”Vi ånder i musikken” sagde en særdeles veloplagt, skarp, morsom, undervejs snapsedrikkende, charmerende, svedende og helt i hvidt klædt Julie Maria, som en del af introen til sangen ’Sådan skal det være’, der blev leveret som sjette nummer i et særdeles varieret sæt af femten sange.
Og lige netop de to udsagn var så præcist samlende for en utrolig smuk og fællesskabene oplevelse i lysets tegn.
Leveret som en del af bare to eksklusive koncerter i anledning af at Julie Maria fejrer sin 20 års musikkarriere, og det i godt selskab af sin loopstation, duomakkeren Mads Reinhold, tre fra strygergruppen Who Killed Bambi, og det store rytmiske ungdomskor Syng Selected.
Første velafviklede og velbesøgte koncert var den 12. december i Århus Musikhus, og nu skulle denne unikke konstellation så fylde det historierige Studie 2 op med sange fra en karriere, der til tider har være uforløst, imens den har bevæget sig fra smuk mol til dyb dur via en magisk julekalenderrejse og et ophold i Højskolesangbogbogen.
Men har selve forløsningen og sammenhængskraften manglet, så kom den da i sandhed her, nærmest som et lille før jul mirakel.
Julie Maria lagde velvalgt ud alene på scenen med sangen ’Gå alene’. En ud af fire slidstærke sange, der var hentet fra karrierens måske bedste udgivelse Kom fra 2012.
En sang om de svære valg, og at turde stå på egen ben. Og det er i den grad noget som Do-It-Yourself artisten Julie Marie har gjort med stilsikre skridt som aktiv frontfigur for troen på musikkens værdi for fællesskabet og den gode energi.
Som 11-årig blev hun optaget i DR’s børnekor – i dag kendt som DR’s pigekor – og fra den dag har det været musikken, der har vist hende vej når hun har stået på kanten af en verden, der er så svær at blive helt klog på.
Den hjælper dog at kende sig selv, og værdien af samhørighed, og det værdisæt bar Julie Maria på værdigste vis aftenen igennem uanset om hun var alene på scenen, som duo eller suppleret af kor og/eller strygere.
Lyden var i salen sublim, og både loopstation, guitarist Mads Reinhold, Who Killed Bambi, og Syng Selected imponerede som en bæredygtig del af noget større.
De formåede kort sagt hele tiden at komme ud af det beat, som mest er vanen tro, og i stedet skabte liv og fremsyn i selve nuet. Netop ’Beat’ blev en af aftenens helt store oplevelser i en forrygende acapella version sammen med Syng Selected – inklusiv en mere end rytmisk velfunderet human beatbox.
Det nummer kaldte ligesom betagende nye versioner og arrangementer af ’Berlin, Berlin’ , ’Gør det kort’ og ’Også om dagen’ bestemt på at blive genindspillet eller måske udgivet i disse live versioner.
Fællessangen sejrede helt naturligt i den allerede eviggrønne, rørende, rammende og livsbekræftende ’Frihedens lysdøgn’ – og Julie Maria dokumenterede samtidig sidst i sættet med tre nyere numre, at hun som sanger, sangskriver, og performer i den grad stadig er i voksealderen, og også kan sætte kærligheden i brand når hun synger på engelsk.
Det hele sluttede med en eventyrlig version af ”Pagten”, der sikrede at der hos hver og en tilhører md garanti var både julelys i øjnene, og håb i hjertet hele vejen hjem.
Dette var en regulær genistreg i sandet for de første 20 år. Lad os håbe at Julie Maria bruger energien og virkelysten til at komme endnu bredere ud og vidt omkring i 2025.