Af Erik Jensen
Roder man rundt på nettet, skal man lede længe for at finde små ’fingeraftryk’ fra Nils Lassen. Så ukendt eller anonym er denne dansk rocks elegantier fra undergrunden, at det er svært at finde særligt relevante oplysninger om ham. At det er en blodig skam, er ’Fingerprints’, der Iggyhjælpemig er veteranens første soloalbum, naturligvis en 12 sange lang understregning af.
Albummet er formentlig den mest helstøbte danske udgivelse, vi kommer til at høre i år. Så sikker er Nils Lassen på sit udtryk et sted mellem stilfuld og træfsikker pop og evigheden, der fortoner sig i et sted oppe i alt det endeløse blå, som Nils Lassens musik sejler i retning af. Her er en mand, der i sjælden grad kan skrive sine iørefaldende melodier af velsiddende skønhed, der samtidig er så næsten provokerende effektive. En sangskriver og ikke mindst producer af sjælden karat, som man ikke lige kan sætte i bås, og som det er svært at finde rimelige sammenligninger med.
Ikke fordi Nils Lassen er en eksperimenterende forvandlingskugle. Med det bastante titelnummer, der følger den pirrende vignet af sprængfarlig lyd med den fede titel ’Going Nowhere And I Hope To Get There Fast’, tager Nils Lassen os straks tilbage til firserne i en nærmest befriende bizar blanding af New Order og smældende synthesizere fra de amerikanske puddelhunde-rockere Bon Jovi’s ’Living On A Prayer’.
Når det chok er overvundet, kan man bare læne sig tilbage og nyde en erfaren mands underspillede overlegenhed. Den melodiske skaberkraft er uovertruffen i ’(That’s What She Said) Under the Morning Star’, der dykker endnu længere tilbage med en charmerende og overraskende optimisme, man vist skal til 1960’erne for at finde magen til. Musikken åbner sig endnu mere op på den storladne ’The Miracle in May’, der driver forbi som lammeskyer, man ikke kan få øjnene væk fra på en sommerdag med frit kig til himlen i liggende position og plads til at drømme.
Hvis der er nogen retfærdighed til, hvad der jo desværre næppe er, ville albummets mest komplekse og bedste sang, ’One Step Closer To The Grave’ trods titel og indhold hænge i luften hele sommeren igennem. Det samme gælder mange af de andre sange på albummets anden side, ’All Dressed Up And Nowhere To Go’ eller ’Close Those Ocean Eyes’ (alene titlerne!) til eksempel.
Vokalt er Nils Lassen tilbagelænet, ind i mellem næsten uforståelig, men han løftes op af sin gamle samarbejdspartner i blandt andet DreamTones, Marianne van Toornburg på kor sammen med Anders Wallin. Sammen udgør den vokale trio et stilfuldt slør, der hænger foran sangene og blafrer vellydende i en lun brise. Indimellem er det ren melodi – som i den dansabelt pulserende ’Midnight By The Lakes’ og den nærmest gotisk grandiose ’In A Night Without A Name’. Dragende sange, der ikke blotter sig, men på den anden side ikke kræver andet end, at du bare synker ned i deres personlige univers af minder, melankoli og universel undren over mennesket og vores forhold til hverandre.
Udgangspunktet er den mere sort tintede del af firserscenen, der profiterer af Nils Lassens fine evner som sangskriver og multiinstrumentalist i selskab med stort set kun den formidable trommeslager Tomas Ortved, der brillerer mange steder i disse år, hvor Sort Sol alt for sjældent skinner. Her giver han den levende puls, der binder sangene til en eller anden form for virkelighed og skubber værket fremad. Udtrykket er på engang intimt og storladent og helt sit eget.
Skulle jeg have andre ønsker end, at man havde trykt de ikke helt tydelige tekster, i vinylversionen, skulle det være, at Nils Lassen nu og da satte tempoet helt ned og ladet en sang eller to glidende gennem nattens bløde mørke i den drømmepop, han også mestrer. Det må forhåbentlig blive en anden gang. På sin solodebut har Nils Lassen valgt et nogle gange lidt for ensartet og rent poppet udtryk.
Men nu da denne fortrinlige altmuligmand er skudt op fra undergrunden som solist, kan vi vel bare håbe på forgreninger og knopskydninger.
