Alt imens at brødreprojektet Olesen-Olesen har været sat på pause, har lillebror Henrik Olesen langsomt, men konsekvent, opbygget en solokarriere, der aldrig har haft travlt med at råbe højt, men alligevel har skabt lydhørhed hos det nysgerrige publikum, der gerne rimer nordisk melankoli på minimalistisk poesi.
Med enkle virkemidler har han skrevet sig ind i den danske sangtradition med en autodidakt viljestyrke, voksende modenhed og en malende eftertænksomhed, som nu – med albummet Sange – fremstår som et naturligt og foreløbigt højdepunkt.
Det er ikke en genopfindelse, men en poetisk tilstandsrapport og en opsummering på et levet liv, der bliver ved med at give, hvis man tør tage valg og nogle chancer, store som små. Og ikke mindst samtidig har den underspillede humor og selvindsigt med som en afbalanceret og afvæbnet følgesvend.
”Du siger jeg er halvdøv, jeg hører det som halvdød” lyder det eksempelvis i den indrammende ’Storhed står for fald’. Albummets helt store – “jeg er på vej mod de 60” – krise sang.
Krisen kradser dog ikke. Krisen den kredser i stedet videre med selvironi og en punket pli.
Henrik Olesen er netop fyldt 60, og han ved tydeligvis nogenlunde hvor han står, og hvor han kommer fra. Og selvom Henrik Olesen altid har holdt fast i, at han ikke er i musikkens verden for underholdningens skyld, så beskriver han det nu ganske underholdende – og næsten uden hans ellers selvudnævnte skarpe forfængelighed – i bogen Essays, der er udkommet sammen med albummet.
Bogen er små refleksioner og tilbageblik, der tegner et fint lille billede af Olesens virke gennem godt 40 år på musikscenen. Her fylder forholdet til storebror Peter H. Olesen en del – både som musikalsk sparringspartner og som spejl. Det er et makkerskab og et slægtskab, der altid har været til stede i musikken, også når de to ikke har arbejdet direkte sammen. Den kontekst kaster et ekstra lys over albummet, der netop kredser om tid, forandring og det at finde fred med sin egen historie, og sin egen stemme.
Albummet åbner programmatisk og stemningsfyldt med nummeret: ‘Alting forandrer sig, alting har sin tid.’ Det er svært at forestille sig en mere præcis indgang til Sange. Her er ingen ungdommelig desperation eller ironisk distance – men heller ingen resignation. Olesen skriver fra et sted, hvor erfaringen er blevet et aktiv, og hvor tvivlen ikke længere er en fjende, men en ledsager.
Musikalsk bevæger Sange sig i et velkendt, men mere varieret landskab end hørt fra Olesen tidligere. Sandsynligvis takket være producer og musiker Søren Vestergaard (Hush, Select Captain, Pernille Rosendahl m.fl), der er i den grad kan noget med vekselvirkende stemninger, der ofte får nærmest cinematisk karakter og en tilpasset temperatur. Undervejs mere melodisk, sangbåret og præget af en varm, analog lyd, som nok skulle kunne glæde det publikum, der normalt skal forbi Love Shop for at blive musikalsk forført. Men bliver man det ikke her af numre som ’Hvert et åndedrag” og ’Altings blå” (om den storslåede uendelighed), så er man da for alvor angiveligt løbet helt tør for den store kærlighed til et slidstærkt- og straksfængende indie-pop nummer.
Andre steder – ”Hymne (tak for alt) og ”Svaret blæser” – er det mere en mere dragende, mørktonet og let urolig stemning a la Thåström, der gør godt for sind og sjæl, og fuldender billedet af en stadig søgende sangskriver, der er befriet for fastlåste retninger og mølædte meninger.
Og når man kan skrive en ballade, så enkel og smuk som “De faldende blade”, så skal Henrik Olesen måske nok holde op med at omtale sig selv som den amatør, han beskriver i Essays.
Ikke at der er noget galt i at være amatør. Men der spiller bare ikke amatører i superligaen. Heller ikke for sangskrivere. Sådan er det.
Et af årets bedste danske album. Og det med garanti også langtidsholdbart og bæredygtigt.
Henrik Olesen: sang, guitar med mere, Søren Vestergaard: Producerer, diverse instrumenter, Nils Gröndahl. Strygere, Sigrun Gudbrandsdottir: kor, Julie N. Fjord: Kor
