Kaptajn Henriksson byder velkommen til en særegen flyvning ind i musikalske universer, hvor du vil genkende noget, ane konjunkturer af noget andet, som så forandrer sig til noget tredje for måske at vende tilbage til velkendt terræn i en varm, tryg og let gammeldags atmosfære. Lyder det tillokkende, så spænd sikkerhedsbæltet og tag med op over skyerne med det gode fartøj ’Shapeshifter’. Titlen er på ingen måde tilfældig, men en klar indikation af, at Jon Henriksson gerne lader form, genre og tempo skifte.
Fra sin residens i Stockholm viste Jon Henriksson allerede på debuten Harmonia’ 2023, at han er en fornem repræsentant for den moderne, skandinavisk jazz. Her udvider han bestræbelserne med sine musikere fra begge sider af Øresund i et homogent og alligevel omskifteligt udtryk, der i nogle numre trækker på bebop, mens cool jazz med en særlig nordisk tone byder på momenter af stor skønhed. Kernen er en kvartet med tenorsax, klaver, dobbelt bas og trommer, som udvides med guitar og trombone på enkelte kompositioner.
Vi starter med 8 minutter og 12 sekunders flyvning ind over Brasilien, der helt uimodståeligt træder frem i det indledende nummer, ’Toninho’, fra den svenske bassist og hans ualmindeligt ferme medmusikanter. Hyldesten til den brasilianske komponist og guitarist Toninho Horta har den legende lethed over sig, vi har lært at forbinde med Brasilien og som her formidles fornemt i syvtakt i et smidigt arrangement. Lige fra kapelmesterens sang uden ord, der ledsager Pelle von Bülows energisk rullende bossa-guitar. Den trækker saxofon, klaver, bas og trommer med sig og efterhånden føres vi ind i en swingende jazz med et anstrøg af klassisk bebop eller straight jazz, som man måske vil kalde det i dag. En meget fornemt forløst opstigning med fuldt overblik over både det dejligt gyngende groove, geografi, musikalsk nutid og fortid.
Den følges af det stilfærdigt smukke titelnummer spreder let nordisk melankoli, inden vi går på jagt efter en ’Grönbete’ i en melodi med en filmisk sfære og et fortrinligt samspil mellem Rasmus Sørensens let dansende tangenter, Rasmus Holm understreger Jon Henrikssons bas med en bastrombone og den svenske tenorsaxofonist Karl-Martin Almquist sætter en solo ind, der fører melodien tilbage til tresserne og giganter som John Coltrane. Vinylens første side sluttes fint med den korte sansning ’Saga Nomri Nigen’.
’Monkfurt’ er ikke en hyldest til Thelonious Monk, men til guitarjazzen og måske særligt den amerikanske guitarist Kurt Rosenwinkel. Men det er faktisk Jon Henrikssons fornemme basspil, der imponerer mig mest med den næsten forsigtige støtte fra trommerne.
Tempoet sættes op frem mod finalen – ’Olikheter’, der lægger pulserende fra land, men ude på åben sø bliver et bølgende hav af grooves, inden vi atter når ind smult vande med Jon Henriksson selv i flot udfoldet basspil.
På ’Chimes Blues’ er vi atter tilbage i tressernes tilrøgede jazzklubber med vilde soloer af Almqvist på saxen og Rasmus Sørensen på tangenterne og såmænd også fra trommeslager Jonas Bäckman. De egentlig forudsigelige bluesakkorder får lov at danse frem og tilbage på guirlander af fint samspil, så melodien virkelig bliver levende.
Afsluttende ’Ses vid horisonten’ sender os tilbage til nutiden i et blidt og bedårende spil, der stilsikkert glider ind i evigheden.
AF ERIK JENSEN
Jon Henriksson – dobbeltbas
Rasmus Sørensen – klaver
Jonas Bäckman – trommer
Karl-Martin Almqvist – saxofon
Pelle von Bülow – guitar
Rasmus Holm – trombone
