En af de utallige glæder ved at være en passioneret vinylfreak er, at man af og til kan slå op i et hæfte så fornemt, som det, der gemmer sig i omslaget til Hvalfugls femte album. Et sjældent vellykket møde mellem musik og natur i fotografisk form. En nydelse at kigge billeder, mens en om muligt smukkere og mere rolig musik end den århusianske trio har præsenteret os for tidligere, glider lige ind i det åbne sind.
Man kan ikke gøre så meget andet end at læne sig tilbage og med et lydeligt suk konstatere, at Hvalfugl er forbandet godt selskab. Og denne gang er den omkringføjtende fugl altså landet på Island. Hvor de danske musikere befandt sig i fortryllende landskaber og arbejdede sammen med musikere, som giver nye dimensioner til numrenes søgen mod himlens nordlys og de storslåede vidder udenfor det berømte Sundlaugin studie, hvor danskerne optog albummet i januar i år. Betagende er måske det mest præcise ord for det, der strømmer ud af højtalerne som varmende lava fra en af vulkanerne i Island.
Det er svært at fremhæve enkelte af de velkomponerede melodier, der svæver omkring guitaren eller saxofonen som bærende instrument, frem for andre. Hvalfugl leder ikke efter hverken billige hiteffekter eller fremvisning af egne, instrumentale evner. Her foregår alt i en hvilepuls, der synes at være i sync med Moder Jords.
Århusianerne er ikke de eneste repræsentanter fra den nyere danske jazzscene, som hellere vil søge ud i den på engang nådesløst barske og evigt skønne natur. Bremer-McCoy, Blåly og Little North kender stierne under stjernerne på den kulsorte nattehimmel i Skandinavien. Men Hvalfugl er i den grad sin egen stifinder og med musikkens lyriske elementer er det en uimodståelig fristelse ikke at luske bagefter. Men numre som ‘Ro’, det dybt melankolske og smukke ‘Når dagene forsvinder’, ‘Om solen’ og fortryllelsen i ‘Magisk bus’ er små vidundere, jeg er faldet fuldstændig for.
For den udforskning af naturen, der var lige så truet af udslettelse som jazzen selv var det for år tilbage, da den havde buret sig selv inde i trange lokaler i storbyerne, dunstende af øl og røg fra cigaretter og piber, er dragende. Og beroligende som en meditation i middagssolen ved havet. Det er netop sjælens stille jubel over den slags situationer og steder, der udgør rytmen i Hvalfugls musiceren.
Længslen efter naturen, iblandet en god del angst for, at det er forbi lige om lidt, er en effektiv drivkraft. Som en genopdagelse af romantikkens epoke, omsat til en slags jazz, der både åbner nye universer og formår at være minimalistisk på en melodisk måde. Når man tilføjer musikere fra det islandske kultband med et af verdens bedre bandnavne, ADHD, bliver resultatet tæt på et naturmusikalsk mirakel.
Óskar Guðjónsson (saxofon), Tómas Jónsson (tangenter) og Magnús Trygvason Eliassen (trommer) giver nuancer og mere kant i det bløde billede fra Hvalfugl allerede i åbningsnummeret ‘Mørket er blåt’. Allerede her har Hvalfugl og de islandske gæster godt fat i mig. Og jeg bliver hængende hele vejen i den svært forløsende stemning af melankoli og magi.
AF ERIK JENSEN
Hvalfugl:
Jeppe Lavsen: el-guitar
Jonathan Fjord Bredholt: piano, orgel
Anders Juel Bomholt: dobbelt bas, akustisk guitar, vibrafon og klokkespil
Øvrige medvirkende
Óskar Guðjónsson: Tenor sax
Tómas Jónsson: Hammond orgel, mood synthesizer
Magnús Trygvason Eliassen: trommer
Produceret af Jacob Worm
5 stjerner