15 studioalbum er det i alt blevet til i eget navn for den nu 72-årige Lucinda Williams, der udsendte sit debutalbum tilbage i 1979.
Album, der har favnet country, folk, americana og rock, og sikret hende tre Grammy priser og yderligere 14 nomineringer. Sidstnævnte med garanti noget hun tager med ophøjet ro – for Lucinda Williams er ikke i gamet for berømmelsens skyld, men fordi hun har et sind, en sjæl og et hjerte, der brænder for historie fortællingen og musikken, og ikke mindst for den livseliksir, der hedder rock’n roll.
Ikke mindst derfor var det dejligt befriende at opleve, at en ellers tydeligt sygdomsvækket Lucinda Williams, der måtte støttes på scenen, denne aften havde en primær dagsorden med sig til Europa; ’Keep on Rockin’ in the Free world’.
Den 17. november 2020 fik Williams et slagtilfælde i sit hjem i Nashville, og hun var indlagt i hele fem uger. Hun blev primært ramt i venstre side af kroppen, og har ganske væsentlige følger omkring hendes førlighed i dens side, og kan derfor heller ikke længere spille guitar. Hun måtte også føres ind og ud af scenen af en fra hendes crew, og for det meste måtte hun holde med begge hænder på mikrofonstativet for at føle hun var i rette balance.
Der var sat en stol frem ved siden af mikrofonstativet, men i samtlige 110 minutter stod hun op, og i det sidste ekstra nummer – en cover version af Neil Youngs ’Rockin’ in the Free World’ gik hun så helt frem på scenen, uden anden støtte end figthermod, viljestyrke og ikke mindst en livsbekræftende glæde over selve nuet. Alt til trods. For filan, hvor er hun sej. Måske sejere end nogensinde, og det siger ikke så lidt.
Jeg husker da jeg hørte hende første gang for vel omkring 20 år siden selvsamme sted, og jeg nærmest blev væltet omkuld af hendes power, hendes indignation, og opsparede vrede – ikke mindst udtrykt i signatursangen ’Joy’ fra mesterværket og det kommercielle gennembrud Car Wheels on a Gravel Road – hvor linjen ’You got no right to take my joy, I want it back’ ikke bare var slagfærdig, men var et regulært statement fra en kvinde, der allerede på det tidspunkt havde oplevet mere og sat flere spor end de fleste.
Det fik vi også gode anekdoter om i går. Lucinda Williams stod som nævnt meget stationært og sang koncentreret, men efter hvert nummer blev det efterfulgt af et stort og ægte smil og et ’Thank you’ inden hun gik i gang med at fortælle om det efterfølgende nummer. Det var direkte hjertevarmt at se.
Vil man vide mere om hendes liv og leben kan man i øvrigt med fordel dykke ned i hendes selvbiografi Don’t Tell Anyone the Secrets I Told You: A Memoir (2023). Bogen beskriver blandt andet hendes traumatiske barndom, de forliste forhold med diverse ’troublemakers’ og hendes kamp for at skabe en bæredygtig karriere i musikindustrien.
Men her og nu i Vega, som indledning af hendes Europa tour, var det musikken, der havde det afgørende ord. Musikken er det der binder os, og gør Lucinda Williams til så vigtig en budbringer, og titlen på åbningsnummeret kunne derfor ikke være mere velvalgt – ’Can’t Let Go’.
En klar indikator – Lucinda er tilbage efter hendes sygdom. Med mén, javist, men stadig med en hulens masse at byde på – både musikalsk og menneskeligt.
19 numre fik vi – heraf 15 originalnumre plukket fra 7 forskellige af hendes studiealbum – og ikke mindst ni hentet fra den gyldne periode fra 1998 – 2003, hvor hendes mest bredt anerkendte værker Car Wheels on a Gravel Road, Essense, World Without Tears udkom.
Guldkorn herfra var blandt andre ’Drunken angel’, Out of Touch’ og ikke mindst ’Righteously’, hvor Williams virkelig viste at hun vokalmæssigt stadig kan træde i karakter.
Ellers var hyldesten til Tom Petty i form af nummeret ”Stolen moment” – hentet fra seneste Stories From a Rock n Roll Heart et tidlig højdepunkt i en koncert, der startede rockende, og havde en blødere americana afdeling midtvejs, inden den igen velvalgt og klædeligt søgte tilbage til rockens rå og intense rusken. Ikke mindst guitaristerne Mark Ford (The Black Crowes) og Doug Pettibone (John Mayer) trådte i den sidste 1/3 af koncerten virkelig i karakter, og spillede den slags gnistrende guitarsoloer, som man ellers efterhånden skal på rock museum for at finde.
Også på den ellers herlige reggae betonede ’Are you down’, var der i den grad invitation til optur i den del af koncerten, hvor man nåede at tænke, at nu kunne intet gå galt. Og det kunne det så alligevel. For Williams og band gav en fortolkning af Beatles ”While my guitar gently weeps’ der pænt sagt er hørt bedre i efterhånden ufatteligt mange udgaver. Men det var ligesom hun også selv godt vidste det. ’I hope we give it justice’ sagde hun nærmest undskyldende, og var straks ’tilgivet’.
Så gik det langt bedre forinden med ’You Can’t Rule Me’ – et Memphis Minnie cover – der var både sumpet og bluesy, og igen beviste at Williams ikke er til at sætte i en genremæssig bås.
Første ekstra nummer var en stille protestsang mod ‘den gale mand’, der desværre styrer hendes land. Titlen ‘ We Have Come Too Far to Turn Around’ sagde næsten det hele, og jeg tænkte at den kunne Pete Seeger ikke havde skrevet bedre. I øvrigt et helt originalt Williams nummer, der oprindeligt er at finde på albummet Charles Lloyd & The Marvels + Lucinda Williams fra 2018.
På dette tidspunkt var det helt rigtigt. Der var ingen vej tilbage. Men til gengæld er der måske håb for en vej frem, hvis vi alle ligesom Williams knytter næven, og synger med på ’Keep on rockin’ in the Free world’, som med fuld tænding fik lov at lukke en mageløs og rørende koncert på bedste vis.
Min sidemakker, der aldrig havde set Lucinda Williams før, og næsten havde droppet at møde op fordi det bare havde været ‘en-total- op-ad-bakke-dag’ kom ikke til at fortryde at hun var taget afsted – og allerede efter første nummer sagde hun da også med det største smil “Jeg tror det bliver godt”.
Hvor fik hun ret, og det sagt på godt jysk. Og Lucinda Williams spiller rent faktisk i det jyske i dag den 8. maj på Værket i Randers. Har du et bankende Rock’n roll hjerte, og er på de kanter, så er det altså et must see!
