Anmeldelser

28. januar 2026

MALU PIERINI: Libera Me

Højt lækkerheds-niveau på charmerende vokaldebut

Udgivelsesformat

LP/digital

Udgivelsesdato

30.01.26

Label

Eget selskab

Genre

Bossanova-pop

Skrevet af Allthat.dk

Dansk-korsikanske Malu Pierini, med det ellers italiensk klingende efternavn, har her lavet en debut, der emmer kraftigt af parisisk romantik kombineret med brasiliansk samba og bossanova som en gennemgående rød tråd. Titelnummeret er et af de første single-udgivelser. Melodisk fængende og tiltalende ved første lyt. Og sådan er det stort set hele vejen igennem et album, der foretrækker lækkerhed og finesse fremfor hårdhed og skarpe kanter.

Det er heller ikke hvem som helst Pierini har i ryggen på projektet. Et større familie foretagende bestående af de to brødre og sangskrivere Oliver og Nicholas Kincaid. De har begge produceret, og sidstnævnte har bidraget til selve sangskrivningen. Oliver Kincaid er kendt som medlem af gruppen Julius Moon, og for samarbejdet med artister som Scarlett Pleasure og Gulddreng, mens Nicholas har arbejdet en del med Jada. Brødrenes far, Per Kincaid, har desuden arrangeret og indspillet strygere på et par numre. Og skal vi lige binde den sidste sløjfe i familiebandet, så er Jan Kincaid (Brand New Heavies) bror til Per.

En af pladens store kvaliteter er den filmiske grundstemning, der gennemsyrer sangene. Tydelige referencer til tressernes film noir, hvor der er gjort rigeligt brug af spoken word med hviskede franske gloser. Og kender man til Claude Lelouchs romantiske drama, Un homme et une femme fra 1966, med Francis Lais udødelige musik, vil det under gennemlytningen dryppe fra den stærke aftapning.

Malu Pierini har meget på hjerte både tekstmæssigt og personligt, og hendes musik kræver at man tager sig tid og tager ordene og stemningen ind. Hendes stemme er på ingen måde kraftfuld og med stor patos, men hun formår at fange lytteren med sin præcise sproglige diktion og sin lette og luftigt lyse klangbehandling.

En lovende debut, der lige skal have nogle ture på repeat og et opmærksomt øre for ikke bare at drukne som lydtapet til venindesnak over café latte og croissanter på de københavnske in-steder.

AF BRIAN PETRO

Malu Pierini (vok), Oliver Kincaid, Nicholas Kincaid (prod.), Per Kincaid (arr.)

Flere Anmeldelser

Grammofon: Fabelagtige forviklinger

En sjældent livfuld sommerfugl

The Delines: The Set Up

Kuldslåede skæbner omfavnes af varme

Valdemar Rasmussen: Gode Gamle Jazz

Endnu et mega sto´e hit fra Synnejylland – musik der gør di glad

Olga Witte Organism: Trilogy of Modern Science

Musikalsk overvældet – ja, det er vildt

Jesca Hoop: Long Wave Home

Jesca Hoop er både innovativ og virkelig original.

Lasse Mørck: Lo Simple

Transatlantisk kulturmøde

Kontakt

Adresse
All That...
c/o Sundance Publishing ApS
Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

CVR 27482899

Redaktion
Mads Kornum
Tel. +45 21 95 20 12
madskornum@allthat.dk

Annoncer
Susanne Benz
Tel. +45 60 60 18 88
susannebenz@allthat.dk

Kommer snart

Denne feature er under opbygning