Af Brian Petro
Listen er lang over de artister, der hos Manfred Eicher og ECM, altid har formået at lyde som sig selv og ingen anden. Den norske trompetist og komponist, Mathias Eick, kan uden at blinke stille sig op i kongerækken efter Jan Garbarek, Keith Jarrett, Eberhard Weber, Pat Metheny, Ralph Towner og mange flere. Hans gennemtrængende og poetiske tone har indtil videre domineret fem album, der tilsammen er tæt på at udgøre en større nordisk saga.
For en musiker som Mathias Eick har det været afgørende at finde de helt rigtige instrumentalister til at forløse hans ofte dybe, nuancerede og filmiske kompositioner. Derfor har man tit set flere gengangere i besætningen fra album til album som for eksempel bassisten Audun Erlien og trommeslageren Torstein Lofthus. Men her med det sjette kapitel i føljetonen har han alligevel valgt at viske tavlen ren og gå i studiet med en helt ny gruppe. Og har man fulgt Eicks output med stor dedikation helt fra starten, så kan det godt være svært at se en oplagt grund til fornyelser. Men Eick går linen ud og sætter baren endnu et par notches højere hver gang.
Der er kommet større vitalitet og fremdrift i den nye rytmegruppe, især med trommeslageren, Hans Hulbækmo, som åbner albummet på den smukke ‘September’ hudløst og sitrende nervefuldt. Og dertil en virtuos og lydhør pianist som Kristjan Randalu, der forstår at udfordre Eicks sonore lydflader og sende musikken i nye retninger som på nummeret ‘Hope’.
Helt tilbage fra ECM-debuten,The Door fra 2008, har Mathias Eicks tonesprog været genkendeligt efter bare få takter. Med en original harmonisering og sans for varierede teksturer har han insisteret på altid at gå sine egne veje, og det har givet pote. Her lander vi helt oppe på øverste hylde af internationale udgivelser i år.
Mathias Eick (tp, vok, keys), Kristjan Randalu (p), Ole Morten Vågan (b), Hans Hulbækmo (dr).
