Anmeldelser

30. januar 2025

Kristin Korb – Sweet Dreams

Modige og vellykkede fortolkninger af Eurythmics’ sange

Udgivelsesformat

CD/digital

Udgivelsesdato

25.10.24

Label

Giant Sheep Music 2024.

Genre

Vokal jazz

Skrevet af Allthat.dk

Af Niels Christensen

Bassisten og vokalisten Kristin Korb er en integreret del af den danske jazzscene. Med mere end en håndfuld egne udgivelser på kreditlisten er Korb også en yderst respekteret komponist, der kombinerer sin Montana-baggrund med de indtryk dansk/skandinavisk jazz helt klart har betydet for hende.

Her har hun modigt valgt at fortolke sange fra den britiske 1980er-gruppe Eurythmics’ sangskat. Og jeg siger sangskat, fordi Eurythmics havde ubetinget sin egen stil. Annie Lennox´ og Dave Stewarts stolte, originale sange havde fat i kvinder og mænds følelsesliv, sat til overbevisende, gennemarbejdet voksen-rock – eller som det hed dengang: Adult Oriented Rock. Dvs. rockmusik, der både gik efter krop, sjæl og hjerne. Eurythmics stod samtidig for nogle af de bedst producerede udgivelser fra et årti, domineret af identitetsløse maskintrommer og programmerede synthesizere.

Korb har valgt at fortolke 12 nøje udvalgte sange fra Eurythmics katalog, og har lagt vægt på at give hver sang sit personlige aftryk. De fleste sange spilles således dels i andre tonearter og tempi end originalerne, dels består akkompagnementet udelukkende af akustiske instrumenter, hvilket gør sangene til Kristin Korbs egne. En meget original og gennemført proces, der har taget et par år at få helt på plads. Og jeg kan kun sige at eksperimentet/udfordringen er lykkedes til fulde.

Med Korbs stensikre akustiske bas og klangfulde stemme i centrum sørger de andre musikere for en overbevisende og ind i mellem overraskende backing. Specielt lægger jeg mærke til Magnus Hjorths kælne og rytmisk sikre klaverspil, der klistrer sig til Korbs stemme gennem alle sangene. Men også allestedsnærværende Mathias Heise går ind og giver sit bud på f.eks. en fortolkning af Stevie Wonders solo på ‘There Must Be an Angel’ – imponerende!

I det hele taget er denne udgivelse et overbevisende udspil fra en af vort lands mest personlige og modige musikere. Mine favoritter: ‘I’’ve Got a Life’, ‘When Tomorrow Comes’ og ‘Lifted’.

Kristin Korb (b, voc), Steen Nikolaj Hansen (tb), Karl-Martin Almqvist (as, ts), Magnus Hjorth (p), Snorre Kirk (dr), Yohan Ramon (perc), Mathias Heise (hca)

Flere Anmeldelser

Tabloid: Hot Gossip

Skarpt, stilrent, smooth og sanseligt

Ester: Nyvasket lufttørret sengetøj

Intime og dybt personlige sange

Ghost Coast Choir: Eternal City

Kormusik og soundscapes i smukt fællesskab

Jakob Bro – Taking Turns

Smuk og helstøbt New York-session af ældre dato

Rasmus Sørensen – At The Right Time

Groovy forfølgelse af de musikalske figurer 

Danish Radio Big Band : XL/LX

Mangfoldighed, legelyst og musikalske udfordringer

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning