Siden 1989 og debutalbummet Norlan har Allan Olsen ubestridt været en af vores lands skarpeste sangskrivere, med masser af kant og kontinuitet. Ofte som a lonely rider, blot med en altid simrende sangskat og en varm guitarkasse – og til tider med et blændende fuldblodsband. Altid god. Ikke mindst for en god historie, og en holdning med både krølfedt og kulør.
Selvom de nye sange ikke ligefrem har stået i kø i dette århundrede, er Olsen aldrig stillestående eller svagt gående.10 studiealbum af langtidsholdbar kvalitet er det blevet til. Frederikshavner filosofi omskrevet til landsdækkende og vedkommende poesi.
Derudover to studiealbum med legendariske Dalton – trioen med Lars Lilholt og Johnny Madsen. Og mens de to andre på hver deres måde i eget navn mest rimede på fadøl og folkeeje, blev Allan Olsen mere ham, der viste, at alle veje fører til Rom og landsdækkende randområder.
Far og søn – 100 år inde
Undervejs – nærmere bestemt for 30 år siden – blev han far til Marco, der i dag er en særdeles lovende billedkunstner. Selv rundede Allan Olsen de 70 år den 18. marts.
I den anledning inviterede far og søn til fælles fejring i Fængslet i Horsens den 27. marts. Under titlen 100 år inde var der kunstudstilling med Marco Blix’ værker, koncert med Allan Olsen og gæster – og små overraskelser undervejs.
De to generationer, Olsen & Blix, havde besluttet at udforske og udfordre de lag og afsmitninger, de har udsat hinanden for. For hvordan lyder et maleri af Marco Blix? Og hvilke farver gemmer sig i Allan Olsens sange?
De svar fik vi egentlig ikke – til gengæld fik vi så meget andet med hjem.
Kunst, farver og fortællinger
Personligt kendte jeg intet til Marco Blix’ kunst inden dette event, men blev fra første øjekast overvældet over variationerne i farver og motiver.
Måske fordi der var en rød tråd. Som hos Allan Olsen – der selvom ingen slipper fri, stadig ikke er ramt af rødt jern – skabes der kunst via en legende nysgerrighed og en lyst til at fortælle historier, der ikke nødvendigvis kun rummer én sandhed eller én side af en sag – men måske også en løgnehistorie fra det virkelige liv.
Olsen & Blix har åbenlyst begge krummelurer og karakter – og ikke mindst kærlighed til nærværet.
I forbindelse med udstillingen, der blev åbnet et par timer inden koncerten i et af Fængslets tilstødende lokaler, blev der vist en film med Marco Blix i arbejdshjørnet – og med speak af Allan Olsen. På engelsk. Bedre end Larsen. Tæt på Cohen i tonen. Ikke folkeligt. Men næsten forførende. Det lød af en ide til et album!
Oplevet som kunst. Ikke for kunstens skyld, men fordi der her er et par skabende kræfter, der vil ud og leve videre i de spændingsfelter, der opstår mellem mennesker, sjæl, hjerte og den frie tanke.
Der var forståeligt nok godt gang i salget af de to eventplakater, der bandt Olsens ord og Blix’ farver sammen – og ikke mindst af de kunstryk, der var lavet af fire af Blix’ bedste værker. Også en til lejligheden skabt rom blev der ikke så overraskende solgt godt af.
En plads i byen – og i livet
Til selve udstillingen holdt Allan Olsen en kort, humoristisk tale om at ældes – og gav en akustisk udgave af et af karrierens måske mest rørende numre ’En plads i byen’. En sang, der på smukkeste vis handler om at finde plads til det utilpassede og det legende hos ens nære og kære.
En koncert uden overraskelser – og alligevel noget helt særligt
Selve koncerten i det store rum, med højt til loftet og godt 650 publikummer, var en perfekt kulisse, hvor der opstod et sanseligt samspil mellem kunst, musik, visuals og lys.
Olsen var Olsen, som vi kender ham – og der var ingen overraskelser på sætlisten.
Men farverne og lyden var anderledes denne aften, ikke mindst takket være de fabelagtige gæstemusikere; Torben Sminge (trompet), Leonard Barry (uilleann pipes) og Lucie Hendry (harpe), der skiftevis og i forskellige formationer spillede med.
De skabte de mest fængslende og sanselige øjeblikke og satte flere sange fri. Ikke mindst det afsluttende ’Op til Alaska’, som med hjælp fra alle de tre nævnte gæstemusikere fik et vokseværk, man ikke troede muligt for en 37 år gammel sang.
Et mesterligt punktum oven på en perlerække af veloplagte udgaver af blandt andet ’Taberens søn’, ’Balladen om Rosa’, ’Stille morgen’, ’Rødt jern’, ’Hjørringvej’, ’5 under 0’, ’De kommende år’ og ’Under rimelige grænser’.
Suppleret af en helt tydeligt uøvet – men charmerende – udgave af ’En stille glød i mørket’, naturligvis i selskab med ’kongerne af sange om bedstefar’; Jonah Blacksmith.
Havde man håbet på af opleve en ny udgave af Dalton, blev man højest halvskuffet.
Lilholt dukkede nemlig ikke op, men til gengæld indtog Madsen junior scenen.
Rasmus Madsen og Allan Olsen leverede en smårodet og storcharmerende udgave af ’Joe Dalton’.
Lige som det skulle være.
Uforudsigeligt – og alligevel genkendeligt. Som et familiealbum, der har fået en ny, udefinerbar plet, som ingen vedkender sig – men som alle alligevel stadig kan samles om.
Alt i alt savnede jeg dog, at Marco undervejs kom mere frem i rampelyset, og at der udover omtalte video havde været mere Olsen & Blix i spil fremfor ’blot’ Blix, Olsen og Olsen. Men måske er det netop Marco, der har overtaget pladsen i familien som den stille glød i mørket?
Og uden gløder, ingen ild.
Og ild var der masser af i øjnene på den 100 årige !
