Tekst og foto af Jon Albjerg Ravnholt
En halv time inde i KØS’ koncert mærker jeg, at jeg er øm i kæbemusklerne. Jeg har simpelthen siddet med så stort og fedt et smil på skærmen indtil nu over det, jeg har oplevet, at det gør helt ondt. Det er både en helt perfekt og helt forkert måde at opleve KØS på, men jeg er ikke den eneste: Ved bordet ved siden af sidder et ungt par med lige så store store smil og tindrende øjne og rokker med hovederne i en tillempet forståelse af den takt, musikken foregår i. De er rykket frem i lokalet i starten af koncerten for at komme tættere på musikken, en lille gruppe ældre er rykket en række tilbage for bedre at kunne kapere lydvældet.
At høre KØS live er en stærkt kropslig oplevelse. Det inviterer til en sam-sansning af musikken: Man kan mærke det mere end reelt høre det, når Maria Dybbroe blæser lige akkurat så langt væk fra saxofonens mundstykke, at tonerne ikke sættes i svingninger, men i stedet skaber et perkussivt element i musikken. Det føles, som om man må investere sig selv og bidrage med sin egen fortolkning af musikken for at fortolke det, der foregår på scenen og i hele rummet, som et musikalsk forløb. Det er det samme, når Valdemar Kragelund sampler de motiver, Dybbroe spiller, og forvrider dem i en komposteringsproces, der lader ny musik vokse frem af det, der lige har været.
Det er derfor, det på en og samme tid er helt rigtigt at få ondt i kæbemusklerne af det og helt forkert, fordi den kropslige reaktion på musikken i det konkrete tilfælde kommer af at have været så opslugt af den, at man var uopmærksom på, hvordan ens krop reagerede. Det er et voldsomt nærvær, KØS’ koncert fordrer.
Der er samtidig noget meget håndgribeligt ved at opleve musikken på den måde. Sidste sommer udgav KØS pladen ‘Worldsorrow’, som sendte mig lige lukt tilbage i corona-nedluknings-boblen og ud på gåture gennem menneskeforladte havne. En kombination af musikalske stemninger, reallydsmanipulering og frustreret-triste tekster genskabte en fælles erindring, og det er på sin vis det samme, KØS gør ved koncerten denne aften. Jeg sidder i hvert fald et par gange, mens trioen arbejder sig ind i et nummers væsen, og bliver mindet om musik, jeg normalt ikke ville have associeret KØS med: Den amerikanske fusionsjazztrommeslager Bob Moses’ synthesizerbårne 80’er-konceptalbums, den engelske producer Funki Porcinis horror-soundtrack-påvirkede drum’n’bass-plader fra slut-90’erne.
Det sidste ved jeg helt konkret, hvor kommer fra: Denne aften sidder Jonathan Ludvigsen, Dybbroes kollega fra bandet Maraton, ind for Kristian Saarup på trommer, og han tilfører musikken en dirrende nervøsitet som fremdrift.
KØS slutter af med et stykke, der spoler sig ud fra et tekstforedrag af Dybbroe om de knap 300 ord, Trump-administrationen har flaget som problematiske, der så vidt muligt skal fjernes fra undervisningsmateriale og forskningsartikler. Hvad skal der så ske med de ord og ikke mindst de erfaringer, de står for, spørger hun. Og jo, så bliver det metalag, Kragelund tilføjer, når han lægger effekter ind over Dybbroes stemme og drukner den i musik, så teksten ikke længere er til at afkode som tekst alene, en overtydeliggørelse af temaet.
Men der er samtidig noget meget smukt i netop at lade musikken generobre rollen som formidler af en fælles oplevelse. Da nummeret klinger ud med et ordløst loop af Dybbroes vokal, står der ingen entydige sandheder tilbage. Der er ingen løsning, kun en påmindelse om det nærvær, vi kan opleve sammen i en time i koncertrummet.
