Julemusikken har som vanligt indtaget lydbilledet over land og by. Men der er stadig gode alternativer i den kommende tid rundt omkring. Trioen Stundum står for to af dem. Den 10. december 2025 kan man opleve Stundom i Garnisonskirken i København og den 21. december spiller de i koncertkapellet i Roskilde.
Her kan det forventes at de vil byde både på velkendte værker og helt nye egen komponerede stykker – til et par koncerter, der med garanti giver anledning til nærvær, inderlighed og musikalsk fordybelse. Vel en gave i sig selv i disse travle tider.
Stundum – der består af de tre musikere – Emma Elmøe (violin), Julian Svejgaard (klaver) og Villads Hoffmann (cittern) – vandt i sidste uge prisen for Årets Danske Rootsudgivelse ved DMA Roots for deres andet album Hvis ikke de er døde, lever de endnu.
Samme album, der tidligere på året sikrede trioen en Carl Pris som Årets Komponist Roots.

Den gennemgående tone i deres bud på lyden af ny nordisk folkemusik er mest af alt dragende og håbefuld, mere end den er dramatisk. Det høres at de er inspireret af deres forfædres traditionelle dansemusik, klassisk kammermusik og moderne symfoniske elementer. Det er sanseligt, melodisk, bevægende og til tider nærmest filmisk svævende.
Musikken beskriver de som ordløse eventyr om at turde give sig hen og fare vild. Om lys og mørke. Om ukuelig fremtidstro. Midt i den mørke nordiske nat er der altid et glimt af håb, kærlighed og magi.
Der er ikke noget at sige til at trioen har været efterspurgt på livescenerne både inden for og uden for folkemusikverdenen, og landets grænser. Ikke mindst deres optræden på årets Roskilde Festival gav genlyd, og et nyt publikum, der næppe vidste hvad de havde manglet på deres musikalske palette.
Det indbyrdes kemi og musikalske forståelse hos Stundom kommer i den grad frem når de spiller live, hvor de smelter sammen i en organisk helhed, der oveni rummer masser af individuelle kompetencer.
Så herved anbefalet, og hvornår muligheden byder sig igen vides ikke. For der er rent faktisk i skrivende stund ikke offentliggjort koncerter med Stundom i det nye år.
De øvrige Prismodtagerne ved DMA ROOTS 2025 var iøvrigt:
Æresprisen
Lasse & Mathilde
Årets Danske Rootstrack
‘Once a Shoemaker’ – Danish String Quartet
Traditionsprisen
Nordisk Dans
Årets Nye Danske Rootsnavn
BITOI
Årets Danske Rootskomponist
Ale Carr
Årets Danske Rootsnavn
Dreamers’ Circus
Årets Koncertoplevelse
HUN SOLO
Brancheprisen
Tom Sherlock