Titlen som Danmarks mest aktive musikere, målt på omfang af udgivelser kunne meget vel gå til duoen Wash Your Dirty Money With My Art.
På blot tre år har Wash Your Dirty Money With My Art udgivet hele ni albums, senest et klassisk album ‘Fraktur’ skrevet til VST-plugins, 24 singler, 3 EP’er og 15 musikvideoer. Trods dette overvældende output er bandet dog stadig relativt ukendt for det brede publikum.
Men måske det aktuelle samarbejde med LAU IV, aka Lau Pedersen, der var en særdeles karismatisk frontmand hos Fribytterdrømme fra 2011 og frem til gruppens opløsning i 2023, kan lave om på det faktum.
LAU IV er iøvrigt selv aktuel med singlen ’Dem der slår tiden ihjel’, og den 18. oktober 2025 spiller han sin første headliner koncert som soloartist på Loppen i København. Koncerten bliver kulminationen på et år med nye udgivelser fra LAU IV med nyt band, der optræder med en mere punket energi, end man er vant til fra Fribytterdrømme. .
På den aktuelle single ’Jeg Har Lige Slået Solen Ihjel’ med Wash Your Dirty Money With My Art er det dog ikke den punkede energi der er drivkraften, i stedet opleves en nærmest hypnotisk sammensmeltning af mørk elektronik, poetisk desperation og et nådesløst beat. Singlen udforsker kort sagt grænselandet mellem eufori og undergang.
“Jeg Har Lige Slået Solen Ihjel handler om at slippe tøjlerne og gå i byen. Det er for mig et udtryk for slags eskapisme og løssluppenhed, der måske ikke altid er lige velset.” udtaler Lau Pedersen, og Tobias Kiel og Michael Vitus fra Wash Your Dirty Money With My Art supplerer:
“Vi ville skabe en sang, der føles som et sammenstød mellem noget smukt og noget uundgåeligt. Lau ́s stemme og lyrik rummer præcis den dualitet – en energisk styrke, der giver tekstens mørke poesi et uventet twist.”