Af Niels Christensen

Her har vi en udgivelse der ikke peger nogen steder hen. I de i øvrigt kedelige noter – der mere har karakter af et interview med bassist Torben Bjørnskov, der også har komponeret al musikken – prales der af at de fleste tracks er first eller second takes. Måske er det en af årsagerne til musikkens manglende gennemslagskraft. Musikken er simpelthen ikke gået ind og er blevet en del af musikerne. Den bliver med andre ord på nodepapiret og får ingen chancer for et nyt liv gennem solisternes versioner af oplægget.

Musikken er enkel, sympatisk, pæn og melodisk – men i den grad u-udfordrende. Jeg har lyttet til LP’en flere gange og kan ikke finde noget der tvinger mig til at lytte til den igen. Og er det ikke den længsel og lyst som nutidig jazzmusik skal vække i lytteren…?

Det melodiske på denne udgivelse er ligegyldig skala-gennemgang efter skala-gennemgang. Det harmoniske bliver ligegyldiggjort af musikernes umiddelbart manglende sikkerhed i forhold til det musikalske oplæg. Og det solistiske virker blot som en udvidelse af de uinteressante temaer, uden at soloerne får personlige præg af solisterne.

End ikke medvirken af den amerikanske saxofonist Chris Cheek kan få musikken op i omdrejninger. Hans spil er nydeligt og velfriseret, men mangler helt den friskhed og frækhed, som ellers er hans særkende.

Alt dette får musikken til at forblive uinteressant, søvndyssende og lettere ligegyldig. Men, bevares – velspillet og nydeligt produceret.

Chris Cheek (ts, ss), Frederik Bülow (p), Torben Bjørnskov (b), Esben Tjalve (dr).