Fotograferet og beskrevet af Christian Holse Salicath
Køen var så lang, at den gik rundt om to hjørner og hele vejen ned til Lyrskovgade 18. Flertallet var tilsyneladende i start-20’erne, og en hel del af de unge mænd havde kasket, overskæg eller begge dele.
Stemningen i Store Vega var sitrende efter opvarmningen med bandet Mock Media, og da “The Prince of Indie” trådte ud på scenen, eksploderede lokalet i applaus. Mac DeMarco gik lige til sagen med ‘Shining’, den første sang fra det nye album Guitar, stærkt akkompagneret af Alec Meen på keyboards, Phil Melanson på trommer, Daryl Johns på bas og Pedro “Banjo” Martins på guitar.
Det seneste album er en afdæmpet affære, men sammen med bandet blev de rå, akustiske sange peppet op, selvom der i løbet af aftenen hurtigt tegnede sig et mønster, hvor de gamle hits fik publikum op og ringe, mens de nyere sange gav luft til at lytte og trække vejret.
Mac DeMarco var energisk og animeret på scenen, overdrevet som en tegnefilmsfigur fra 90’erne, og det kunne man også høre mellem numrene, hvor han dyrkede en komisk stemning med en overdrevet dyb gammelmandsstemme, mens han nonchalant førte publikum igennem sin 13-årige diskografi med hits som ‘Passing Out Pieces’, ‘Freaking Out the Neighbourhood’ og ‘My Kind of Woman’. Der manglede lidt nærvær – han talte næsten aldrig uden at spille skuespil – men manglen på oprigtighed lod til at gå begge veje.
Det overraskede mig halvvejs igennem koncerten, at så mange unge sang med på ‘Heart to Heart’, mens telefonerne fløj op i vejret for at filme det hele. Efter koncerten kunne jeg konstatere, at sangen var et kæmpehit på TikTok i 2023, meget ligesom ‘Chamber of Reflection’ er blevet brugt i så mange sammenhænge online, at åbningsmelodien har fået sit helt eget liv adskilt fra sin oprindelige sammenhæng.
Resten af koncerten fortsatte publikum trenden med at dokumentere fremfor at opleve, mens Mac DeMarco gik rundt som en kylling eller stod på hænder midt i det følelsesladede nummer ‘Another One’, hvorefter han ironisk beordrede: “Sing with me now, or I’ll kill you all.”
Forbindelsen mellem musikere og publikum haltede altså lidt, men musikken var enormt stærk. Alec Meen skabte ren magi på keyboards under ‘Still Beating’, “Banjo” brillerede cool og solidt på guitaren, Phil Melanson væltede Vega med sin trommesolo på ‘Moonlight on the River’, og Daryl Johns bølgede gennem publikum med sin bas. Selvom Mac DeMarco primært sang, var det en fornøjelse at se ham slå sig løs på guitaren, særligt med klassikeren ‘Ode to Viceroy’, og lyden af især de nyeste sange gav anledning til at drømme om et velproduceret live-album med samme hold.
Der var ingen crowdsurfing som for 10 år siden, da jeg sidst oplevede ham i Store Vega, men glæden ved at spille med et talentfuldt band af skæve karakterer som ham selv skinnede igennem, og smørbløde numre som ‘Holy’ og ‘Nobody’ medførte en svajen blandt publikum, der på ingen måde føltes fake.
De sidste mange udgivelser fra DeMarcos hånd er kommet fra et eftertænksomt sted med minimalismen i højsædet, og selvom der i Store Vega ikke opstod en autentisk udveksling mellem kunstner og publikum, har Mac DeMarcos ikoniske Jizz Jazz / slacker rock en fantastisk energi og spilleglæde, som er i en klasse for sig at opleve live.
Som manden selv sagde efter flere numre:
“Thanks, babe.”
