Af Erik Jensen
Hvordan lever vi som mennesker i den digitale tidsalder? Hvordan sikrer vi, at det er os, der har kontrollen over teknologien og ikke omvendt? Hvordan klarer vores kroppe og intelligens at leve sammen med Kunstig Intelligens i en stadig mere virtuel verden?
Ikke just små banaliteter, men store, uomgængelige spørgsmål at beskæftige sig med på et popalbum, der umiddelbart lyder som om det gerne vil lokke til dans af den gode gamle, fysiske slags på storbyens natklubber. Måske et paradoks for nogle, men ikke for en så ambitiøs og begavet kunstner som HunBjørn aka Ulla Pihl. Efter flere tilløb gennem en del år skyder hun op fra den særdeles righoldige danske undergrund med musikalske lækkerier, der rummer både proteiner og stof til eftertanke på det fornemme album, The Digital Organic Life.
Ubesværet leger HunBjørn med firsernes elektroniske pop fra de klubber, hvor Pet Shop Boys, Giorgio Moroder og Kylie Minogue ind i mellem mere outrerede ytringer fra synthesizernes punkede hjørner, fik lov at vise vejen til dansegulvet. Men HunBjørn tager turen tilbage til det årti, der på en gang var forelsket i og forskrækket over den spæde nye teknologis muligheder. En dyb synthbas baner vejen for de elegante, elektronisk bårne melodier, der snart svæver ud som havfruer på verdens oceaner. Med en klar mission. For HunBjørn vil gerne have os til at tænke, mens vi danser eller drømmer til en musik, som egner sig perfekt til begge dele.
I første sang, ‘Killjoy’, der allerede var ude som single for et års tid siden – HunBjørn skynder slig langsomt og det er både forståeligt og fornuftigt – påtager hun sig rollen partykiller eller glædesdræber. En upopulær, men nødvendig rolle. I hvert fald hvis spøgen drives frem på andres bekostning i form af sexisme og skæve magtforhold. Det er et sådan forhold, sangens hovedperson vil forlade med venlige løfter om at passe på den forladte parts knuste hjerte. Trods alt, så er det feministiske tema, som præger flere af sangene, slået an i en fordømt effektiv melodi.
På ‘Mute and Naked’ gælder det udskamning af forsvarsløse kvinder og temaet går videre på endnu en effektiv sang, ‘When You Wing It’, der bryder gamle mure ned med en voldsom industrial kraft i musikken. Her gælder det mænd, der med en underlig, let selvfølgelighed tager æren for andres, læs kvinders, frembringelser i for eksempel musik. Måske er der reel ligestilling i det digitale univers? i hvert fald kan man afstemme forventninger og grænser på en direkte måde som i ‘Love Me Harder’, hvor nattemørket over sengen konstant oplyses af flashs fra syntehsizerne. På samme måde ønsker HunBjørn at bryde alle seksualitetens tabuer: “I only know for certain when you spill it out”, som hun synger efter at have tilstået: “I’m a greedy monster obsessive needs”. Men selv grådige monstre bærer tvivl og sårbarhed med sig og de kræver mere åben snak end antydninger over en hovedpude.
På samme måde er ‘Words Don’t Disappear’ en opfordring til klar tale: “I’ve done being fair/ Not over your bullshit”, synger HunBjørn. Udfordringen i en tid, hvor vi er prisgivet algoritmer og tech-giganter er måske mere ærlig og direkte snak? Og et liv i organisk sammenhæng med sine omgivelser? Det er buddet fra et fascinerende album med en kunstner, der får meget ud af lidt. Ind i mellem dog også så lidt, at melodierne glider ind i hinanden i et lydtæppe med lidt for ens felter.
Spøjst at høre HunBjørn på noget så analogt som vinyl. Men det fungerer godt, bortset fra den lille irritation, at de vigtige tekster er trykt i så små størrelser, at selv jeg med et normalt syn har svært ved at tyde dem. En detalje, men vigtig for helheden, når man er på rejse et sted mellem firserne og vores noget mere desillusionerede nutid. Hvor vi har lært at leve med maskinerne. Eller har de tvunget os til at leve på deres præmisser? Der er så mange spørgsmål at overveje, mens man nyder HunBjørns lydmæssige lækkerier.
HunBjørn kan oplevelse live den 25. april på URBAN 13 på Frederiksberg og den 16. maj i Karens Minde Kulturhus i København.
