Af Thorbjørn Sjøgren

En aften, efter første gennemlytning af Karsten Vogels nye album, sad jeg og tænkte bagud. Hvornår hørte jeg den nu 83-årige saxofonist for første gang? Fandt ud af, at det var i 1963-64, dels ved en koncert på mit gymnasium i Ballerup, dels i Odd-Fellow Palæet. Begge gange med en sekstet, der også talt blandt andre Hugh Steinmetz og Per Aage Brandt, og i begge tilfælde var det en musik, der ramte mig stærkere end det meste, jeg hidtil havde hørt. Først og fremmest fordi musikken i mine unge ører bragte jazzen et skridt videre uden at kaste vrag på hidtidige landvindinger. Der var en puls, et fundament, en melodisk substans, man kunne forholde sig til, og som jeg ikke kunne finde hos navne som Cecil Taylor eller Albert Ayler, og så havde Vogel denne helt egenartede tone med rødderne i retning af både Parker og Dolphy med det markante cry. Den inderlighed, som var stærkt medvirkende til at jeg lige siden har fulgt hans spil med interesse.

Og hvad så i dag, eller rettere sagt den oktoberdag for halvandet år siden, da disse små tre kvarters musik kom til verden? Tonen en lille smule blødere, men stadig med det næsten hjerteskærende indtrængende, som om der er kommet et strejf af Konitz indover, fraseringen en smule mere eftertænksom, afspejler på smukkeste vis albummets titel, og de tre bag Vogel følger ham med smuk, stilfærdig omhu, og deres soloer er få og ret kortfattede, men to the point. Et enkelt stykke af Vogel (plus Bud Powells perle ‘I’ll keep loving you’ (for mig de to vægtigste stykker) bryder rækken af evergreens, alle holdt i eller omkring titlens tempoangivelse.

Det er hele vejen igennem musik, der i al sit lavmælte fravær af prætention og tilgjorthed går lige til hjertet.

Karsten Vogel (as), Mads Søndergaard (p), Peter Hansen (b), Klaus Menzer (d)