Vi lytter. Vægter. Vejer. Videre og videre. Og så er det pludselig slut. Men finaledagen er værd at tage med.
Mads Kornum (redaktør), Trinelise Væring (sanger-sangskriver og All That skribent) og gæsteskribenterne Kristoffer Rosing-Schow (komponist, saxofonist og kapelmester for The Counterfictionals) og Peter Andersen (journalist og kommunikatør) anbefaler hver én koncert pr. dag fra årets Roskildefestival-program.
Mads anbefaler:
Præsentation er unødvendig for de fleste. Er du et sted mellem 15 og 75 år kan du med garanti din ’Be Bab A Lu La’ og skråle med på at ’Hele verden fra forstanden’ og mærke skinnet fra ’De første kærester på månen’.
I Steffen Brandt har TV-2 en frontfigur, der gør tekster til danmarkshistorie, via hans blik for hverdagens tidløse fortællinger om godt og ondt, skidt og sundt, følelser og ufornuft, tom luft og jordnær kontakt – leveret med vid og bid, og ikke mindst med nogenlunde lige dele alvor og glimt i øjet.
Sidste års største jubelbrøl på Roskilde Festivals First Days kom da Steffen Brandt gæstede Mumle og gav sangen ’Som om’ – hentet fra sidste års mesterlige comeback album Som om vi ikke har mere at sige.
TV-2 burde have være på Final Days programmet sidste år. Men bedre sent end aldrig. Respekt til festivalen for at anerkende brøleren, og at de nu præsenterer dette legendariske band for 10’ende gang.
Det bliver så smukt at høre generationer stå sammen og synge det hele ud; ”Kys det nu, det satans liv”.
Og det var et band i topform jeg oplevede på den nyligt afviklede ENGAGE festival, så mon ikke de lægger et lag til på her, og at vi samtidig kan forvente at nogle gæster kigger forbi.
Kristoffer anbefaler:
Gloria plejer at være der jeg slår mine teltpæle i. I år ikke så meget, måske fordi festivalen har placeret en del af den nedlagte Apolloscenes DJ’s her – og jeg er for gammel til at forstå hvorfor jeg skal lytte live til en DJ.
Bruno Berle glæder jeg mig til. Udpræget brasiliansk lyd, men klart i den lettere ende. Lækker falset. På nettet ser man ham både med band og alene. Jeg håber inderligt, at han har venner med.
Trinelise anbefaler:
At anbefale Lily Allen, er måske at sparke en åben dør ind, for hun står nok øverst på mange festivalgæsters must-hear liste.
Allen var et kæmpe navn i midten af 00’erne, indenfor, hvad jeg ville kalde, pige-pop with an attitude. Det var ikke rigtig noget for mig, hvorimod hendes seneste album West End Girl fra sidst i 2025, fangede mig. Det er teksterne, der driver værket. Man følger i slow motion et car crash af et ægteskab. Teksterne er hudløse og kører efter devisen råt for usødet. Titelsangen slutter i en telefonsamtale, eller rettere den ene ende af en telefonsamtale, hvor Allen øjensynligt ringer hjem til manden i New York og fortæller, at hun nu er på sit hotel i London, hvor hun har landet en teaterrolle. Lidt efter lidt forstår man, at manden i den anden ende, vil have frit lejde til at bolle uden om, når mens hun er væk. Hun forsøger at tage det pænt: ”I mean, it doesn’t make me feel great / Well, if that’s what you need to do, then I guess…”. Efterhånden som albummet skrider frem, tager hun det (heldigvis) mindre pænt, og vi ender i Sys Bjerresque Malene-sangs-territorie, hvor hævn og humor går hånd i hånd.
Andre ‘must see’ kunstnere den dag er danske Eee Gee (kl. 14.30 på Lagune), og for folk-roots interesserede er svenske Sara Parkman (14.30 på Fauna) også en vild oplevelse, jeg varmt kan anbefale.
Peter anbefaler:
Det er sådan lidt Kraftwerk-agtigt i opsætningen: to mænd med hver sin computer foran sig og masser af samples, men det lyder sgu ret charmerende og syret, og musikken er kraftigt inspireret af engelsk tresserpop.
Og fænger det ikke, så er der engelske SORRY på FAUNA klokken 23.15. Jeg forkastede dem i 2023, fordi jeg fornemmede, at de ikke kunne levere live, men nu er der kommet tre år mere på kilometertælleren. Det er ret charmerende, og med få regulære rocknavne i programmet skal de høres, hvis jeg står op endnu.
