Son Jarocho, Canto Cardenche, Ranchera. Verden er fuld af music; den latinamerikanske verden rummer et univers af musikalske traditioner og deres subgenrer, som man næsten skal være indfødt for at kunne identificere. Eller i det mindste have mærket den på huden. Bassisten og komponisten Lasse Mørck tilbragte fra 2019 halvandet år i Mexico, hvor han blandt andet underviste på Universidad Veracruzanas jazzlinje. Lo Simple betyder Det Simple, og projektet ønsker at bygge bro mellem to verdener, den europæiske og den mexicanske. Ikke umiddelbart en let opgave, men den bliver hjulpet godt på vej af de to mexicanske musikere Paquito Cruz og Alex Lozano på piano og trommer. De folder sig ud allerede i første spor ‘Revuelta’, et forrygende trionummer med soli til alle. Præcis hvilken mexikansk tradition kompositionen skriver sig ind i, skal jeg ikke kloge mig på, men det lyder bekendt. ‘Por un recuerdo’ er vel en doven rumba, hvor pladens tre blæsere spiller ud med en blanding af stramt arrangement og kollektiv impro. ‘Despedida’ betyder afsked, og med sin skæbnesmættede marchtromme og den enlige trompet fra Jonas Due lyder dette dystre stykke som en begravelseshymne fra New Orleans, eller måske som en kommentar til den morbide mexicanske dødekult?
Klarinettisten Adrian Cox kender mange aarhusianere fra festuger og jazzfestivaler, hvor han har spillet ugelange gæstespil foran Cockney Pub; en virtuos entertainer, hvis glansnummer bestod i som rottefængeren fra Hameln at føre en hale af dansende jazzfans rundet i Maren Smeds Gyde. I den calypso-lignende ‘El Mosquito’ får han fin plads til sin besnærende klarinet.
Endnu et dystert intermezzo er ‘Ya no Lloro’, hvor Frederik Lindborgs tenor – kun nærved og næsten- lyder som salig Gato Barbieri.
Rigtig jazzet bliver det i ‘After You’, hvor komponisten har skabt flotte arrangerede passager for blæserne, og hvor han under sig en solid solo. Herefter går der salonmusik i den med strøget kontrabas og roulader på tangenterne i bagatellen ‘Asi fue que te conoci’.
Titelnummeret ‘Lo Simple’ lever op til sit navn, en trio for klarinet og guitar. Behersket, indfølt og underspillet, men ikke desto mindre det nummer, der bliver hængende hos denne anmelder. De mexicanske musikere gør en god figur, men man kunne have udfordret både dem og deres dygtige europæiske kolleger mere, end der gives plads til her. Udgivelsen rummer mange gode ideer, men kulturmødet måtte for min skyld gerne slå flere gnister.
Af Jørgen Nielsen
Jonas Due (tp). Adrian Cox (cl), Frederik Lindborg (ts, bs), Casper Christensen (g), Paquito Cruz (p), Alex Lozano (dr), Lasse Mørck (b).
