af Jens Jørn Gjedsted
Aldebaran er en kæmpestjerne, 65 lysår fra vores solsystem. Den er en meget stærkt lysende, rød plet på stjernehimlen, ca. 450 gange stærkere end vores lille sol. Kathrine Windfeld er en stjerne på den interna-tionale jazzhimmel – en pianist, komponist og arrangør med så meget fart på, at det kan være svært at følge med. Det ene øjeblik er hun i Sverige og det andet i Brasilien, Frankrig, Tyskland eller Portugal, og i det hele taget har hun indtaget en væsentlig plads på den internationale jazzscene med sine kompositioner og arrangementer, som spilles enten af hendes eget 12 år gamle big band, eller af big bands rundt om i verden. Men hun har også sin egen sextet, som her album-debuterer med
Ordet stammer fra det arabiske Al Dabaran, som betyder følgesvend, og Windfelds følgesvende er to veteraner fra big bandet – den svenske bassist Johannes Vaht og den danske trommeslager Henrik Holst Hansen, og derudover fra Polen trompetisten Thomasz Dabrowski og tenorsaxofonisten Marek Konarski, og endelig den svenske alt- og sopransaxofonist Hannes Bennich. Musikere, som smukt forløser Windfelds ideer, og som er fine solister.
Kathrine Windfeld har udforsket harmonier siden hun som barn sad ved klaveret – og længe før hun opdagede jazz. Og det har hun udviklet og skabt en lyd, som er hendes egen. Hun arbejder i flere numre – ‘First Speech’, ‘Jupiter’ og ‘Sea Widow’ med enkle tonerækker i klaveret, som så ”krydres” og spreder sig ud i komplekse, smukke klange for de tre blæsere. Ikke mærkeligt at Windfeld i udenlandske anmeldelser er blevet sammenlignet med Maria Schneider. Min favorit er den indledende ‘First Speech’, og det gennemgående træk er, at der hele tiden åbner sig nye vinkler og overraskende harmoniske forskydninger. Men jeg bemærker samtidig en gennemgående melankolsk stemning i musikken – en lidt sørgmodig undertone.
KATHRINE WINDFELD (P,KOMP,ARR), TOMASZ DABROWSI (TP), HANNES BENNICH (AS, SS), MAREK KONARSKI (TS), JOHANNES VART (B), HENRIK HOLST HANSEN (DR).
