Sidste efterår udgav den herboende svenske jazzsangerinde Iris Bergcrantz albummet Vi Fanns Förut, som Ole Bisbjerg her på siden tildelte 5 ud af 6 mulige stjerner, under overskriften ”Tradition og fornyelse hånd i hånd på smukkeste vis”
Nu lægger hun igen vejen forbi København og med fokus på omtalte album giver hun koncert på Jazzhus Montmartre i København den 24. april. Med sig har hun som vanligt et stærkt hold af musikere, nærmere bestemt: Magnus Hjorth (klaver), Anders Fjeldsted (bas) og Andreas Svendsen (trommer).
Vi Fanns Förut kredser om overgangen fra én livsfase til en anden – om at give slip på den, man var, for at give plads til den, man skal blive. Tematikker som identitet, medafhængighed, relationer og kærlighed er i fokus.
Først med dette – hendes fjerde album på 10 år – springer hun ud som sangskriver på modersmålet – pudsigt nok efter at hun siden 2019 har boet i København, sammen med sin danske kæreste, før nævnte Anders Fjeldsted.
I den forbindelse bragte vi i ALL THAT nr. 192 (november 2024 udgaven) et interview med Iris Bergcrantz, blandt andet om sangenes alvorlige lag, og om valget af nu at skrive på svensk, og stadig have et publikum i Danmark.
Dette interview, der er lavet af Jakob Lambertsen bringer vi her for første gang online:
Iris Bergcrantz: Jeg har haft to ret dårlige år, hvor jeg har tvivlet på virkelig meget i livet. Har følt mig alene. Der har været sorg i min familie. Min bror har været syg. Der har været meget at skrive om, og jeg har været god til at samle mine tanker op, mens jeg har haft dem. Det er lidt skræmmende. Det er så nøgent. Teksterne er ret selvudleverende. Folk kan læse mine tanker gennem dem. Men jeg synes, at det er rigtigt at skrive, hvad man føler. Jeg tror, at mange kan genkende sig selv i det – det at føle sig alene i en by, at have mistet sin sammenhæng, sin vennekreds.
All That: Du har følt dig alene, fordi du er i et andet land?
IB: Jeg har kun gået i skole i Sverige, så jeg havde ikke en naturlig sammenhæng i Danmark. Jeg havde min kæreste, og jeg havde hans sammenhæng. Så kom corona, og jeg fik nærmest ikke lov at rejse over til Sverige. Jeg kunne ikke opretholde de relationer, jeg havde i Sverige, samtidig med at jeg ikke fik nye relationer i Danmark. Så jeg var lidt fortabt og uden for sammenhæng i et nyt land.
AT: Hvorfor valgte du og Anders Danmark?
IB: København er en meget bedre musikby med mange flere muligheder end Malmø, og både Anders og jeg spiller meget. Anders er afhængig af at kunne komme ud at spille, mens jeg sidder og arbejder med min musik ved en computer. Det gav mere mening for mig at flytte til Danmark end for ham at flytte til Sverige.
AT: Har I overvejet at flytte til Sverige?
IB: Det har absolut været på tale. Jeg har tænkt på, at hvis vi får børn, hvad så, skal de vokse op i Danmark eller i Sverige? København er en fantastisk by, og jeg elsker vores lejlighed på Vesterbro. Men det var lidt naivt at tro, at det udelukkende ville være megagodt at flytte hertil. Hvorefter jeg sad alene med spørgsmålet: Hvad gør jeg egentlig i denne by?
AT: Du regner din musik for jazz?
IB: Det er virkelig den genre, som den falder mest ind i. Det er den baggrund, som jeg kommer fra. Musikerne, som jeg spiller med, er jazzmusikere, og det betyder meget for lyden. Det er det fælles ståsted for mit band. Soloer og jazzakkorder. Men jeg er også meget inspireret af The Beatles, af folkemusik og af klassisk impressionisme. Jeg kan godt lide strygere og lidt vemodige følelser.
AT: Du er fra Skåne, men synger ikke på skånsk?
IB: Nej. Og det er lidt sjovt. Da jeg var lille og legede med dukker, legede jeg heller ikke på skånsk. Det er noget, man lærer … ikke at synge på skånsk, ikke at lege med legetøj på skånsk. Der er lidt dialektdiskriminering. Jeg voksede op i Malmø og i Billinge Skog i Eslöv Kommune, og i resten af Sverige blev Eslöv-skånsk anset for at være grimt, så jeg ville ikke tage det for meget til mig. Jeg har lært mig at synge på rigssvensk. Svensk er min sangdialekt, skånsk er min taledialekt. At synge på skånsk føles unaturligt for mig.
AT: Dit publikum befinder sig primært i Sverige?
IB: Ja, men jeg er overrasket over, at det er muligt at synge på svensk og alligevel have et dansk jazzpublikum. Jeg troede, at det svenske sprog ville være en ulempe. Men det gør, at jeg stikker ud. Jeg er begyndt at fornemme, at danskere synes, at svensk – som for mig bare er hverdagssproget – er smukt.
AT: Olle Adolphson, som du dedikerede et helt album til, er stadig en inspirationskilde?
IB: Absolut. Og jeg synes, at det er så vildt, dette bare at synge hans tekster så meget. Han har hjulpet mig til at skrive tekster. Jeg synes, at han har sådan en ærlig tilgang. Man kan have forskelligt fokus på tekster og på, hvordan man skriver dem. Det fine ved hans tekster er, at de er vældigt udleverende. Og der er måske metaforer, men det er aldrig svært at forstå dem. De er vældigt ærlige. Det har måske betydet, at jeg turde gøre det lidt mere, fordi han gjorde det.
AT: Kan det tænkes, at du indspiller flere Olle Adolphson-plader?
IB: Måske. Jeg kunne også tænke mig at synge sange af Povel Ramel, Cornelis Vreeswijk, Georg Riedel – og flere af mine egne sange. Men fortsat nogle af Olle Adolphson. Georg Riedels sange er vildt flotte, dette svenske vemod, og folkeviser, som Jan Johansson gjorde det med Jazz på svenska. De fleste af sangene fra dét album har svenske tekster. Jeg kan rigtigt godt lide at skrive sange selv, som jeg gør nu, men det er ikke altid, inspirationen er til dét, og så kan det være mindst lige så godt at tage fat på andres musik. Nu har jeg kæmpet mig frem til dette, og skridtet derhen føles naturligt, fordi jeg har haft noget at skrive om.
AT: Det ved du ikke, om du har herefter?
IB: Nej, forhåbentlig har jeg det. Og forhåbentlig ikke! Det er hårdt at minde sig selv om svære ting i livet, men det er nok også terapeutisk at skrive om det. Jeg føler virkelig, at jeg har fundet mig selv både menneskeligt og musikalsk. Jeg var bare 21-22 år, da jeg udgav min første plade, som jeg er vældigt stolt over, for det var dér, jeg var i livet på det tidspunkt. Men jeg kan meget bedre lide min nye plade end den første, for jeg synes, at jeg er vokset musikalsk, og den er meget mere mig, for jeg ved, hvem jeg er nu.
