Af Niels Bering Larsen
Med Jackson Plays Dylan kaster tenorsaxofonisten Javon Jackson sig over en af amerikansk sangskrivnings allerstørste skikkelser. Bob Dylan er her genstand for både dyb respekt og personlig fascination, og projektet er tydeligt tænkt som en ærefuld gestus fra en musiker, der er cirka 20 år yngre end sit forbillede – og som først relativt sent i livet for alvor opdagede Dylans musik.
Jackson voksede op i et rendyrket jazzmiljø og havde som ung begrænset berøring med rock og folk. Det var først i 20’erne, mens han spillede med Art Blakey’s Jazz Messengers, at Dylan for alvor trådte ind i hans musikalske horisont. Ironisk nok via Jazz Messengers’ advokat, som var stor Dylan-fan og introducerede Jackson til sangskriverens værk. På det tidspunkt var Dylan allerede i 40’erne og godt i gang med at cementere sin position som en af det 20. århundredes mest betydningsfulde sangskrivere og protestsangere.
Albummet, der også rummer en indirekte hyldest til den nyligt afdøde digter Nikki Giovanni – Jacksons kreative partner på de to foregående udgivelser – spænder over mere end tre årtier af Dylans katalog. Fra de ikoniske protestsange til de mere inderlige kærlighedsnumre forsøger Jackson at “jazzyficere” materialet og skabe en bro mellem jazzens sprog og Dylans poetiske univers.
Pladen åbner stærkt med “One for Bob Dylan”, et groove-båret originalnummer, der fungerer som Jacksons egen musikalske fanbrev. Det er også her albummet er mest overbevisende. Nummeret er tydeligt jazzinspireret, med indlagte breakdowns hvor små melodifragmenter får lov at træde frem – et greb, der på fornem vis spejler den måde Dylan ofte lod simple motiver bære komplekse fortællinger. Jacksons tone fungerer bedst netop her, hvor formen er åben, og forventningerne ikke er bundet til ikoniske forlæg.
Når albummet bevæger sig ind i Dylans største hits, bliver projektets udfordringer mere tydelige. “Hurricane” byder på en interessant saxofonsolo fra Jackson og en velsmurt keys-solo over temaet, men også her fornemmes en vis spænding mellem respekt og fornyelse. Jackson er vel akkompagneret af Jeremy Manasia (piano & keys), Isaac Levien (bas) og Ryan Sands (trommer), og særligt bassisten markerer sig med stærkt, melodisk solospil flere steder.
Jackson selv har en meget distinkt tenorsaxofonlyd, som dog ikke altid synes at finde sin naturlige plads i lydbilledet. Saxofonen ligger ofte lige på slaget, med en noget flad intonation og et solospil præget af små, intense krøller snarere end større ambitusmæssige spring. Det giver et insisterende, men også lidt ensartet udtryk, der bedst kommer til sin ret i de mere rendyrkede jazzpassager – igen som i albummets åbning.
“Mr. Tambourine Man” fungerer som et koncentrat af både albummets styrker og svagheder. Jacksons tilgang til melodimaterialet opleves her som en relativt flad parafrasering, der ikke forløser en af Dylans mest ikoniske melodier. Til gengæld løftes nummeret af en solid backing, et markant bassolo og et fint “chase”-forløb mellem saxofon og klaver, hvor Manasia spiller med og mod Jackson og midlertidigt hæver spændingsniveauet – inden saxofonen igen udjævner intensiteten.
Med Jackson Plays Dylan har Javon Jackson skabt et crossoveralbum, der tydeligt vil ære en gigant fra pop- og rockhistorien set gennem jazzens prisme. Ambitionen er sympatisk, og respekten for Dylan er uomtvistelig. Resultatet er dog ujævnt: bedst når Jackson taler sit eget jazzsprog, mere problematisk når han bevæger sig for tæt på det urørlige. Albummet fungerer derfor mere som et personligt vidnesbyrd om Dylans betydning end som en definitiv jazzfortolkning af sangene.
Javon Jackson (Tenor sax), Jeremy Manasia (piano), Isaac Levien (bass), Ryan Sands (Drums), Lisa Fischer (vocal), Nicole Zuraitis (Vocals)
