Skrevet af Christian Holse Salicath

Det er en mørk og usikker tid, vi lever i. Det lægger moi Caprice ikke skjul på i deres syvende album, Vermillion Sands – det tredje siden deres re-union i 2020. De bruger det snarere som et bærende princip i sangteksterne, der primært tackler digitaliseringens konsekvenser, melankoli over verdenssituationen og forsøget på at leve med det på trods. Det kan tydeligt fornemmes allerede fra det første nummer, ’The Bitterest Hearts in the World’:

We’ve got the bitterest hearts in the world

And sometimes I try to laugh about it

though I know that it hurts

Albumtitlen er taget fra J.G. Ballards science-fiction novellesamling af samme navn, der er fyldt med kunstig intelligens, bizarre maskiner og nostalgi efter en tabt tid. Det kan også mærkes på lydsiden med retro-effekter og dronende beats à la Trent Reznor og Atticus Ross, og teksterne udtrykker ofte angst på vegne af den næste generation, særligt i forhold til skærmenes indtog i vores liv (her fra ’A Difficult Age’):

We’re kids of the digital age

We’re born with a terrible rage

We let it out sometimes

Ashamed and afraid

And even terrified

of the world we have made

Selvom teksten ikke ligefrem er optimistisk, stikker ’A Digital Age’ ud fra resten af pladen med en markant mere upbeat produktion, der tegner til at blive et stærkt radionummer. Det står i stor kontrast til mange af de andre sange, der emmer af horror og thriller-atmosfære, som man måske kan genkende fra Silent Hill, Twin Peaks eller True Detective. Tag for eksempel åbningen af ’Driving Too Fast’, hvor guitarens rumklang drypper af overskyet krimistemning, eller ’New Normal’, hvor den mørke weltschmerz bliver besjælet som et monster, der lever under overfladen.

Flere sange dyrker en øde, apokalyptisk stemning, der dog aldrig kammer over i det kulsorte med Michael Møllers rene stemme. Hvad der eksisterer i teksterne rent politisk er ikke programmatisk, men snarere udtryk for fortvivlelse eller nostalgi efter en tid, der bød på mere håb for fremtiden. Det kan man tydeligst høre i ’The Thousand Dreams of Stellavista’, der angrer den politiske virkelighed, vi befinder os i for tiden:

I miss the future we were promised, the present we used to have

But we could be anyone else, pure hope, full of light

And we could be so much more than dreams that have dried

Tekstuniverset er altså rimelig dystert, og selvom lyset som regel kun trænger ind gennem vokalen, der får samfundsdiagnosen til at glide lidt nemmere ned, giver sangen ’Holler’ et håb gennem den nære relation, der på trods af det hele måske kan opveje det mørke i verden.

Det er et mystisk og dunkelt reflektionsrum, moi Caprice dyrker på Vermillion Sands, særligt set i forhold deres sidste album, Nine Lives, hvor digitalisering også var et gennemgående tema, men med et lysere udtryk. Her er ikke tale om musik, der forsøger at redde verden, men snarere et forsøg på at bruge de angstprovokerende fænomener som æstetisk drivkraft til at hjælpe os med at kapere den. Det er dystert, poetisk og filmisk, men den mørke stemning har til tider den konsekvens, at de individuelle numre flyder sammen.

På trods af det er Vermillion Sands et stærkt og vedkommende efterårsalbum, der belønner at blive dykket ned i med headphones i sofaen, i skoven eller på den golde landevej.