Af Peter Andersen
Jeg havde i 10 år hvert år gennemgået Roskilde Festivals line up og tjekket samtlige kunstnere – også dem jeg på forhånd vidste, jeg næppe ville høre, for det kunne jo være… Hvad kan de, og ikke mindst: Hvad kan de live?
Målet var at lave en alternativ guide, finde de sangere og musikere, der måske kunne levere store oplevelser på de små scener, finde en vej gennem junglen af forprogrammerede beats, singbacks og autotunes. Men det blev sværere og sværere at se forbi mængden af P3-godkendte navne, og efter Roskilde Festival 2023 besluttede jeg, at dét var dét. En god måned senere debuterede jeg så på Tønder og fik en helt anden oplevelse udi musikalsk mangfoldighed.
Men verden har forandret sig, og det har Roskilde Festival programmet også. Så nu jeg tilbage med anbefalinger for de nysgerrige musiklyttere i alle aldre.
Man skulle næsten tro, folkene fra Roskilde Festival (RF) læser mine skriverier, for noget er der altså sket, omend det ikke er så synligt, hvis man kun kigger på hovednavne og Orange. Mængden af hiphoppop, nasal r&b og singback med autotune er faktisk reduceret, og der er gjort plads til flere eksperimenter og navne, som måske kan tiltrække folk over 25 år.
Inden vi kommer til nedslag i årets hoved program, har jeg en lille analyse af, hvad jeg tror der er sket, for naturligvis har bookerne på RF ikke læst mine smædeskrifter og tænkt ‘han har sgu ret, vi må hellere lave det om’.
Jeg tror, RF gik i panik efter festivalen i 2022, som var den første efter to festivalløse Corona år, og hvor det forståeligt var svært at stykke et fornuftigt program sammen, da der stadig var rejserestriktioner mange steder i verden. Billetter, der var købt i post-corona eufori, blev solgt til nedsat pris i ugerne op til festivalen i skuffelse over programmet, og for mig var det bare et bevis på, at i Roskilde kommer de fleste på grund af musikken. Modsat for eksempel i Skanderborg, hvor man hvert år kan melde udsolgt, inden der er offentliggjort et eneste navn til plakaten. Og jeg tror, at de i Roskilde skulede lidt misundeligt og sagde ‘vi skal have fat i de helt unge og gøre dem til vores nye base de næste mange år’.
Det har virket på den måde, at mange ældre – og det er altså også folk i 30’erne og 40’erne – er faldet fra. Men RF havde glemt eller overset, at de helt unge ofte er studerende, som ikke har råd til at købe fadbamser, drinks eller gå i Food Court, men køber øl og breezers i Netto og fylder på i lejren, inden de går til koncert. Og det er ikke bare noget, jeg slynger ud. Jeg ved fra pålidelig kilde, at ølsalget i festivalens egne barer faldt markant sidste år – også mere end vejret kunne forklare. Jeg forestiller mig, at billedet har været det samme i mange af de øvrige madboder og barer, og at foreninger og underleverandører (som Carlsberg) har givet festivalen et vink med en lang stang med en alien og en ko i enden.
Som nævnt kan det være svært at se forskel, hvis man alene ser på koncerterne på Orange og til dels Arena, især i den bedste sendetid. Jeg bliver også stadig grænseløst irriteret over RF’s trang til at oversælge kunstnerne. De er ‘stjerner’ eller ‘mesterlige’ (eller begge dele), og hvis jeg var et ungt band – og dem er der en del af – ville jeg sgu føle det intimiderende at blive kaldt ‘mesterlig’. Men det har summa summarum været et mere mangfoldigt program at dykke ned i, end det har været de sidste tre år.
Og sådan bør det være. Roskilde Festival har qua sin størrelse og sin historie en pligt til at præsentere et program, som har noget at byde på til alle med lyst til at høre livemusik og mod på at opdage ny musik i alle mulige genrer. Samtidig har RF nogle økonomiske muskler, som de mindre festivaler ikke har, og det forpligter. Sidste år gik det helt galt, da en tredjedel af alle kunstnere stillede op uden musikinstrumenter. Musikken kom fra en dj-pult, eller der blev sunget/rappet til præindspillede tracks, og for mig er det ikke en koncert. I 2024 blev jeg derfor helt væk fra festivalen, men i år har jeg valgt at købe en onsdagsbillet. Hvorfor det lige blev den dag, vil den efterfølgende gennemgang afsløre.
Jeg har som det tidligere år lyttet til samtlige kunstnere, dog minus opvarmningsdagene og art-scenen Platform, og jeg har så vidt muligt prøvet at finde liveoptagelser, som kan afsløre, om et band rent faktisk kan spille, eller omvendt måske er federe live end på en overproduceret studieplade. Det er en alternativ guide, og jeg går udenom genrer som rap og hiphop, electronica og den mest hardcore punk og metal – det vil andre være bedre til at vurdere end jeg.
Som nævnt er jeg endagsturist, og årsagen åbner simpelthen festivalen: KASSI VALAZZA (USA) på Gaia klokken 17.15, som er en af disse års mest spændende blandt mange unge, kvindelige sangskrivere på countryscenen og dens overdrev. Hun måtte aflyse på RF for to år siden, fordi der gik kuk i flytrafikken, men jeg har siden hørt hende fire gange. Første gang var de en kvintet med pedal steel og fuld hejs, men når jeg lytter til hendes seneste album, kommer jeg til at tænke på Joni Mitchell og Fairport Convention – jeg har også set en sammenligning med Carly Simon. På Tønder sidste år var de en trio, men her møder hun op med et større band, og det er nok også nødvendigt, for når Kassi Valazza er stille, er hun meget stille, og så er det folk har svært ved at holde kæft. Gaia ligger desuden i et ret åbent område og er nabo til Gutter Island Baren.
Derefter kunne jeg måske tjekke Kassa Overall (USA) på Avalon klokken 18.00. Et mix af hiphop og jazz, mest det første, som jeg hører det, men ret avantgardistisk live med hovedroller til trommeslager og percussionist.
Er det ikke noget, er der mulighed for at prøve den nye bar med øl fra Herslev, som måske også er et forsøg på at lokke de aldrende feinschmeckere tilbage. RF er ellers gift med Carlsberg, og derfor har alt øl på festivalen været leveret af bryggeriet selv eller samarbejdspartnere som Mikkeller og Brooklyn. Men nu har Herslev, der ligger ud til Roskilde Fjord, fået lov – ifølge min velorienterede søn kan det hænge sammen med, at Herslev har hentet deres nye salgschef hos netop Mikkeller.
Den meget roste og akustiske danske trio Stundom, Gloria klokken 19.30, er et godt eksempel på, at RF har rykket sig. Navnet er jo svensk, og den primære inspiration er især traditionel svensk folkemusik. Behageligt, hvis man har lyst til at sidde ned og slappe af, men det er jeg ikke sikker på, jeg gider. De kommer i øvrigt også på Tønder, så jeg kan nappe dem dér, hvis det er.
Næste rigtige anbefaling er irske FONTAINES D.C. på Orange klokken 20.30. Det er tredje gang, de optræder på festivalen: Pavillon (Gaias forgænger), Avalon og nu sørme Orange. Jeg ville nok hellere have set dem i Arena, men de væltede efter sigende K.B. Hallen i efteråret (jeg var til Jason Isbell andetsteds i byen den aften), så måske en fornuftig disposition. Første gang i 2019 kaldte jeg dem Joy Division på speed, nu er de mere rock og mindre postpunk, men de er for fanden irere, og der har jo været skrevet en del om den T-shirt, de har fået trykt til støtte for et frit Palæstina, og som blev båret af Greta Thunberg på vej til Gaza. Og så skal man jo også nyde årets eneste rigtige rockkoncert på Orange – eller i hvert fald noget af den.
Jeg var først helt sikker på, at jeg skulle skynde mig hen at høre engelske WET LEG, Arena klokken 21.30. To kvinder i front, lige på og umiskendeligt engelsk rock med tråde til et band som Sparks, punk og den mere eksperimenterende del af newwave-scenen fra begyndelsen af 80’erne. De lagde Glastonbury ned i 2022.
Jeg ville så gerne have hørt dem, men jeg vil i stedet skynde mig hen at høre ALI fra Indonesien, Gloria klokken 21.30. Det lyder for fedt. Blueset syre, Asien møder Khruangbin og Østafrikansk ørkenrock. Vælg selv, jeg går med Ali.
Et par koncerter i den mere eksperimenterende afdeling, spacerockende Still House Plants (UK), Gaia klokken 22.00, og Fat Dog (UK), Apollo klokken 22.30, som spiller punk med en snert elektrononica og saxofon, kunne måske være tjekket ud under andre omstændigheder.
Men jeg vælger nok at høre danske ELIAS RØNNEFELDT på Avalon 23.00. Kendt som forsanger i Iceage og fast gæst, når Peter Peters Bleeder giver koncert, og jeg kan rigtig godt lide hans stemme. At RF så mener, man kan fornemme Townes van Zandt i hans musik, må stå for deres regning, men han fortolkede ham selvfølgelig på hans debut LP fra sidste år – i form af nummeret ’No place to Fall’.
Da det er min eneste dag på festivalen, tager jeg den sidste koncert med: MERIDIAN BROTHERS fra Colombia, Gaia klokken 00.15. Ret syret, men absolut dansabelt og naturligvis cumbia-inspireret, når det kommer fra de kanter.
Så summa summarum – bedste tip herfra til onsdagens program:
KASSI VALAZZA, Gaia 17.15
FONTAINES DC, Orange 20.30
ALI, Gloria 21.30 eller WET LEG, Arena 21.30
ELIAS RØNNEFELT, Avalon 23.00
MERIDIAN BROTHERS, Gaia 00.15
Boblere:
Kassa Overall, Avalon 18.00
Stundom, Gloria 19.30
Still House Plants, Gaia 22.00
Fat Dog, Apollo 22.30
