Af Erik Jensen
På coveret sidder dansk-svenske Johanna Linnea Jakobsson i en stribet sweater ved siden af sin saxofon. Når man har taget vinylen ud af sin indpakning, opdager man, at den selvfølgelig er ‘iklædt’ striber i præcis de samme farver – rød, blå og gul.
En detalje, men en detalje, som er sigende for ‘Don’t Overthink It’, hvor ingen detalje er for lille til ikke at blive kælet for. Uden at det af den grund bliver for meget, overtænkt for nu at bruge titlens begreb, Dertil er der alt for meget nerve i musikken og teksternes insisterende fastholdelse af al bekymringen og tvivlen i det voksne, men stadig unge liv.
På sit andet album har den 34-årige sanger og saxofonist selv skrevet alle 8 sange, der lægger sig smukt til rette i de folder, hvorfra Norah Jones i 2002 rejste sig og debuterede med fremdeles friske og holdbare Come Away With Me men ind i mellem også strækker underlaget ud med en rytmik og en puls, der gerne vil danse til den neosoul, som er på mode igen. Erykah Badu er en kunstner, der også synes at have sat sit aftryk i Jakobssons univers i en måske lidt mere diskret udgave.
Som for eksempel i ‘Time’, der tager over fra den indledende ‘Grow’ og giver kvartetten bag sangerinden lejlighed til lige at vise sig frem. Simon Petersson på dobbelt bas sætter kursen og de andre falder i et kongenialt akkompagnement, hvor der aldrig spilles hverken for meget eller for lidt. En imponerende sikker linedans, inden solisten til sidst selv lader sin saxofon tage melodien til nye højder.
Musikken danser lystigt fra Jesse Emmoths tangenter, hvad enten den flirter med pop eller folk med jazz som naturlig stifinder. Det hele føles let og ubesværet trods teksternes ind i mellem intense tankespind, der præsenteres på engang sårbart og selvsikkert af vokalisten Jakobsson. Ekstremt stilfuldt og overbevisende.
Did I move too slow?/ Did I waste it all for a short thrill? In the long haul that’s no good at all/ Did I leave it al/ lUp to chance when I should’ve taken charge?/ Can’t wrap my mind around were to start/ And I keep wonderingWhere it all will go, synger Johanna Linnea Jakobsson I ‘Too Slow’. Fuldstændig unødvendige bekymringer tænker man, når den labre og fint arrangerede melodi flyder ud i højtalerne med selvsikker ro.
Selvfølgelig smyger ‘Don’t Overthink It’ sig ind i slipstrømmen af lounge-lækker, traditionel jazz, leveret af stjerneskud som islandske Laufey, men der er ikke mange, som kan byde på så gode sange i den afdeling som ‘Spring’, ‘The Net’, ‘Work’, ‘Time’ og ‘Better Off’. Du finder næppe bedre selskab end dem til de kommende mørke (måske) kolde måneder.
Johanna Linnea Jakobsson (voc, s), Olof Wultt (g), Jess Emmoth (p), Simon Petersson (b); John Fernold (d, producer)
