Af Peter Danstrup
Meget kan man sige, men den norske kvintet Hypnopomp holder sig ikke tilbage. Så vidt jeg kan vurdere er de alle en aktiv del af det yngre, levende norske jazzmiljø, som længe har tiltrukket sig berettiget opmærksomhed. Pladens narrativ tager afsæt i historien om Glåm fra sagaen om Grette Åsmundson, som blandes op med nazityske dommedagsscenarier og resultatet bliver en slags heavy-døds-free jazz, som sjældent lader sten på sten tilbage i det musikalske landskab.
Der er således lagt op til en episk musikalsk fortælling, men trombonisten Sigurd Skovdal, som har skrevet al musikken, har ladet de finere kompositoriske virkemidler blive i værktøjskassen. De fleste temaer har en trampende, stampende og ufølsom karakter, som tjener som løftestang for solostykker fyldt til randen med spruttende vrede og skræmmende hallucinationer. Det skal man bestemt ikke kimse ad, men bag det soniske skrækscenarie gemmer der sig desværre ikke rigtig nogen musikalsk substans. Musikken har nemlig en kedelig tendens til ikke at bevæge sig nogle steder hen og appellerer hverken til hjerte, hjerne eller fødder.
De enkelte bandmedlemmer får fokus i hver deres nummer, men de formår ikke for alvor at ruske op i al vores nordiske velfærdssløvhed (hvis det er dét, der er meningen) selv om den kompositoriske kongstanke vist er at lade den individuelle præstation glide over i kollektiv improvisation. Vildskaben får for ofte et skær af kontrolleret galskab og det slider lidt rigeligt på troværdigheden. Uforudsigelighed havde klædt musikken godt, når vi nu er på vej ned ad dødsruten og de sardoniske smil.
Et af de mere vellykkede oplæg er ‘Blodveien’, hvor der er god fart over feltet, men saxofonisten Lauritz Skeisvoll kommer så hurtigt op i det røde felt i den efterfølgende improvisation, at luften og energien fordamper ret hurtigt, for der er ikke rigtig noget at bygge op til. Pladens længste nummer (12 minutter) starter også lovende med en fint rullende ostinat, men kuller ud i en tåget opløsning efterfulgt af en voldelig arco-solo, som det er svært at finde hoved og hale i. Mest fik jeg faktisk ud af det afsluttende ‘Hypnopomp’ som har en fint stigende intensitet og improvisatorisk bagtanke.
Sigurd Skogdal: tb, Lauritz Skeisvoll: sax, Håvard Funderud: g, Torkil Hjelle: b, Martin Mellem: dr
