Jesca Hoops album får mig altid til at spidse ører, fordi hun er en virkelig original sangskriver/komponist. Hendes nye album Long Wave Home er om muligt endnu bedre og end hendes forrige regulære album, Order of Romance fra 2022.
Karakteristisk for hende er hendes finurlige, lidt snørklede melodier, den generelt delikate orkestrering og hendes egen mørke signatur-guitarlyd. Oftest er hendes guitarroller bygget over fingrespil-motiver, spillet på dæmpede eller måske bare helt udpinte, stumpt klingende strenge, der får guitaren til at lyde som pizzikeret cello. Disse arpeggierede guitarrænker får på det ny album selskab af flere slags stemt percussion. Tilsammen fungerer det musikalske gritværk, som et stillads omkring sangene, hvor på delikat messing blæs, klarinetter, kor, violin m.m. er hægtet op. Smukt og varieret er det.
Måske savner I, at der kommer en genre på bordet? Jeg tænkte først, det er næsten jazz… og så, nåh nej, der er ikke skyggen af improvisation. Det virker meget gennemkomponeret og ingen sange er i øvrigt over fire et halvt minut. Så ved man også at det ikke er jazz, hvor det at fatte sig i korthed, jo ikke er en dyd i sig selv.
Er det sådan noget alternativ pop?… men nej, for pop uden egentlige hooklines og omkvæd? Jamen roots så, for er det ikke en kora, man hører? Men så igen, hvor skulle de roots lige komme fra. Det er alt for originalt til at høre til en tydelig tradition. Jeg tror, jeg lander på primært akustisk indie-folk med hang til at eksperimentere.
Hidtil har hun arbejdet med producere på sine album. De seneste har John Parish, som vi også har mødt på Kira Skovs album, produceret. Hoop har til gengæld selv produceret Long Wave Home og det er det sandelig ikke blevet et dårligere album af.
I pressematerialet kan man læse, at hun har kørt rundt i sin campingvogn og indspillet de forskellige musikeres bidrag i deres nærområde i skiftende studier. Blandt de medvirkende bed jeg mærke i Sam Amidon, der bidrager med diverse strenge instrumenter (violin, guitarer banjo m.m.).
Mens vi lige er ved Amidon, vil jeg også pege jer i retning af hans andel af sangene på den finske dirigent og violinist Pekka Kuusistos nye udgivelse ‘Willows’, der også er værd at lytte til bl.a. for sine fejende flotte symfoniorkester-arrangementer af Amidons irske sange.
Tilbage på Hoop-sporet: Jesse D. Vernon (fra This Is the Kit) har arrangeret blæsere og stemt percussion. Begge dele er virkelig med til at løfte albummet og give det sin egen raffinerede lyd.
Under normale omstændigheder er jeg en ret tekstfokuseret anmelder (og på egen boldgade sangskriver), men i relation til Jesca Hoop får jeg så mange musikalske kalorier fra musikken, at jeg ikke har båndbredde til at flytte mit fokus til teksterne. Jeg føler mig simpelthen både mæt og tilfreds uden at have været i dybden med teksterne, der bare glider behageligt forbi på Hoops vibratoløse smidige stemme.
Jeg har så mange favoritter på albummet, at hele 7 sange ud af 10, straks røg ind på min ”What I listen to” playliste. Det er virkelig usædvanligt. Skal jeg udpege et sted at starte, kunne man starte med den ”jazzede” starte fra slutningen med titelsangen, hvor blæserne giver fine nuancer omkring sangen.
Man kan også starte ved ”Now The Ash”, der de første percussion-drevne sekunder sender mig i retning af Nordafrika, indtil Hoops vokal fejer Afrika-viben af bordet, hvorefter det ene musikalske penselstrøg efter det andet fylder den percussive stregtegning ud med musikalske farver.
Hoop er amerikaner, og jeg har læst mig til, at hun som purung var barnepige for Tom Waits børn. De sidste snart 20 år har hun har boet i England, hvorfra hun har udgivet album cirka hvert andet år siden 2007, så det blevet til en del. For min skyld, forstår I nok, skal hun bare fortsætte, og så håber man jo også, at hun kommer forbi Danmark på turne, hvor jeg før har set hende i Lille Vega.
