For Nikolaj Hess hænger det hele sammen – Vejle, København, New York, Washington D.C., jazz, klassisk, sang, piano, arkitektur, maleri, film og især musik.
Tekst af Birger Thøgersen
Nikolaj Hess fik en dag et tilbud, han med stor fornøjelse sagde ja og tak til. Afsenderen var en af USA’s fremmeste og mest prestigefyldte kulturinstitutioner, The Kennedy Center i Washington D.C., der ville gøre ham til en del af deres Earth To Space Festival med en koncert, der – som det kom til at hedde i programmet – byder på en ”musikalsk rejse i trancelignende grooves, vægtløse lydlandskaber og medrivende improvisation”.
En af centerets kuratorer fik ideen, da hun hørte den danske musiker og komponist ved en anden lejlighed, men i øvrigt var det ikke første gang, han under festivalen, der blev fandt sted dette forår, gik på scenen i centeret:
”Stedet har en status, der som en af mange af mange bække er med til at styrke ens omdømme, og det er skønt at blive inviteret igen,” siger Nikolaj Hess.
Han får ord med på vejen i en præsentation på The Kennedy Centers hjemmeside. Her kan man læse:
“Nikolaj Hess is well-established as a highly estimated international jazz pianist and composer. His piano playing is characterized by a personal delicate golden touch and mix of superb sense of groove and melodic and creative imagination. His inspirations include af deep insight into the American and Nordic jazz tradition, but also reflects his musical open-mindedness …”
Med ved den seneste koncert havde Nikolaj Hess trommeslageren Kenny Wollesen og bassisten Jayla Chee, der begge er markante jazzprofiler og venner fra den musikalske legeplads i New York, der er en vigtig del af hans liv.
Det var mestendels jazzmusikeren Nikolaj Hess, der denne gang indtog et auditorium i The Kennedy Center.
En anden side af sig selv demonstrerede han sidste år på Museum of Modern Art, MoMa, i New York, hvor han præsenterede sin ”oversættelse” til musik af Henri Matisses maleri ‘Det røde atelier’ fra 1911. Det udsprang af hans forskningsprojekt ‘Transformative Reflections’, der med støtte fra Kulturministeriets pulje til Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed og Rytmisk Musikkonservatorium, som han er tilknyttet som docent, undervejs også har involveret The Metropolitan Museum, The Getty Museum og Statens Museum for Kunst med et nutidigt fokus på flere af de danske guldaldermalere.
Nikolaj Hess:
”Det var enormt givende og lærerigt. Jeg fik mulighed for at fordybe mig i et enkelt værk, og jo mere jeg læste og talte med MoMas eksperter om eksempelvis ‘Det røde atelier’, desto større interesse og respekt fik jeg for det. Det handlede om at afdække, analysere og åbne de processer, der ligger bag, og det er ligesom intuitionens modsætning. Den der blanding af intuition og refleksion er vigtig for min inspiration som musiker.”
Sammen med violinisten Cæcilie Balling udviklede Nikolaj Hess i 2021 værket ‘Melody’ for soloviolin og strygeorkester.
”Vi befandt os på den klassiske bane, men endte med at udvide gruppen med trommeslageren Mikkel Hess og bassisten Anders ‘AC’ Christensen. Deres rolle var ikke så klart defineret som den, de klassiske musikere havde. De kunne spille mere frit og tilføre musikken en anden energi og elektricitet.”
Nikolaj Hess var tildelt ansvaret som kapelmester, da Cæcilie Balling i maj i år arrangerede en favnende musikalsk hyldest til sin nu afdøde bedstefar, filminstruktøren Erik Balling. Hun fik i den anledning opfyldt sit ønske om, at Nikolaj Hess skulle spille anden sats af Mozarts klaverkoncert i A-dur.
Nikolaj Hess:
”Det foregik i DR Koncerthusets store sal, og det var sådan lidt wow og okay. Jeg forberedte mig grundigt. Noderne er der, og de er lette nok at spille, men hvordan gør man det? Jeg studerede i detaljer giganternes valg: Her er en stille tone, så kommer der et løft, så bliver den trukket lidt. Jeg havde respekt for traditionen og synes selv, at jeg kom mit hidtil tætteste på at være en klassisk pianist, men jeg spillede selvfølgelig, som jeg på det tidspunkt hørte musikken. Og det lød for nogle nok ”anderledes”. Min frasering er påvirket af, at jazzen i den grad sidder i mig. Men der blev klappet, og jeg fik ros af de klassiske musikere, der var til stede. Jeg håber ikke, de bare var venlige.”
Nikolaj Hess skrev musik til og spillede piano i Lars von Triers film ‘Melancholia’ fra 2011. Han er komponisten bag Anders Refns trilogi ‘De forbandede år’, hvis sidste del får premiere i marts næste år. I USA skrev han musikken til Lucy Walkers prisbelønnede dokumentar ‘Mountain Queen’ om nepalesiske Lhaka Sherpa. Hun er dronningen, bjerget er Mount Everest. Filmen blev købt af Netflix, der i fjor valgte at præsentere den i en forkortet version.
Nikolaj Hess:
”Den skulle passe ind i deres format, og samtidig ville de også have genkomponeret musikken. De ville have deres egen komponist med, og det blev for mig et super spændende samarbejde. Stemningen var positiv. Jeg kan lide at gå ind på andres præmisser og lære, hvordan de tænker. Se, hvad der kommer ud af det. Her handlede det blandt andet om, at musikken skulle bevæge sig opad, når der skete noget positivt. Og ellers modsat bevæge sig nedad.”
Disse eksempler giver et indblik i en mange gange prisbelønnet og internationalt kritikerrost kunstners mangfoldige katalog, der emmer af jazz, men også bevæger sig omkring crossover, electronica og klassisk. Det rummer en vildtvoksende liste over samarbejdspartnere fra Fela Kuti til Lee Konitz, fra Jean Luc Ponty til Benny Golson, fra fra Ambrose Akinmusire til Kris Davis, fra Hal Wilner til Tyshawn Sorey. Og så har vi her helt udeladt hans danske kolleger.
Nikolaj Hess er i musikalsk sammenhæng blevet kaldt tosproget. Man kunne også kalde ham multisproget, og alligevel er det på en eller anden måde ikke dækkende.
Nikolaj Hess:
”Jeg har en trang til at forbinde tingene og få dem til at hænge sammen. Jeg leder efter mønstre og de underliggende strømme bag inspirationen i et værk. Det er et spørgsmål om, hvor musikken kommer fra, og hvor dybt den stikker. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det. Autenticitet er et lidt ladet ord, men jeg føler, at jeg altid er mig selv, og jeg trækker på de samme ting uanset ”genre”. Nogle gange går det godt, andre gange lykkes det knap så godt. Det er en del af min udforskning og udvikling.
Jeg spillede seriøst violin som dreng, men improvisationen og jazzens frihed til at finde på fangede mig mest. Jeg lytter til og spiller stadig klassisk, og jeg kender mange andre jazzpianister, der også er dykket ned i komponister som Ravel, Ligeti, Bach eller Stravinsky og dér har fundet genkendelige elementer. Det kan være noget med akkordprogressioner, rytmik eller melodilogik, og hov, pludselig er der et eller andet, der gør, at afstanden mellem genrerne forekommer mindre, end man gik rundt og troede. De har det som bekendt med at låne fra hinanden, men taler vi om min musikalske identitet, får jeg min største inspiration fra jazz, folk, klassisk og elektronisk musik. Og fra naturen. Den er der en del af omkring Vejle, hvor jeg er vokset op.”
Nikolaj Hess er den mellemste af tre brødre i en familie, der havde en åbenlys glæde ved litteratur, billedkunst og musik. Storebroren er saxofonisten Emil Hess og lillebroren trommeslageren Mikkel Hess, og de var alle tre som unge en del af et lokalt frodigt musikmiljø, der talte blandt andre Jesper Friis, Mads Hyhne, Carsten Dahl og Anders ‘AC’ Christensen.
Som den dengang hidtil yngste blev Nikolaj Hess i 1986 optaget på Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor han afsluttede studierne med bravour for hurtigt efter at tage på en årelang studietur. Det første halve år førte ham til Niger, Ghana og Benin, mens det andet blev tilbragt i New York.
Nikolaj Hess:
”Jeg blev som så mange andre så fascineret af byen og dens musikmiljø, at jeg måtte tilbage.”
Det kom han. Han har gennem snart tre årtier med jævnlige længere ophold brugt så stor en del af sin tid i New York, at byen kan kaldes hans anden hjemby efter København. Et løbende arbejdsvisum giver ham mulighed for at spille koncerter, og han har på den konto gæstet både topetablerede spillesteder som Dizzy’s Club i Lincoln Center og mere ydmyge lokaliteter, hvor musikerne ikke får en fast hyre, men spiller på døren.
”Der sker så enormt meget i New York. Der er stadig en kæmpekoncentration af mennesker fra hele verden, der beskæftiger sig med og skaber musik, og jeg har fået et netværk af fremragende musikere, jeg kan spille og arbejde sammen med. Vi kan have en fast ugentlig sessiondag. Man kan kalde det workshops, eller at vi jammer uden et publikum. Det er en slags kreativ legeplads og for mig en vigtig udviklingsmotor. Vi har fået en tradition for at udforske musikken og prøve nye ting og ideer af. Jeg kan komme med en ny komposition og få den prøvet af med feedback og input: Skal den ændres? Skal der skrives til eller skæres fra?”
Netværket tæller de tidligere nævnte Kenny Wollesen og Jayla Chee. Blandt hans tilbagevendende musikalske samarbejdspartnere finder man for tiden især Tony Scherr, Francois Moutin, John Hébert, Ben Perowsky, Chris Cheek, Greg Hutchinson, Thomas Morgan, Donald Edwards og hans faste makker gennem flere år, Marc Mommaas.
Den unge bassist Jayla Chee og tenorsaxofonisten Marc Mommaas var med i Nikolaj Hess’ NYC Quartet, da den gæstede dette års Copenhagen Jazz Festival. Fjerdemand var trommeslageren Gerald Cleaver.
Nikolaj Hess lod det ikke blive ved det. Hans navn stod som de seneste mange år over 30 gange på programmet med størst vægt på Spacelabs næsten daglige eftermiddagsmatineer og nattesaloner, der blev afholdt med trioens vanlige gæstfrihed og lyst til at eksperimentere.
Spacelab er Nikolaj Hess, Mikkel Hess og Anders ‘AC’ Christensen.
Nikolaj Hess:
”Efter at have spillet sammen, siden vi var unge, ’connecter’ vi på den der dybe måde, jeg godt kan lide. Samtidig er vi alle tre interesserede i at eksperimentere og komme med bud på en udvikling af musikken, og der opstår en særlig synergi.
Når jeg i øvrigt er så begejstret for festivalen, skyldes det på den anden side dens mangfoldighed og muligheden for at fornemme, hvad der rører sig også blandt yngre musikere, som jeg ellers ikke spiller med. Musikken får forskellige farver. Nogle er gode til noget og nogle til noget andet, og det kan være en udfordring, men jeg vælger selv, og det er aldrig noget problem. Jeg føler mig tværtimod privilegeret og glæder mig hver gang.”
Kira Skov, Cæcilie Norby og Ane Trolle var dog langtfra noget nyt bekendtskab, men en del af det efterhånden store kor af sangere, Nikolaj Hess gennem årene har arbejdet sammen med.
”Jeg kan godt lide at spille sammen med sangere. Stemmen er en slags ’first instrument’, der taler til os på en særlig måde, og der er for mig et eller andet fantastisk ved den klang, en stemme og et orkester kan opnå sammen. Jeg synger gerne selv – derhjemme – og en stor del af mit spil handler om, hvordan det ville lyde, hvis det blev sunget.”
At skrive om musik er som at danse om arkitektur, lyder et ofte gentaget citat, hvis ophavsmand er uvis. Underforstået, at det vil være fjoget eller omsomst at prøve. Nikolaj Hess hører til dem, der er uenig.
”Det vil for mig nu egentlig give spændende mening at se en danseforestilling om arkitektur. Arkitektur rummer linjer, former og forløb, ligesom et maleri kan skabe en dramaturgi med farver, pauser og bevægelse. Som dansen og musikken kan. Man kan finde fælles træk i de forskellige udtryk, og for mig kan det handle om at få inspiration ved at søge ind til kilden og finde ud af, hvordan jeg kan få oplevelsen ud som et stykke musik.”
I august passede Nikolaj Hess for sidste gang sit hverv som kunstnerisk leder af Jazz Danmarks årlige, ugelange Summer Session for professionelle musikere på Krogerup Højskole ved Humlebæk.
Den opgave har han med Anders ‘AC’ Christensen og Mikkel Hess som sidemænd haft siden 2013. Fra 2026 og to år frem tager saxofonisten Jakob Dinesen og trommeslageren Cornelia Nilsson over.
Nikolaj Hess tog i oktober igen til New York for at spille koncerter med blandt andre Marc Mommaas og arbejde på et filmscore til National Geographic-fotojournalisten og filmdokumentaristen Pete Mullers ‘Bucks Harbo’.
Hess is More. Det kan ikke siges mere præcist.
NOTE: Ovenstående er en redigeret udgave af den artikel, der var bragt i september udgaven af All That …jazz med mere – nr. 195.
