

De træfsikre melodier, de dansable beats og de hurtigt fængende tekster har vist sig at holde til tidens tand og rammer generationer på tværs. Steffen Brandt evner at kommunikere direkte til både folkeligheden og følsomheden, med et såvel kærligt som kritisk blik på hverdagsmennesket i alle dets afskygninger. Han giver os noget at grine ad, tænke over, græde over og spejle os i.

Det er der ikke mange på den danske musikscene, der kan sige om sig selv.

Steffen Brandt var som sædvanlig en stærk kommunikator fra scenen. Med kunstpausen, som et af de stærkeste kort. Skulle der have været den mindste tvivl om, hvorvidt bandet stadig havde evnen til at skabe den altomsluttende fællesskabsfølelse foran en propfyldt Orange Scene, forsvandt den øjeblikkeligt.

Svaret kom allerede i første nummer: fællessangsbangeren Lanternen.

Men jeg
Jeg er ingen stjerne
Og a-alle
Alle ville gerne
Uh-uh-uh
Uh-uh-uh
Elske dig

Lige dér – allerede lige dér – elskede 60.000 mennesker TV-2. Også selv om mindst halvdelen næppe var født, sidst TV-2 stod på Roskilde.

Men TV-2 lever på tværs af generationer, og det kunne høres på campingområderne i dagene op til festivalen.

TV-2 er ikke kult. De er heller ikke som sådan cool. Men kedelige er de bestemt heller ikke.

De er tværtimod en levende lektion i, at det betaler sig at levere med kærlighed – og med blod, sved og tårer.

De havde tydeligvis gjort sig umage. Nye arrangementer. Mere bas. Mere leadguitar. Flere horn. Mere af det hele.

Og når Steffen Brandts stemme måske ikke helt længere kunne bære alene, tog Anne Hjort over, ligesom gæsterne Eee Gee på Alt hvad hun ville var at danse og Emil Vammen fra Zar Paulo på Hele verden fra forstanden satte deres aftryk.

Gæsterne gjorde egentlig ikke sangene bedre. Til gengæld dokumenterede de, at nutidens unge både kan og vil TV-2.

TV-2 har inspireret Zar Paulo, Jung, Minds of 99 og mange andre. Men de er mere end blot en inspirationskilde fra fortiden. Det beviste de med et sæt, der næsten ikke kunne have været sat bedre sammen.

Det var rørende, og den professionelle facade måtte pakkes væk, da TV-2 kom tilbage til ekstranumrene – hvoraf de to sidste blev løftet smukt af det store SORA Kvindekor.

Tårerne pressede sig på.

Hvorfor ved jeg ikke med sikkerhed.

Måske fordi TV-2 var der, dengang jeg selv begyndte at tage på festival. Og de står der stadig. Sammen med mig.

Lige så vægtige. Lige så værdifulde.

Nu ikke bare for mig. Men også for mine to voksne drenge – og deres venner. Og for alle dem, der valgte at forgylde deres eftermiddag med 80 minutters sendeflade uden reklamer og afbrydelser.

Således endte Roskilde Festival endnu en gang med at bevise, at alder ikke er nogen hindring for fortsat at kunne give ny næring til sin samtid.

Måske er det netop forskellen: TV-2 lever ikke af nostalgi. De skaber nye minder. Ligesom The Cure, David Byrne og Savage Rose. For ikke at tale om de nyere navne som Getdown Services, Little Simz, Eee Gee eller Pumpegris. Alle minder de os om en samlende ting; music matters!

Hvis vi lytter.