Af Erik Jensen
Hvor går store rockbands hen, når de forsvinder? Selvfølgelig ud i den endeløse nat for at forsvinde i glemslen. Hvis ikke en filminstruktør kommer forbi mange år senere og insisterer på at skabe et fordømt ambitiøst og spillevende minde om bandet, der for altid vil lyse den endeløse glemsel op med sine lyse og sorgmuntre filmstriber.
Bandet er naturligvis Miss B. Haven, der stoppede deres skelsættende og inspirerende indsats i 1997. Filminstruktøren bag årets danske musikdokumentar er Torben Skjødt Jensen, der har gjort historien om det københavnske kvindebands hærgen i firserne og halvfemserne til en utroligt vedkommende, varm og underholdende historie om at ville det hele, kunne det meste og holde sammen gennem begge dele i den der ‘Endeløse nat’.
Det er fuldt ud fortjent og en opløftende film, som bandet i den grad kan være glade og stolte over. En temmelig forbasket heldig biomstændighed ved den er, at Miss B. Havens musik, der aldrig helt har fået den fortjente placering i den hjemlige musikhistorie, i den grad er blevet vakt til live. Til beundring og overraskelse for mange, som ikke var der, da Miss B. Haven slap de forrykt melodiøse og twistede kærlighedssange løs på de scener, som efterlod brandvarme efter mere. Der var en sjælden forførende magi over Miss B. Havens musik.
Derfor er det dejligt, at nu få lidt mere i form af det ekstranummer, som det soundtrack, der tappert og med samme dedikation som i filmen, er samlet og udgivet med det nye titelnummer som trækplaster, udgør. En beundringsværdig og flot indsats for at vise, hvor mange gode sange, Miss B. Haven og selvfølgelig især sangskriver Lise Cabble havde at byde ind med.
I sagens natur er sangene udvalgt efter den rolle, de spiller i filmen. Hvor de engelsksprogede versioner af numrene fylder en del, fordi historien i høj grad handler om Miss B. Havens forsøg på at begå sig i resten af verden. Præcis som Gasolin’, hvis brændende ambitioner og sublime sangskrivning er et oplagt sammenligningspunkt, ville Miss B. Haven ud og finde et nyt og større publikum. Men i modsætning til herrekvartetten i halvfjerdserne, fik Miss B. Haven en stor kontrakt fra et interesseret pladeselskab og arbejdede sammen med en kapacitet som Jeff Lynne, der med begejstring producerede de danske kvinder på engelsk.
Det gjorde han – og andre – såmænd fint. Ganske vist er de engelske sange også på soundtracket mere renskurede end de danske originaler. Men især ‘Where Do We Do The Thing’ (Vent til vi ses igen) med de flotte havfruekor og pondus i arrangementet, ‘Making Love In The Snow’ i en træls gennemtæskende maxi-udgave og Lise Cabbles bedste melodi, ‘Nobody’s Angel’ (signatursangen ‘Coco’ på dansk) er et genhør værd. Det er lykkedes at bevare det queer-univers fra den berømmede anden tid, hvor de færreste kendte det udtryk for seksualitet og strømninger, Miss B. Haven repræsenterede så fornemt.
Måle sig med originalerne kan de dog ikke. De spænder mellem stjernesat skandinavisk melankoli, længsler med countryklang og flirtende pop med en sjælden vellykket sensualitet i danske tekster. Som nu for eksempel den afsluttende ‘Kandis Karrusel’, der sammen med den letbitre fuldtræffer ‘Fri for hinanden’ desværre er de eneste bidrag fra gruppens sidste album, ‘Suk & Stads’.
Skulle man få lov at ønske noget i kølvandet af Miss B. Havens velfortjente revival, er det måske, at netop det album skulle blive genudgivet i sin helhed for første gang på vinyl. Det ville være færd at fejre med mindst et dusin endeløse nætter.
