Af Jon Albjerg Ravnholt
Nana Jacobi ville ikke være hende den sure ovre i hjørnet. Heller ikke selvom der er rigeligt at være sur over i musikbranchen. Med HUN SOLO har hun og de over 150 kvindelige kunstnere, der har deltaget i projektet gennem årene, vist, hvor berigende alsidig musikken kan være uden for kassetænkningen.
Den 9. marts – dagen efter kvindernes kampdag – fejrede HUN SOLO 10-års jubilæum med en storslået jubilæumskoncert i DR Koncerthuset.
Vi har efterfølgende spurgt Nana Jacobi, administrerende direktør, medstifter og stadig en drivende kraft i HUN SOLO, om det er lykkedes at forandre noget.
Men først tilbage til start.
Det begyndte med noget så prosaisk som et debatindlæg i Politiken. Eller det begyndte med en frokost og en fælles undren. En idé om at vise, at det, alle sagde ikke kunne lade sig gøre, sagtens kunne det. Lade musikken tale sindene åbne i stedet for at tale for døve øren i debatten. Fem kvindelige soloartister på en scene i hver 20 minutter, fem vidt forskellige udtryk at spejle sig i som publikum og som udøver.
Nana Jacobi: “Kirstine Stubbe Teglbjærg og jeg sad over en brunch og talte om, at det var virkelig mærkeligt, at der blev ved med at komme festivalplakater op med kun seks-syv procent kvinder på. Som musikforbrugere savnede vi selv at få lov til at opleve flere forskellige udtryk, også fra kvinder og kønsminoriteter. Vi snakkede også om, at solokoncertformatet er sådan et heftigt format, for det har både en enorm styrke og sårbarhed over sig at stå alene på scenen sammen med sit publikum. Vi ville ikke være de sure, der stod ovre i hjørnet og skældte ud. Vi ville lave noget, der var så fedt, at man bare havde lyst til at gå derhen, ikke? Det er båret af en kæmpe kærlighed til alle mulige kunstneriske udtryk, til, hvordan alle mulige slags mennesker udtrykker sig på hver sin måde, og en lyst til at hylde det.”
Alt det kom til udtryk ved jubilæumskoncerten i Koncerthuset, der blev lanceret som HUN SOLO Extravaganza koncert.
NJ: “Den skulle bare have én over nakken. De forskellige udtryk gør noget ved hinanden. More is more. Vi havde lyst til at folde repræsentationen endnu bredere ud. Det var en form for diversitetseksplosion, vi lavede den aften, med først de fem solokoncerter, som vi plejer at have, så en DJ og så fem andre artister i koncertsalen med Danmarks Underholdningsorkester. Det var en fantastisk aften, som emmede af først og fremmest en kæmpe kærlighed til musikken, som er den benzin, der løber igennem hele det her projekt. Vi snakker fra Silvana Imam til Birthe Kjær, ikke? Vi var virkelig ude i nogle musikalske hjørner der.”
Vanetænkning i musikbranchen
Det er den diversitet i kunstnerisk udtryk, alder, etnicitet og køn, som Nana Jacobi har efterspurgt, og hun oplever, at publikum i den grad er klar til at tage imod aften efter aften. 150 kvindelige kunstnere har i løbet af de første ti år stået på scenen til en HUN SOLO-koncert. Men da Nana Jacobi tilbage i 2015 skrev debatindlægget “Broderskaber i dansk musikliv” i Politiken, var der masser af undskyldninger fra musikbranchen for, hvorfor sådan noget slet ikke kunne lade sig gøre.
NJ: “Jeg havde et år efter det indlæg, hvor jeg blev inviteret med i virkelig mange debatter, og jeg blev faktisk ret træt af at snakke om det. Jeg vil da hellere spille musik – det er jo dét, det handler om, for fanden! I en samtale kan du altid sidde og komme med alle mulige argumenter om, at det kan også bare være, at I ikke er gode nok. Eller som jeg kan huske, at en booker sagde i en debat engang: “Kvinder gider jo ikke at slæbe gear klokken kvalme om natten.” Alle mulige mærkelige argumenter, som bliver fejet af vejen, når der står en badass musiker og bare gør sit shit pissegodt på scenen, ikke? Alle bliver rørt af det eller blown away, når musikken rammer en.”
Der er kommet flere andre initiativer til, siden HUN SOLO satte sin første koncert op i 2016 på Roskilde Bibliotek. Det skete sammen med journalist og bibliotekar Anya Mathilde Poulsen, der har skrevet bøger om kvinders vilkår i musikbranchen, efter spillestederne havde rystet på hovedet ad idéen.
Nana Jacobi tilføjer selv Hej Søster, Musikbevægelsen af 2019, We Produce, Kvinder i Musik, Queer Music Agency og Semper Femina, et fællesskab for kvinder over 40 i musikken. Hver har de sin måde at arbejde på, men problemet er grundlæggende det samme, som Nana Jacobi ser det: Musikbranchen er præget af kassetænkning, opslidende arbejdsmiljø og en brug-og-smid-væk-tilgang til kunstnerne.
NJ: “Det handler om at udvikle et sundt musikliv, som alle kan være i uden at få sine grænser overskredet, blive disrespekteret eller talt hen over hovedet på. Men det handler også om at kunne være en musiker, der er over 32. Det kan man jo ikke rigtig ifølge dansk radio. Så det er helt klart et forsøg på at pege på det og lade musikken vise det: Hvad kan man få med en moden musiker på scenen, som har et helt livs erfaringer bag sig? Hvad er det for en slags sange? Hvad er det for et udtryk? Hvad er det for et levet liv? Hvad er det for en kropslig erfaring? Hvad er det for nogle fortællinger, som vi ikke får, hvis vi kun hører de 23-årige? Det er vores primære budskab, at kunsten skal spejle borgerne, dem alle sammen, og at vi ønsker et kulturliv og et samfund, hvor der er fortællinger af alle mulige slags, som spejler alle mulige slags borgere. Det bliver et fattigere samfund, hvis vi kun skal høre den unge, hvide mand, for nu at gøre det helt firkantet. For det er jo dem, vi hører flest af. Mange musikforbrugere tænker, at det er vel bare den bedste musik, der vinder. Du ved. De har ikke det kendskab til, hvordan musikbranchen fungerer, hvor det kræver, at man har et helt hold omkring sig, som løfter én, smider ressourcer i dig, pitcher dig ind til diverse aktører og har din ryg, når tingene ikke går så godt. Og der har vi tal på, hvem man gør mest for.”
Den blinde vinkel
Selvom HUN SOLO kan lave et kæmpe show i Koncerthuset og har udvidet virksomheden med pladeselskab og netværk, er de stadig en græsrodsbevægelse. Det meste af tiden arbejder Nana Jacobi ulønnet som direktør, og HUN SOLO er afhængige af funding og samarbejder med andre, større kulturaktører, der kan lægge økonomi i deres projekter. Men Nana Jacobi er overbevist om, at HUN SOLO får skabt noget væsentligt. Og det er nødvendigt ikke at tage diversiteten for givet, understreger hun.
NJ: “Vi er gået fra at være en underdog i branchen til at være en relativt markant spiller. Vi er jo i en form for opposition til den måde, musikbranchen ellers fungerer på, hvor det mere og mere er de store, internationale money machines, der styrer vores branche. Mange af dem er helt eller delvist ejet fra USA, og nu er USA i gang med ikke bare at rulle diversitetsarbejdet tilbage, men decideret forbyde det. De har en kæmpestor finger nede i hele vores musikliv i og med, at de tre majorlabels og Live Nation sidder tungt på flæsket. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det betyder for diversiteten i vores musikliv, at vi er domineret af USA? Jeg ser på mange måder HUN SOLO som en form for opposition til den måde, branchen ellers drives på. Vi arbejder for diversiteten og for kunsten, fordi der mangler musikalsk diversitet. Hvem er det, der kommer på festivalerne? Hvem er det, der kommer i tv-programmerne? Hvem er det, der bliver spillet i radioen? Hvem er det, der bliver udvalgt til store shows? Det er dem, der har de store labels i ryggen. Der er alle mulige slags musik og kunstneriske udtryk, som den almindelige dansker slet ikke møder, hvis man kun orienterer sig gennem de store kanaler. Det er vigtigt at brede alle de her forskellige kunstneriske udtryk ud, så folk har mulighed for at spejle sig i noget, der er anderledes. Det er ikke bare krymmel på toppen af lagkagen. Sådan ser jeg ikke kunsten. Jeg ser kunsten som en vanvittigt vigtig, benhård samfundsspiller.”
Det er en dynamik i branchen, som mange tidligere har taget for givet. Også Nana Jacobi selv, indrømmer hun. Det var først, da hun ikke længere havde nyhedens værdi og begyndte at mærke de første døre lukke sig, hun begyndte at tænke over, om andre oplevede det samme.
NJ: “Da jeg skrev det indlæg i ’15, havde jeg aldrig prøvet at spille med en kvindelig musiker. Det er jo vildt! Jeg havde bare ikke tænkt over det, for der var jo flest mandlige musikere. Jeg har ikke altid haft en bevidsthed omkring køn og musik. Det var, da jeg udgav mit tredje album, og jeg begyndte at mærke, at jeg ikke var et nyt navn længere, og mærkede, hvordan dørene lukkede sig. Der begyndte jeg at tænke over, at alle de gatekeepers, jeg mødte på min vej, var mænd. Alle de musikere, jeg spillede med, var mænd. Oplever mænd og kvinder musik på fuldstændig samme måde, eller er der noget i oplevelsen, som kan have noget at gøre med køn? Det er på ingen måde, fordi jeg siger, at, at køn er det eneste parameter, der har betydning for, hvordan man oplever musik. Men det spiller en rolle i forhold til, hvad det er for en fortælling: Hvad er det for et udtryk? Hvad er det for en stemme helt bogstaveligt? Hvad er det for en kropslig erfaring? Hvordan oplever man at være i verden? Hvilket slags levet liv ligger bagved sangene?”
For Nana Jacobi ændrede det hele hendes tilgang til sit eget virke som musiker.
NJ: “Når man først tager den brille på, så er den svær at få af igen, for så begyndte jeg også at scanne festivalplakater, årets bedste albums i lister, månedens bedste singler. Jeg var chokeret. Jeg begyndte at tælle hvor mange kvinder, der havde været på forsiden af Gaffa. Det har de så fået ændret siden. Jeg var selv den første kvinde over 50 på Gaffas forside nogensinde.”
Protestsanger
Da jeg spørger Nana Jacobi om, hvordan det aktivistiske arbejde afspejler sig i hendes egen sangskrivning, beretter hun om at være i tvivl om, hvordan hun kunne lade sine tanker komme til udtryk, uden det blev til den slags bombastiske protestsange, hun kan huske fra sin barndom i 70’erne. Det ændrer sig nu.
NJ: “Mange af de yngre kvinder, der kommer ind på arenaen nu, har en hardcore feministisk agenda og en fuldstændig selvfølgelighed omkring det, hvor det i generationerne før dem har været lidt farligt at tage den på sig, fordi der er så meget strøm i den her snak om køn for some reason. Det så vi i forbindelse med dokumentaren “Sexisme i musikbranchen”. Der er mange smertefulde fortællinger og meget undertrykt vrede. Der kan jeg bare mærke, at nogle fra den unge generation har en helt anden selvfølgelighed og kraftedeme-hed. De stiller ikke så meget spørgsmålstegn ved det: Selvfølgelig skal der være samtykke. Selvfølgelig skal jeg være feminist. Punktum. Det er meget befriende.”
For Nana Jacobi og HUN SOLO handler det ikke alene om kvinders forhold, men også om andre kønsminoriteter og etniske minoriteter. Også her er hun endt med at tænde ild i debatten, da hun sammen med Isam B, Ôzcan Ajrulovski og Anders Greis skrev sangen “Ramadan i København”. Den udløste en forudsigelig forargelse, da den blev optaget i Højskolesangbogen.
NJ: “Selvom vores fokus er på at arbejde med koncerter i Danmark og Norden, er vi også optaget af kvinder i resten af verden og kønsminoriteters vilkår. Der er vanvittigt meget at arbejde for. Der findes kvinder i verden, som ikke må tale, som ikke må synge, som ikke må uddanne sig. Det er jo vildt, at det er sådan! Man bliver så magtesløs, for hvad fanden kan vi gøre? Vi kan i hvert fald sætte lys på de fortællinger. I Danmark er vi ret gode til at læne os tilbage og sige nåh, men vi er vildt langt fremme på det område, og alt er godt. Men for det første er vi ikke særlig langt fremme: Vi ligger nummer toogtredive på en international liste over ligestilling. Og for det andet skal vi blive ved med at holde ild i den her agenda, for ellers kommer der backlash. Det er det, vi ser lige i øjeblikket. Der kommer et pushback, hvor man lige skal have lukket ned for alt det der. Som jo også har sine danske aflæggere. Derfor er det vigtigt at prioritere den brede diversitet. Vi er interesserede i intersektionel feminisme, og vi er interesserede i, at de kunstnere, vi stiller op på scenen, har så bred repræsentation som muligt på alle tænkelige parametre. Også musikalsk, også kunstnerisk, også menneskeligt.”
Denne artikel er en redigeret udgave af den der er med i det kommende ALL THAT nr. 198 magasin nr. 198.
