Alice’ program beskriver Nana Benz du Togos musik således: ”Med rødder i togolesisk tradition og blikket rettet mod både klubkultur og global funk, forener gruppen afrobeat, voodoo-ritualer og DIY-opfindsomhed til en intens liveoplevelse.” Den beskrivelse, syntes jeg, ikke var til at stå for. Og faktisk blev oplevelsen netop sådan, for det tre-dame-to-mænd store Nana Benz du Togo og deres musik er ikke til at stå for. Supercharmerende og medrivende er det.
Fra scenen kaldte de selv deres hybrid-genre for ”digital voodoo”. Det kan jeg så til gengæld ikke få til at passe med min oplevelse. I forhold til om rytmerne er relaterede til voodoo-ritualer, så må jeg bare tage dem på ordet, men særlig digitalt er deres udtryk i alle fald ikke. Ud over det lille Korg Keyboard, som den ene af de tre damer i front spillede ganske simple repeterende figurer på, er udtrykket netop ikke digitalt, hvilket er det særligt charmerende ved musikken.
Jeg blev helt fascineret af ”bassisten” (i gåseøjne, fordi det henviser til hans funktion i musikken og ikke hans instrument). Det var nemlig lavet af PVC-rør, altså vitterligt ganske almindelige nedløbsrør som dem, man finder på de fleste huse under Hellerup-villa-niveau. Hver ”orgel-pibe” var sat sammen med sort gaffatape og finjusteret i længden, så den stemte. Han spillede på dem ved at hamre – hvad der vitterligt lignede – et par klip-klapper ned på pibens åbne tophul. Det swingede og lød bare pis’ godt!
Trommeslageren stod op og spillede på et trommesæt, der var samlet efter de forhåndenværende søms princip. Hans stortromme var fx en kuffert, som jeg dog vil tro også havde et trommeskind inde i kassen.
Foran mændene skrålede tre orangeklædte, storsmilende damer, mens de spillede på henholdsvis tamburin, mini-ko-klokke og det førnævnte Korg-keyboard.
Man kan ikke sige damerne dyrkede en ækvilibristisk sangstil eller skøn-sang, men deres riffs, gerne sunget i kor og de mange call-and-response motiver, fungerede rigtig godt og var med til at gøre musikken vildt medrivende.
Uden egentligt melodimateriale og få harmoniske bevægelser havde musikken som helhed et ganske intenst og hypnotisk udtryk, der minder om technoens vedholdenhed og repetitive dansegulvsdrive med fast 4/4 puls i både stor(kuffert)tromme og håndpercussion.
Et musikalsk billede, der viste sig for min indre trommehinde, er Donna Summers discohit fra back in the day ”She Works Hard for the Money”, der møder afrikansk voodoo! Det er præcis den energi og lowfi disco-techno-feel, der driver motoren bag numrene, som i øvrigt alle er ca. samme tempo. Igen ligesom techno.
Jeg tror måske ikke, at jeg kommer til at have deres plade i hot-rotation, men jeg kommer helt sikkert til koncert, hvis Nana Benz du Togo kommer vores vej forbi igen en dag. Dejligt med et spillested som Alice, der sørger for den slags oplevelser til os.
Aftenen startede med, hvad jeg troede var, en support artist, men viste sig at være en fuld times koncert med brasilianske Anelis Assumpção og hendes trio. I Alice’ program stod der: ”hun er sanger, komponist og poet”, og at hun ”bevæger sig ubesværet mellem samba, dub, reggae, jazz og afrobrasilianske rytmer i et levende og improvisatorisk lydbillede.” Der stod desuden at hun folder ”et personligt, politisk og spirituelt univers” ud, hvilket, jeg vil tro, refererer til teksterne.
Brasiliansk musik er ikke en af ”mine” genrer, og måske af den grund gjorde Assumpçãos sæt ikke samme indtryk på mig som det næste band. Det er rigtigt, som programmet beskriver, at der er en dejlig båndbredde i typen af grooves, mens jeg ikke fik øje på improvisationen. Vokalen stod ikke stærkt, og fraværet af egentlige melodier var overraskende, fordi jeg oplevede, at musikken indbød til det, for der var masser af melodisk materiale i mange af de ofte unisone motiver som den dejligt levende el-guitarist og -bassist havde sammen og hver for sig. Hen mod slutningen af koncerten kom der et nummer, der reelt var spoken word med rap feel, hvor trommeslageren rappede med, og lige dér tænkte jeg, at det hele løftede sig. Her ramte de mig med et udtryk, hvor jeg ikke stod og manglede et melodisk håndtag, fordi ”rap”formen gav meningen.
Det havde sikkert været noget andet, hvis jeg havde forstået brasiliansk, som mange af de fremmødte tydeligvis gjorde, men hvis man er poet og ens tekster er ”personlige, politiske og spirituelle”, så synes jeg, at man skylder publikum at fortælle lidt om, hvad ens projekt er. Det gjorde Anelis Assumpção ikke, og derfor blev det, for mig at høre, en lukket fest.
Hvis den type koncerter skal være andet og mere end en fest for ex-pads eller exil-xx-anere, skal kunstnerne forstå, at de spiller for et nysgerrigt dansk publikum. Måske burde danske koncertarrangører, der inviterer bands fra fjerne lande hertil, gøre kunstnerne opmærksomme på, at vi gerne vil tages med på rejsen, men behøver en håndsrækning og en følelse af, at vi bliver inviteret indenfor i musikken, for rigtig at tage den til os.
Nana Benz du Togo rakte os til gengæld en udstrakt hånd. Jeg var virkelig godt underholdt af det togolesiske hold og fuldstændig bjergtaget af deres basorgel. Da koncerten var slut, fik jeg da også et særligt smil fra klipklap-manden. Nu er jeg jo en meget voksen dame, så jeg tror ikke han prøvede at score mig, men han havde nok set mig stå og måbe.
