Af Thorbjørn Sjøgren
I årene lidt før og efter århundredeskiftet udsendte det svenske pladeselskab Caprice i et samarbejde med Sveriges Radio i alt 11 bokse med i alt 31 cd’er med tilhørende omfangsrige Pixi-bøger, som illustrerede udviklingen i svensk jazz fra 1899 til 1979. Et mageløst projekt, som vi på vor side af Øresund kun kunne skele misundeligt til. Musikudvalget og den helt overvejende del af teksterne var foretaget af Jan Bruér, en af de helt centrale skikkelser i svensk jazzforskning og i øvrigt forfatter til grundige bøger om Lars Gullin, Putte Wickman og medforfatter til endnu flere.
Nu har Bruér så både opdateret materialet og sørget for at det foreligger i en bedre trykkvalitet (ikke mindst billederne) og med en langt mere læselig typografi. Resultatet er blevet en bog på knap 600 sider med litteraturhenvisninger og et register, (der gør den langt mere brugbar end cd-boksenes hæfter), men også med en vægt på 1,6 kg.
Dispositionen er forbilledligt overskuelig: De fleste afsnit dækker en femårsperiode med en oversigtsartikel, et eller to interviews med periodens centrale musikere (bl.a. Thore Jederby, Arne Domnerus, Bengt Hallberg, Monica Zetterlund, Bernt Rosengren, Bobo Stenson, Lennart Åberg og Amanda Sedgwick, men også mange andre musikere behandles ganske indgående), og så et længere afsnit med ”jazzhändelser”, som placerer en masse musikere i forhold til hverandre, udenlandske gæstespil, markante pladeudgivelser, etc etc. Billedsiden er helt upåklagelig med både musiker- og orkesterfotos og mange pladeforsider, ligesom der flittigt citeres fra samtidige publikationer, ikke mindst tidsskrifterne Orkester Journalen og Estrad.
Jan Bruér skriver flydende, i allerhøjeste grad læseligt og fængende, i lange stræk er det simpelthen En Spændende Historie, og det mærkes, at Bruér har været førstehåndsvidne til tingene i næsten 70 år, han lavede sit første interview (med Putte Wickman) som 13-årig, og hans detailviden og overblik er ganske enkelt forbløffende.
Så sidder man og læser rundt omkring, kommer i tanker om navne af de mere perifere, og sandelig om ikke også han / hun ikke har adskillige henvisninger i registret. Hvad med f.eks. Grave Hansen? Jojo, ”Gyllene Cirkeln har under hösten (1966) ändrat sin programpolitik och breddad sitt utbud för at nå en större publik. En ofte återkommande favoritgrupp är rhythm&blues-baserede Harlem Kiddies med amerikanska musiker ledda av Stockholmsbosatte danske trumslagaren Grave Hansen”. Så er det på plads. Og hvem husker at Lionel Hamptons storbands koncert i Mässhallen i Göteborg i 1955 blev stoppet af politiet, som frygtede opløb af ”halvgalna rockfantaster.” Og vidste jeg, at danskeren Holger Nathansons Modern Saxofonskola er et af de første eksempler på jazzpædagogisk materiale på svensk (1935)? Jeg anede det ikke.
Hvilket alt sammen vil sige, at hvis man har den mindste interesse for at vide noget om jazzen i fortid og nutid på den anden side af sundet, så er der ikke noget at betænke sig på i forhold til at få læst dette værk af en bog.
