Af Mette Breckling
Scenen er sat. Salen glimter af overdådige dragter og storslåede kostumer, der frembringer fornemmelser af karneval, maskerade og eventyrland. Blinkende strutskørter og funklende prinsessekroner giver Royal Arena liv og lys. Spændingen stiger i små stød – og de unge mennesker skriger i en kombination af begejstring og utålmodighed.
Det er første gang jeg overværer en overvægt af ungdom til en jazzkoncert.
Frank Sinatra indtager rummet. Varmer salen op med sin velkendte stemme. ‘Witchcraft’ strømmer ud af de gigantiske højtalere:
“Cause it’s witchcraft, that crazy witchcraft
And although I know it’s strictly taboo
When you arouse the need in me
My heart says “Yes, indeed” in me
Proceed with what you’re leadin’ me to”
Så er det showtime. Tæppet ruller ned. Et filmlærred foldes ud. Rulletekster og eventyrlig intro – som er det ‘Sound of Music’ vi skal til at se. Julie Andrews møder Humphrey Bogart i et Disney-lignende Broadway-univers. Det er som at sidde tusindvis af mennesker i en biografsal under åben himmel.
Den 28 årige musiker fra Island er på rekordtid blevet et verdenskendt jazz og pop -ikon, særligt for den yngre generation. Hun er klassisk uddannet og har formået at snige jazzmusikken ind i sit poppede og romantiske sangskriver univers. Og tak for det.
Laufey kommer dansende ind på scenen. I blå og lilla lys.Tiden står stille. Det enorme ur i baggrunden begynder langsomt at slå. Og nummeret ‘Clockwork’ går i gang. ‘Ding dong’.
Laufeys ‘A matter of time tour’ folder sig ud foran de mange fremmødte og fascinerede fans. En forestilling i fire akter, med hvert formål: Den romantiske musical, den intime jazzscene, det drømmende pop univers og den reflekterende, emotionelle eksplosive finale.
Hendes stemme rummer toner og timing som de allerstørste forgængere. Der er så meget soul og swing i hendes fraseringer. Ella Fitzgerald, Chet Baker og Peggy Lee. Sangtekniske hilsner til himlen.
Der skabes et lille rum midt i den store arena. Jazztrioen står helt tæt. Hver tone føles som en betroelse. Laufeys stemme lægger sig blidt mellem instrumenterne. Som silke mellem fingre. Hun fortæller historier om kærlighed, længsel og ungdommens skrøbelighed, og hun gør det med en varme, der føles personlig, næsten privat. Det er poetisk og nærværende.
Scenen forandrer sig. Musikken bliver mere teatralsk. Lysene bliver varmere, blødere, mere eventyrlige. Publikum føres ind i et univers, hvor fantasi og virkelighed flyder sammen. Det føles som at træde ind i en musical. Som at være medvirkende i en fortælling, der er naiv, dyb og rå på samme tid.
Hun synger ungdommens følelser frem i jazzens sprog. Og det er her, magien opstår: Hun oversætter en klassisk genre til en ny generation. Hun gør jazz relevant og levende for unge mennesker. Med åbne hjerter, telefoner i hænderne og kroner på hovederne.
Laufeys orkester rejser sig som en bølge bag hende. Strenge, blæsere og klangflader. Lyden vokser. Den bliver majestætisk, smuk og bombastisk.
Fortællingen vender tilbage. Fantasien. Erotiske længsler. Ungdommens sårbarhed. De store følelser. Publikum er helt med.. Det føles ikke som en koncert længere. Det føles som en drøm. En kollektiv fortælling.
Hun formidler ikke bare musik. Hun formidler følelser, skrøbelighed og identitet.
At være ung. At føle for meget. At drømme stort. Og at være lille i en verden, der larmer.
Under finalen står forestillingen skarpt som en poetisk helhed:
En rejse mellem intimitet og overdådighed. Nummeret ‘Sabotage’ bliver showets vendepunkt.
Hun destruerer den sentimentale stemning med smuk støj. Musikken får krop. Ordene får større mening. Med et blødende hjerte af smerte og fantasi. En følelsesmæssig striptease.
Det er som at være statist i en musical. Figur i en tegnefilm. Barn i et eventyr. Og voksen i en vild verden, der stadig viser et vibrerende håb.
Laufey afslutter forestillingen med ‘A letter to my 13 year old self’, som også er blevet et universelt brev:
“You’ll grow up and
grow so confident and
Write your story
Fall in love a little too
The things you thought you’d never do
I wish I could go back and give her a squeeze
Myself at thirteen
And just let her know
that she’s beautiful”
“Tro på jer selv” råber Laufey ud i det royale rum. En usædvanlig forestilling har nået sin afslutning. Et gnistrende univers, hvor jazzmusik møder ungdom, gamle traditioner får nyt liv, og hvor store arenaer for en stund føles små.
Cause it’s witchcraft.
