Hvis nogen tror, at musik bare sådan opstår af sig selv på en særlig inspireret dag for komponisterne og kreative kræfter omkring dem, har de senere år været et overbevisende dementi. “Jeg har skrevet disse sange i en tid, hvor verden har været mørk og splittet”, skriver Naja Rosa i en lille tekst til sit femte album i eget navn, ‘If Only Love Could Save Us’.
Et titelnummer, der letter som båret af en flok fredsduer på vingebåret mission for at se om den gode gamle kærlighed kan bringe verden og os, dens beboere, til hægterne. Og måske ligefrem afvæbne de tyranner, der truer os alle med egoistisk begær, magtsyge og had.
Samme svævende fornemmelse holder hele vejen igennem et album, der ofte føles som et varmt og lindrende suk fra den mor, vi alle kommer fra, hen over vores strittende pudefrisurer og bekymrede pander. Et dejligt, langt og lydeligt suk af og efter kærlighed, der føles som en naturlig forlængelse af coverets foto af Naja med sin datter Rita Uma ved brystet.
Musikalsk har Naja Rosa, der denne gang ikke bare komponeret og skrevet alt (i samarbejde med Anders Holm), men også produceret albummet, valgt at holde sangene i et homogent og harmonisk landskab med ro og plads. Det kunne sikkert have været fristet at kaste et af de absolutte højdepunkter ‘Nothing To Lose’ ud på dansegulvet med et mere funky arrangement, der ville give kamp til stregen for Naja Rosas musikalske, sorte søstre på den moderne scene for soul i USA. Men her får arrangementet lov at folde sig ud som en langsomt voksende slyngplante, der snor sig rundt om den flotte melodi, der her og der alligevel viser sine torne frem.
Mange melodier glider frem gennem albummet – ‘No End In Sight’ for eksempel om blodets røde floder, der flyder sammen med tårerne og flyder ud i “the ocean of endless goodbyes”, forstemmende smukt. Eller ‘Tears On My Pillow’, der fornemt repræsenterer Naja Rosas smukke tag på en melankoli og tristesse, som i kraft af hendes nærværende og stærke stemme alligevel løfter sig mod optimismen.
Faren ved at holde fast i det rolige udtryk hele vejen igennem, er indlysende: det kan blive ensformigt i nogle ører. Men selv for den utålmodige er der oaser af lækre detaljer at glæde sig over i musikken. Som eksempelvis den lille jazzkrølle, der afslutter titelnummeret og faktisk giver appetit på mere i den retning fra denne blændende sangerinde. Alligevel kan i hvert fald undertegnede ind i mellem savne, at Naja Rosa ind i mellem viser lidt mere temperament i melodierne. Hun har i mere end tre årtier suppleret sin mor, Annisette Koppel, i Savage Rose, som heldigvis fortsætter ufortrødent.
Måske vil solisten Naja Rosa svinge lidt mere med den vilde roses intensitet og urkraft ved koncerterne med disse smukke sange, så den idylliske skovsø går over sine bredder og plasker livgivende ud over landskaberne? Indtil da kan man kun nyde denne smukke hyldest til kærligheden, livet og musikken, everet af musikalske venner gennem mange år, som her fornemt holder fast i den beherskede og nedtonede stil hele vejen igennem. Et tiltrængt åndehul på alle måder.
AF ERIK JENSEN
Medvirkende:
Naja Rosa: Vokal, producer
Frank Hasselstrøm: Guitar, Horn, Klaver, Rhodes, Bas
Thomas Vang: Bas
Aske Rode: Sequensere, synths, og percussion.
Anders Holm: Trommer
Una Skott: guitar på to numre
