Af Niels Christensen
Det tog mange lyttetimer før jeg rigtigt fik Meshell Ndegocellos seneste udgivelse ind under huden. Jeg husker hende fra en koncert i Montmartre tilbage i slutningen af 1980erne, hvor hun med sin smukke, håndlavede, femstrengede elbas hidsigt dirigerede sit unge, usikre band gennem hendes allerede dengang aggressive musik, der hentede sine grooves fra sort soul, men som også havde tydelige referencer til musik, der måske mere hørte til på en lille Off Broadway teatersal end i en jazzklub.
Dette projekt er netop en teaterforestilling, hvor hovedtemaet i fremførelsen af den, er tekster skrevet af den afroamerikanske forfatter James Baldwin (1924 -1987), hvis kraftfulde og race- og kønspolitiske tekster er voldsomt dominerende.
Jeg er ikke tilstrækkeligt vidende om hvor forfærdeligt det må have været som Baldwin at vokse op i New York, som adopteret søn af en sort præst, erklære sig homoseksuel i en tidlig alder, for derefter at flytte / flygte til Frankrig som ung, hvor han levede resten af sit liv. Men givet er det, at Baldwin dengang betød og fortsat betyder meget for en del af den afroamerikanske del af den amerikanske storbybefolkning. Og hans tekster fylder meget på denne spændende udgivelse. Måske en anelse for meget…
Musikken er dog stadig ganske særlig. Jeg har aldrig hørt noget tilsvarende. Den er stramt arrangeret, og overlader ikke meget plads til det improvisatoriske. Alt er fornemt komponeret, og forekommer næsten performet uden plads til improvisationer. Det melodiske indeholder flere ganske smukke passager, hvor Meshell Ndegocello holder sig i baggrunden som musiker, men hvor hun med garanti stadig stramt styrer butikken foran musikerne og vokalisterne. Og det forudsætter dyb koncentration at lytte til musikken.
Blandt de medvirkende kan nævnes sangeren og multikunstneren Justin Hicks, der står for de fleste af de melodiske vokale passager. Hans smukke, udtryksfulde og rigt facetterede stemme er fascinerende, fordi den låner lige meget fra soulmusikken som fra operaverdenen, hvilket er sjældent hørt. Ndegeocello giver prøver på sin egen stemmes kvalitet på ‘The Price of the Ticket’. Meget af pladsen er dog optaget af spoken word, hvor Baldwins vrede tekster nærmest bliver vrænget ud af blandt andre Stacyann Chin, der formidler Baldwins ord som de formodentlig har været tænkt dengang han skrev dem.
Selvfølgelig er det interessant af høre ord, der retteligt beskriver livet som sort, homoseksuel og lavkaste i 1940erne og 1950ernes USA. Men selvom det orange uhyre i God’s Own Country gør hverdagen og fremtiden usikker for alle verden over, er vi kommet lidt videre siden da. Heldigvis da…
Og for mig er det de musikalske tracks, der er hovedvejen i gennemlytningen af denne yderst specielle og stadig overraskende udgivelse, der iøvrigt tidligere på året vandt en Grammy for ‘Best Alternative Jazz Album’.
Meshel Ndegeocello (vo, b), Paul Thompson (tp), Hiltoen Als, Staceyann Chin, Justin Hicks, Kenita-Miller Hicks (voc), Chris Bruce (g), Jebin Bruni, Jake Sherman (key), Josh Johnson (ts), Julius ‘Orange Julius’ Rodriquez, Abe Rounds (dr).
