At tænke sig: Den tyskfødte, men nu i Schweiz bosiddende, Nicole Johänntgen (født 1981) har siden sin første udgivelse under navnet Nicole Jo i 1999 udgivet ikke færre end 28 album.
Nu er kvantitet ikke kvalitet. Men at kvalitet er nøgleordet for denne saxofonist, komponist og workshopleder, skal man ikke lytte længe efter for at konstatere.
Desværre er det indtil nu gået min øregang forbi, selvom jeg ved modtagelsen af dette hendes seneste album godt erindrede, at jeg havde set hendes navn på Cæcilie Norbys Sisters In Jazz (2019).
Musikalsk har Johänntgen været godt rundt i en altid proaktiv karriere, hvor hun også driver sit eget pladeselskab, Selmabird Records, og hvor hun har været særligt passioneret omkring talentudvikling med skabelsen af Kids Jazz Club (2015) og Sofia (2013) for at støtte unge og kvindelige jazzmusikere. For hende drejer det sig ikke så meget om den musikalske stil som om de musikalske farver, som hun bruger i rigt mål og i mange sammenhænge. Også på Labyrinth II, der i den grad er en både berigende og bevægelig oplevelse og samtidig til at finde ind i og ud af igen.
Med en minimalistisk og utraditionel besætning er bandet bestående af Nicole Johänntgen på saxofon og vokal, Jon Hansen på tuba og David Stauffacher på percussion og trommer et ganske overraskende dynamisk og legesygt kraftcenter, der rummer både det udtryksfulde og det inderlige, det groovy og det ’gently’.
Som titlen antyder, er der tale om en opfølgning på albummet Labyrinth fra 2023, der mest af alt opstod i en kreativ rus. Den rus rider de videre på i en mere finpudset form, hvor der tydeligvis er lagt mere vægt på detaljerne i de enkelte numre. Nicole Johänntgens stærke melodiske spil og tekniske variation smelter sammen med den pumpende og prikkende tuba og de fint forgrenede og pulserende rytmer.
Igennem 13 numre og en spilletid på godt 50 minutter skabes der hele tiden nogle varierede musikalsk sanselige spændingsfelter, der skiftevis pirrer lysten til bevægelse og til bare at flyde med en trancelignende tilstand.
Albummet åbner med den næsten seks minutter lange ’With Love’, der i den grad lever op til titlen. En varm og omfavnende lyd og et hjerteligt velkommen til et musikalsk univers, du ikke hører hver dag.
Det oser af virtuositet, vitalitet og ikke mindst væsentlighed. Det følges op med ’Elephant Walk’, der indledes legende og let med et anstrøg af, at vi nu er på besøg i cirkus for så siden at udvikle sig i en retning, der sender venlige hilsner til den skæve ånd fra Ornette Coleman. Et lille mesterværk på næsten syv minutter, og et nummer der i den grad understreger den spirende kreativitet og musikalitet, der rummes hos komponist Johänntgen.
Det er således både lyttelækkert, legende og måske til tider let krævende for den mindre øvede jazzkender.
Giv tid, og dette album med andre perler som den blide og atmosfæriske ’Bluebird’ og ikke mindst den herligt dansable humørpille ’Courtship Dance’ vil åbne sig, som en ny verden, skabt af gode gamle værdier som hårdt arbejde, fælleskab, dygtighed, vedholdenhed, åbenhed og nysgerrighed.
Og nu, da dansen er i gang, viser Nicole Johänntgen også sin verdensomspændende tilgang til musikken i den charmerende ’Pandeiro, Sing It Baby!’, som nok skulle kunne sætte fut i et karneval eller to.
Skulle nogle have tænkt den tanke, at en tuba vel bare skal holde sig til bigband og sølvbryllupper, håber og tror jeg, at de kommer på andre tanker via disse velspillende og herlige Labyrinth-udgivelser.
Nicole Johanntgen er desværre ikke på nogle danske festivaler denne sommer, men kan opleves 31. juli til Ystad Jazz Festival.
Nicole Johänntgen (as, ss, vo), Jon Hansen (tuba), David Stauffacher (perc, d)
