Af Erik Jensen
For godt 20 år siden lignede Christian Juncker Danmarks næste pop-prins med styr på både fængende melodier og tekster, man kunne hænge op i parcelhusene, hvis man ville lære sig selv at kende. Også selv om man ikke hed ’Mogens og Karen’ var der stof til selverkendelse og refleksion på debuten med den frejdigt provokerende titel ’Snork City’. Til trods for en start på karrieren, der var mere end lovende og gik rent ind hos de radioer, der dengang stadig havde mod på at spille dansksproget musik med et begavet udtryk og folkelig appel, ramte Christian Juncker ikke poptronen.
Den vestjyske fynbo fra Holstebro med opvækst i Odense, måtte i stedet slutte sig til det kompagni med folk som Mikael K (tidligere Klondyke) og Kenneth Thordal, der i årevis har marcheret i helt egen takt i jagten på et publikum til de stærke udfoldelser, som desværre ofte ender som spildte perler med kurs langt udenom folkedybet. De lange ture ud på omvejene har heldigvis aldrig fået Christian Juncker til at give op. Tværtimod er Fremmed for det meste album nummer 12 og det andet bare i år, hvor han både er fyldt 50 år og tidligere har udgivet Television, et delvist soundtrack til Kurs mod fjerne kyster, med familien Kløvedal på langfart. Det er ikke bare imponerende, men også helt vidunderligt. For Juncker er fremdeles en af vores ypperste sangskrivere, men også en mand med mod på de eksperimenter, der præger produktionen og arrangementerne på Fremmed for det meste.
For hvis nogen tror, at Juncker er en sangskriver, der holder fast i de virkemidler, der beviseligt giver gode sange (dog desværre uden det store publikum), er det bare at stå på her.
Romantik og den rå virkelighed
Den indledende trio af numre på albummet rummer en forfriskende variation i den veloplagte og iørefaldende sangskrivning, man skal lede længe efter i dansk musik for at konstatere, at nej, der findes faktisk ikke noget lignende. Den skramlet, nedtonede ’Hvis du ville’ med vokal i falset, bombes tilbage til start af ’De mest ensomme mennesker’ med omkvædet ”Jeg er det mest ensomme menneske i verden/ Så er vi to sammen om det”. Derfra tager den elektroniske lirekasse ’Buzzwords’ over på fænomenal vis med en strøm af ord, der ikke giver mening, men alligevel sidder så stramt og godt i det digitale ur, som muligvis hænger et eller andet sted og forsøger at holde styr på tidsånden. ”Buzzword bingo/ Bullshit a go-go”. Her kunne man indvende, at det er smart fundet på, men stikker det dybere? Ja, det gør det, er svaret og ingen skal vel klandres fordi de er gode til finde på?
Jeg kan ikke lige komme i tanke om nogen andre end amerikanske Eels med Mark Everett, der kan udfolde så potente knaldperler og fyre dem af i så mange retninger. Det forudsætter derudaf med fængende sange om skuffelser med brutalt velsiddende omkvæd, som lyder bedst, hvis man synger dem som sig selv. Og ikke prøver at tage tidens toneklang og Auto-tune i kæften, så man lyder som om man var med i Minds of 99, som det hedder i den forrygende parodi på den produktionsmæssige dovenskab, der i snart flere år har fået al ny dansk musik til at lyde fuldkommen ens. Bedst som man mener at kunne sætte Christian Juncker i bås som endnu en – unægtelig vildt veloplagt – sur mand, rulles den røde løber ud for den store, langtidsholdbare kærlighed i ’Ubetinget kærlighed’ og ’Mirakler’. Realistisk romantik med blodrøde roser, der kradses i stykker af deres egne torne.
Heldigvis er vi langt fra færdige med dette givende og afvekslende album. Ambitiøst og frygtløst kaster Juncker sig over en konsekvent rockende melodi til Johannes V. Jensens digt ’Plejlvisen’ fra 1906, som flirter med Djævelen selv – ”Jeg lover dig Blodhund/ at kvase din Hjærne/ Nej, jeg er henrykt/ Jeg synger saa gerne, knirk knirk”.
Mod slutningen er det måske nok som om der går opvisning i al den bravur, de medvirkende musikere (The White Album, Emil Morsing, Adam Winberg) er med til at holde flyvende. Men omvendt er sangen til ’Astronaut Mogensen’ med fornavnet Andreas så funklende klarsynet, ’Korkproppens svanesang’ så afklaret i sit sortsyn (”Jeg er træt af at være en korkprop/ Jeg vil bare falde til bunds”) og ’For enden af den anden ende af regnbuen’ en så overrumplende sang med sin a capella-indledning, at indvendingerne forsvinder. Det er ganske enkelt blændende godt fundet på og udført.
Måske har Juncker overtaget noget af den mistrøstighed, Peter Sommer muligvis efterlod, da han endelig slog igennem og kan hænde, at der også er handlet ind hos Love Shop, men denne forvandlingskugle af nærmest naturstridigt overskud er helt sin egen. Og helt fantastisk.
