Der findes koncerter, man glæder sig til, fordi man ved præcis, hvad man får. Og så findes der de aftener, hvor forventningen i højere grad handler mere om nysgerrighed end genkendelse. Koncerten med Nduduzo Makhathini og Aarhus Jazz Orchestra i Brorsons Kirke under Vinterjazz hørte til den sidste kategori.

En udsolgt kirke, med dæmpet vinterlys og et bredt publikum – fra baby til pensionist – skabte fra begyndelsen en særlig atmosfære. Det var tydeligt, at mange var kommet for at opleve noget andet — måske endda noget, de ikke helt vidste, hvad var.

Musik som ritual

Sydafrikanske Nduduzo Makhathini er signet hos det legendariske Blue Note Records, og har tolv udgivelser i eget navn og adskillige priser bag sig.

Det er straks helt åbenlyst at han er meget mere end ‘blot’ sanger, pianist og komponist. Han er en kunstner, der arbejder i krydsfeltet mellem musik, spiritualitet og tradition.

Han er dybt engageret i sine forfædres traditioner og historier, og undervejs tog han helt naturligt ordet og forklarede lidt om musikken, rummet og spiritualiteten i den baggrund han kommer fra. For ham er musik et naturligt rum for refleksion, sorg og heling. Og det kunne mærkes.

Samspillet med Aarhus Jazz Orchestra fungerede som et kollektivt åndedrag og et stort levende lydlandskab omkring ham, og der var hele vejen igennem en god variation mellem meditativ ro og rytmisk intensitet. Det store orkester var således ikke bare et backingband, men en aktiv medfortæller.

Det var i mødet mellem to meget forskellige musikalske temperamenter: den spirituelle solist og det præcise europæiske ensemble, at der opstod noget interessant.

Men selv når kvaliteten er høj, er det ikke altid ensbetydende med, at musikken griber én personligt og enkelte steder sneg en følelse af stilstand sig ind. Måske det var en tiltænkt del af den spirituelle praksis – men det gjorde også, at energien til tider fladede ud.

Små detaljer påvirker oplevelsen mere, end man tror. Et overraskende fravær af tydeligt spotlys på hovedpersonen gjorde scenebilledet mindre fokuseret, og koncerten kom visuelt til at fremstå mere kollektiv end centreret omkring solisten. Det understregede fællesskabet, men svækkede samtidig den dramatiske fortælling.

Og alligevel: måske netop her lå koncertens værdi.

For nogle gange er det interessant at opleve noget, man ikke straks forelsker sig i. Noget, der ikke giver øjeblikkelig forløsning. Musik, der ikke nødvendigvis rammer følelsesmæssigt første gang, men som efterlader spor.

Nysgerrigheden bliver belønnet – også når man keder sig en smule undervejs.

Man går hjem med en oplevelse, der vil mere, end man umiddelbart forstår.

Vinterjazz som opdagelsesrum

Koncerten understregede også, hvad Vinterjazz kan, når festivalen er bedst: skabe rum for musikalske møder, man måske ikke selv ville have opsøgt.

Festivalens styrke ligger netop i bredden. Fra intime klubkoncerter til store produktioner, fra swing og tradition til spirituel avantgarde. Ikke alle koncerter bliver personlige favoritter, men mange bliver til erfaringer, der udvider ens musikalske horisont.

Og måske er det netop pointen.

Man behøver ikke elske alt, man oplever. Nogle koncerter arbejder langsommere. De sætter sig først senere – i hukommelsen, i eftertanken, i lysten til at lytte igen.

En oplevelse der vokser med tiden

Nduduzo Makhathini leverede ikke en koncert, der råbte efter applaus. Snarere en, der inviterede til fordybelse. En musikalsk samtale mellem kontinenters traditioner, mellem spiritualitet og bigbandstruktur.

Det var ikke nødvendigvis en aften, hvor alle blev overvældet.

Men det var en aften, man tager med sig.

Og måske er det i virkeligheden den type oplevelser, der betyder mest på længere sigt — dem der ikke afslutter noget, men åbner noget.

I dag den 28. februar kan man opleve Nduduzo Makhathini og Aarhus Jazz Orchestra i Kulturhus Kappelborg. Herved anbefalet.