Af Erik Jensen
Køn er han ikke, drengen, der ligger på gulvet og skriger sin vrede ude på coveret til No Means No. Men ok, hvis vi antager, at han symboliserer et band, der nægter at være voksne, rette ind og opgive den rock, der leveres med stor konsekvens her, giver han mening, den obsternasige knægt. For Hotel Hunger holder fast i udtrykket fra halvfemsernes rock og bandets egen storhedstid med en nærmest stejl trodsighed.
Sange som ’Hair Of The Dog’ og ‘Super Rich Bitch’ er en elektrisk storm, der hvirvler elementer fra grunge, glam og den hårdeste del af indierocken op for at kaste dem ind i den centrifugale tidsmaskine. Inde i de huggende rundgange har Hotel Hunger styr på udtrykket, som sikkert er fornøjeligt at blive blæst væk af live. Men på et album savner man som lytter lidt mere af den afveksling i sangskrivning, der prægede bandets comeback Slut i 2023.
Her staves rocken med stort R og tungt tryk på alle de andre bogstaver. Så meget desto mere glad bliver man for mere indbydende at gå ombord i personlige sange med fede melodier og luft i arrangementet som ’Mother’ eller den indledende ’Back in Therapy’.
Uslebne diamanter med referencer til David Bowie og andre inspirationskilder står stærkt for et band, der nogle gange lyder næsten lidt for sikre og rutinerede i omgangen med eget materiale. Sine steder, eksempelvis i ’Love Can Mend Your Heart’, nærmer påvirkningen fra David Bowie i ikke mindst vokalen – sig parodien. Det er dygtigt nok, men næppe meningen.
Så meget desto gladere bliver man for mere personlige sange med klarhed i omkvædet som ’Mother’, ’Underworld’ og ’Bullets From Your Gun’. Mange af sangene spiller på bandets gamle image som festglade bestyrere af et party-hotel med åbent 24/7. Når Jimmy Jørgensen i ’Hair Of The Dog’ synger ’Let’s get waisted, let’s get lost’, lyder det dog mere som en besværgelse af noget, der var engang, end som indgangsbønnen til en munter aften i byen.
Andre – som albummets store ballade – ’The Last of The James Bonds’ – læner sig op ad den populærkultur, som altid har været inspiration for Hotel Hunger og bandets tekstforfatter, sanger Jimmy Jørgensen.
Det er dejligt at have en mere ædruelig og fokuseret udgave af Hotel Hunger, der tydeligvis stadig har sulten sammen med en passende distanceret attitude til fortiden, tilbage. Til gengæld er der ingen kompromis eller det mindste ironiske smil overfor stilen, der fastholdes stålhårdt og den konsekvens letter vi gerne på kasketten for.
