Han har været her i landet utallige gange før. Til tider sublim, andre gange lidt skuffende, men aldrig nogensinde irrelevant.
Den amerikanske legende Herbie Hancock – født 12. april 1940 – er kendt for aldrig at være stillestående i sit udtryk. Han er nysgerrig, søgende og legende i sin tilgang.
Han albumdebuterede tilbage i 1962 med klassikeren Takin’ off, og siden blev han i den brede offentlighed særlig kendt for nummeret ‘Rock it’ fra 1983 albummet Future Shock, der var med til at bygge bro mellem jazz og hip-hop via hans nyskabende brug af elektroniske lyde, sampling og scratch. Men det var langt fra den eneste bro denne unikke komponist har bygget i årenes løb.
For Herbie Hancock er langt mere end “bare” en jazzlegende. Han er en musikalsk pioner, der konstant har været på forkant med udviklingen og har sprængt grænser for, hvad jazz kan være.
Samtidig er han også kendt for sin spirituelle og filosofiske tilgang til livet og kunsten, inspireret af blandt andet buddhismen. Han har været UNESCO’s goodwill-ambassadør for interkulturel dialog og en stærk stemme for fred og forståelse gennem musik.
Den stemme og den søgende musikalske tilgang viste han igen ved et par helt uovertrufne koncerter denne weekend.
For der er åbenbart mange måder at være 85 år på. Herbie Hancock anno 2025 var den både ydmyge, sprælske og varmt generøse bedstefar med slag i. Omgivet af et skarpt spillende fusionsband fuld af spilleglæde og overskud.
Tre af dem – Lionel Loueke (g), James Genus (el-b) og Jaylen Petinaud (dr) – havde været med på hele Europa turen, der var startet i Polen i slutningen af juni, og nu sluttede her i København, som et par ekstra numre til Copenhagen Jazz Festival, der stod som arrangør.
Derudover var der nu på scenen selveste Chris Potter (s, b-cl), der eksklusivt for disse koncerter havde tilsluttet sig det sammenspillede hold, mens trompetisten Terence Blanchard var draget videre på andre opgaver.
Begge dage spillede de omkring 2 timer og 20 minutter, men ikke på noget der mindende om rutinen. Tværtimod. Trangen til improvisation og indlevelse i selve nuet var nemlig det livsbekræftende omdrejningspunkt i de velvalgte og velkendte numre, der blev leveret i nulevende og til tider uhørte arrangementer.
Omgivet af de noget yngre musikere viste Hancock også noget så tydeligt, at han stadig har ærgerrigheden efter at bevise noget, trods sin enorme erfaring.
Koncerten var mange ting: Omstændelig, funky, kompleks, hjertevarm, generøs, og ikke mindst snakkende. Et helt kvarter brugte han undervejs i en vocoder-alene-tale i en ’Vocoder Interlude’ for blandt andet at italesætte værdien i at rejse sig efter at være faldet, værdien i at blive ved at tro på at vi bliver stærkere i modgang, ikke mindst velvidende – med en slet skjult hilsen til den politiske situation i hjemlandet USA – at om fire år er alting meget bedre!
Denne musikalske generøsitet – og hjertevarme humanisme uden pegefingre eller enkeltsager – var også temaet, da Hancock tidligere på året modtog Polar Music Prize i Stockholm, hvor han holdt en tankevækkende pris tale.
For det er tydeligvis et tema, som knytter de to begivenheder sammen, at Hancocks fokus er på et humanistisk budskab om at forsøge at bygge en bedre og mere fredelig verden – gennem kærlighed og fællesskab – og at musikken er med til at skabe dette fællesskab og bygge bro mellem mennesker. At håb realiseres gennem handling.
Den handling som Hancock og band udførte her i weekenden føltes i den grad som første skridt mod en forvandling. Lad os i hvert fald bare håbe den antagelse er rigtigt.
Men det budskab og meget andet vender vi tilbage til i Christian Munch-Hansens artikel om Hancock og hans forhold til jazztraditionen i næste nummer af All That, der udkommer midt i september.
