Tekst af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Andreas Omvik
Ansatsen er den blidest tænkelige: Simon Toldams og Nils Bergs klarinetter peger en rundgang ud og lader den fortætte rummet. Tobias Wiklund sætter ind med en melodi på sin kornet, der trækker linjer tilbage til 50’ernes Duke Ellington, og hvis det ikke var for Anders AC Christensens let snublende kontrabas, kunne man komme til at lytte henover de overtoner og dissonanser, der skabes i rummet mellem tonerne og umærkeligt får det til at dirre. Simon Toldam sætter sig ved klaveret, slår et andet motiv an, det minder om Miles Davis’ ‘So What’. Det er et brud med det forventede, og selvom nummeret – ‘Mor, én ting til’ – fortsætter gennem den melodi, konturerne blev tegnet af i den første rundgang, er det ikke længere til at undgå at bemærke den sitren, der lige nedenunder melodien danner modspil til den tyste ro, der blev slået an i begyndelsen.
Simon Toldam er optaget af lydene og den musik, de vilkårligt skaber – for ikke at sige den vilkårlighed, de skaber i musikken. Det var omdrejningspunktet for solopladen ‘Fem små stykker med tid’, som jeg sammen med en lille, sluttet kreds hørte ham fremføre på Odense Musikbibliotek i foråret. I det projekt handlede det om at lytte sig frem til de overtoner, der opstod mellem to toner, at opleve de dissonanser opstå og erkende dem som en nødvendighed for at få harmonierne til at fremstå endnu mere forløsende. Lidt på samme måde, som der skal en knivspids bitterhed i en tomatsovs for at accentuere dens sødme.
I kvartetten Tak For Dit Brev, som Toldam har sammen med Berg, Wiklund og AC, arbejder de mislydene og omgivelserne ind i en umiddelbart mere traditionel jazz og udforsker samspillet mellem rum, instrumenter, lyttere og musikere.
På pladen ‘Langsyn’ har Toldam samtidig villet afprøve, hvad det gjorde ved oplevelsen af umiddelbarhed at forkorte processen fra indspilning til udgivelse. Efter at have komponeret og øvet de seks numre op, gav han sig selv ti uger, fra Tak For Dit Brev spillede de to koncerter på københavnske Gaarden & Gaden i september, til optagelserne var blevet udvalgt, mixet, mastereret og sendt til tryk sammen med det cover, han havde bedt venner og bekendte om at bidrage med deres tanker til, og ‘Langsyn’ kunne udkomme i november.
“Det var ikke et mål, at det skulle gå hurtigt,” præciserer Toldam, da vi midt i processen mødes på en videoforbindelse. “Jeg har lavet mange plader før, hvor jeg gennem hele processen, fra jeg har skrevet, øvet og tjekket ud, hvor det ville give mening at indspille pladen i forhold til, hvilken energi, der ville gavne den musik, hvilket rum, hvilken akustik, hvilket klaver eller flygel, og frem til indspilningen kan blive i et kreativt flow. Men jeg var nysgerrig på, hvordan det ville være at blive i det samme kreative flow, så der ikke mellem indspilning og udgivelse går et år, hvor man typisk vil være et helt andet sted. Om ikke andet så fordi man selv er en anden, end man var året før.”
Hvad giver det at blive i det kreative flow gennem den efterfølgende proces?
“Det var det en form for undersøgelse af. At indspille en plade er som et nedslag i tiden: Sådan lød det her band den time, den dag, den uge, og på den måde indefryser man et øjeblik. Det her er et forsøg på at strække det øjeblik ud, så den følelse, der ligger i det, kan bære hele vejen fra A-Z. Det er ikke alle slags plader, jeg ville have lyst til at arbejde med på den måde, men der er noget i det med at indspille live, hvor omgivelserne er noget andet, end hvis man indspillede i et studie. Når man hører det, vil jeg gerne have, at man kommer med ind i det rum, så man får oplevelsen af at komme tæt på som muligt at opleve det. Det kommer til at handle om noget andet, end hvad jeg har skrevet, eller hvordan det er spillet: Det må gerne være en omsluttende oplevelse af, at man træder ind i et rum, når man hører det.”
Det specifikke rum, man som lytter træder ind i, når man hører ‘Langsyn’, er vinbaren Gaarden & Gaden på Nørrebrogade. Den ligger tæt på Toldams lejlighed, og han har spillet der flere gange før. Med ‘Langsyn’ ville han afprøve, hvilken stemning rummet kunne give til en optagelse.
“I forhold til at skabe lyd klinger rummet godt. Der er få steder herhjemme, de har den energi og stemning. Det har en tæthed og en nærhed. Hvis der er fyldt, er der måske 50, og folk sidder tæt på, så det bliver ret intimt og intenst. Nu var det sensommeraftener, hvor det var lunt, så det blev også meget varmt, og det gjorde det til en fysisk oplevelse. Det at være tæt på giver en anderledes lydhørhed, som præger vores måde at spille og være til stede på. Man har følelsen af at spille den her ene tone, og der sidder 50 par ører, som er totalt tændt på at høre, hvad den tone kan eller gør,” forklarer han om de fysiske rammer for de to koncerter, og hvordan de spiller ind på musikken.
I Toldams musik høres musik som lyd og dermed også lyden som musik i sig selv. Det åbner sig for lytterens egen tolkning af, hvad der sker, og den medskabelse, det bevirker, er et vigtigt aspekt for Toldam. Det giver ikke mindst mening for en liveoptagelse, forklarer han:
“Jeg håber, at nogle af de omgivende lyde, som ikke ville være der i et studie – man kan høre det skramle, et glas vælter – giver en oplevelsen af at være i et rum, som er noget andet, end når man lytter til en studieplade. Det giver en oplevelse af det fællesskab, der er i at spille. Det er ikke kun os, der spiller, der har indflydelse på den oplevelse: Det drejer sig i høj grad om, hvem der sidder og lytter, hvad det er for et rum. Det er med til at understrege det fællesskab, der opstår, som for mig er vigtigt at pege på. Lyde og toner har brug for sjæle og ører, som jeg skriver i covernoterne: De skal mødes af nogen, før de er noget.”
Den måde at indspille på uden at kunne tage flere takes af et nummer bringer også et mål af vilkårlighed ind i musikken. Bandet bliver nødt til at spille ud fra, hvordan nummeret selv former sig mellem dem.
“Det drejer sig ikke om, at det er spillet rigtigt, det er overhovedet ikke det, der er vigtigt. Det handler mere om at være til stede i et øjeblik. Med alt, hvad det indebærer af glas på gulvet, numre, man får sat i gang lidt for hurtigt eller langsomt, eller man bliver grebet af en stemning. Omgivelserne kommer mere til at diktere en retning, end det er os, der dikterer den. Vi prøver at give slip på ejerskabet. Lydene og musikken må finde deres egen vej, og vores opgave er at følge efter frem for at være foran dem. Det er ikke noget, der skal afleveres: Det er noget, vi er i. Et oplevelsesrum.”
Hvad ændrer sig, når man spiller koncerten for at spille den, og når man spiller den for at indspille den?
“Helst ingenting,” svarer Toldam hurtigt og tænker sig så grundigt om, inden han uddyber: “Når der kommer et formål, at det skal blive til noget, ind i et meget procesorienteret rum, kan det godt skabe en konflikt og gøre det mere krævende at opretholde procesrummet frem for et formålsrum. Det bedste er, når jeg når til et punkt, hvor der ikke er nogen tanker om, at det er en indspilning, der skal udgives, fremfor at være til stede i der, hvor jeg tænker på, hvad det her skal blive til. Det gør det sværere at være til stede i øjeblikket, og der er mange signaler i musikken, man kommer til at gå glip af.”
Melodien er jo bare ét element ud af mange
Dagen inden koncerten havde Toldam fået transporteret sit eget klaver, som han har spillet dagligt på i 20 år, ned på Gaarden & Gaden og fået det stemt inden koncerterne. Den første aften var en lun sensommeraften med regn i luften, og den kombination fik ham til at grue for, om klaveret så havde holdt stemningen til dagen efter. Det endte med, at det var andendagens koncert, der stod stærkest af de to, fortæller han.
Var det så også den, der fungerede bedst som optagelse?
“Ja, men sådan er det ikke altid,” smiler han. “Én ting er, når man spiller en ting, noget andet er at høre det. Man kan sagtens have oplevelsen af, at det var enormt stærkt, når man spillede det, og når man så hører det, var der ikke noget særligt ved det. Og på den anden side kan man have oplevelsen af, at det er enormt tungt og ikke rigtig virker, og når man hører det bagefter, finder man ud af, at der skete alle mulige spændende ting. Jeg kan godt lide, at vi ikke ved noget.”
Det går op for mig lige nu, at vi har talt om lyd, klange og fælles oplevelser, men slet ikke om melodierne, selvom det er en meget melodiøs plade. Hvordan kan det være?
“Melodien er jo bare ét element ud af mange i musikken. I forhold til, hvad jeg ellers skriver, er det her det mest melodiøse, men jeg prøver også at få klangrummene med ind i det og finde et sted, hvor de to ting kan mødes, så der er noget mere end melodi eller akkorder. Der er nogle linjer og fraser, også nogle akkorder hist og pist, men ofte bevæger fraserne sig i en tilstand. Det stykke, der hedder ‘Langsyn’, er én lang frase uden A-stykke eller B-stykke, der bliver gentaget, som bliver spillet oven på en gentagen akkordform, som jeg mest ser som en tilstand at være i. Det handler om at give slip på ejerskabet: For at få liv ind i musikken, er der ting omkring melodien, der vil få den til at lyde forskellig fra den ene dag til den anden.”
Den oplevelse af at give slip på ejerskabet og overgive musikken til fællesskabet har Toldam taget med videre i det kreative flow, ‘Langsyn’ er skabt i. Coveret til pladen udgøres af noget, der næsten virker som en virtuel gæstebog: En række mennesker omkring ham har associeret frit ud fra ordet langsyn. Det har været rørende for ham at læse, og tro mod processen er alle teksterne uredigeret trykt på coveret. Så småt, at de ikke dominerer og tvinger deres tolkninger af begrebet ned over ens lytning, men stort nok til, at man kan læse det, hvis man går tæt på. Akkurat som man kan ane stemmer i baren i begyndelsen af nummeret ‘Sejlhat’, hvis man hører ordentligt efter.
Hvad lægger du selv i ordet langsyn?
“Jeg har det selv ret svært med konkrete budskaber i al slags kunst. Når kunsten har plads til, at jeg kan opleve det som den, jeg er, har jeg lettere ved at blive revet med, end hvis det føles, som om nogen vil give mig en bestemt følelse. For mig – men det vil jeg helst ikke sige – er det et lydbrev til jordkloden. Det kan man tolke på alle mulige måder. For mig handler det om at være i stand til at se ud over vores egen tid og os selv. Både i lille og stor skala.”
Langsyn udkom (LP/digital) den 15. november på ILK Music.
