Dagen efter kvindernes kampdag den 8. marts var der i DR Koncerthuset 10-års jubilæumsfest for HUN SOLO.
En organisation, der som vision ville skabe en platform, hvor kvindelige kunstnere kunne stå i rampelyset, styrke deres position i branchen og præsentere deres musik i intime rammer.
Den vision er lykkedes og mere til.
Koncerten i DR Koncerthuset viste at HUN SOLO stadig befinder sig godt ved udgangspunktet, men også at formatet kan bære det ekstra.
Hele 10 meget forskellige artister blev foldet ud i løbet af et imponerende event, der blev afviklet i to afdelinger. Først var der fem artister, der spillede i HUN SOLO signaturformatet – på en intimscene i Foyeren, og siden frem artister, der optrådte i selve DR’s koncertsal sammen med Danmarks underholdningsorkester i en Extravaganza udgave, hvor det var værd at bemærke at der var flere HUN end HAN i orkesteret, der i øvrigt blev dirigeret på bedste vis af Maria Badstue.
Alle artister havde tre numre hver at gøre godt med, så alt var ligesom ekstranumre. Og det fungerede. Ikke mindst i variationerne mellem genre, og udtryk. Fra det inderlige til det kraftfulde, fra det jordnære til det himmelråbende, fra det dvælende til det dansable.
Den klassisk uddannede pianist Mira Siegel lagde på smukkeste vis ud foran et lydhørt og ganske blandet publikum, og byggede via en sang som ’Bridges’ bro mellem det blide ydre og den indre kampgejst. Godt i gang, og følelsen af en lyst til ’Never Go Home Tonight’ som det blev sunget i ’First date’ fra mit den mere poporienterede Dayyani, blev for alvor vækket.
Også hun brændte igennem – med noget på hjerte, der rakte ud over egne rammer og navle, og den sidste sang var dybfølt dedikeret til kvinder i Iran.
De rå og humoristiske kanter blev slebet da hun_sagde indtog scenen med tre indie-rock numre, fuld af karakter og gennemslagskraft. ”Jeg er ingen crowdpleaser” lød det, men lur mig om hun_sagde ikke i de kommende år rammer præcis det folk endnu ikke ved de vil og skal høre. Et tidligt højdepunkt, der gjorde at ellers isoleret set gode efterfølgende indslag – fra først den store klare stemme bag den færøske sanger og sangskriver Elinborg – og siden en energisk hip-hop performance fra FVN med højaktive hofter og højt humør – ikke tændte meget mere end en teaser for en optændingsblok.
Virkeligheden ramte dog igen takket være den blok af musik, der i anden afdeling ventede i koncerthusets store sal. Her lagde Danmarks Underholdningsorkester ud med Nana Jacobi, der tidligere, som nuværende CEO og en af stifterne bag HUN SOLO, havde holdt brandtale i foyeren, men nu i stedet sat ild i huset med tre numre, der for alvor trådte ud af skyggerne, og holdt både hjertet blødt og bålet tændt, med fællessangen til ’Når jeg danser bålet’ som et af den slags rørende momenter, der tatoverer sig i musikhjertet.
At musik kan være som en naturkraft beviste Silvana Imam, Katinka, Maria Franz (fra Heilung) og Birthe Kjær derefter på hver sin måde – måske fint sammenfattet af teksten på Katinkas kjole: KÆMPE STOR TISSEKONE ENERGI.
Uden at lægge hånden på kogepladen vil jeg dog påstå at det hele handlede om noget mere. Noget ekstra. Lige DEN energi er selvfølgelig vigtig og vægtig – ikke mindst stadig at tydeliggøre – men kun hvis den energi ’connecter’ med alle mulige andre køn, minoriteter, fællesskaber og så videre.
HUN SOLO beviste at vi kan sammen. På scenen. Blandt publikum. I fællessangen. Og måske i uenigheden om vejen frem går via en knaldrød gummibåd.
Ikke alt sad i Bulls Eye, men det hele var indenfor skiven. Og det i sig selv må være et mål. Lad os holde os indenfor skiven, når vi kæmper vores kampe. Lad os øve os, på hinanden og med hinanden. De fælles værdier til fællesskabet finder ingen SOLO.
