Trusler om at trække støtte er ikke kulturpolitik. Det er et forsøg på censur og et angreb på ytringsfriheden.  At det oven i købet sker i en tid, hvor musikken kæmper for at få plads i de store medier, burde få alarmklokkerne til at ringe hos os alle.

Musik fylder mindre og mindre i de landsdækkende medier. Når det endelig fylder, handler det alt for ofte om de samme få navne. Bøger, film og tv får en langt bredere og mere nuanceret omtale, mens musik mest for alvor får spalteplads de to-tre måneder om året, hvor festivalsæsonen kører.

Heldigvis er festivalerne stadig et sted, hvor musik ikke bare er lyd, men også liv. Hvor folk står tæt, synger med og oplever noget, der ikke kan streames hjemme fra sofaen. Men selv her ser vi nu en bekymrende tendens: At debatten om, hvad der må foregå på en scene, overskygger musikken selv.

Roskilde og retten til at larme

Roskilde Festival er et godt eksempel. Med mere end 50 år på bagen holder festivalen stadig fast i sit DNA: festen, friheden og oprøret mod det etablerede. Den skaber møder mellem mennesker, musik og meninger – og gør det bevidst. Roskilde har aldrig lagt skjul på, at de vil udvide horisonter og flytte grænser gennem musik, kunst, talks og det fællesskab, der opstår, når 130.000 mennesker lever sammen i ni dage.

Men i år handlede mange overskrifter i medierne ikke om koncerterne, men om hvorvidt festivalen gik for langt ved at give plads til politiske ytringer.

Har man sagt A, må man også sige Isam B

Det samme mønster gentog sig, da Greta Thunberg dukkede op på Syd for Solen i København og holdt en klimafokuseret tale midt i musikprogrammet. Kritikken var hurtig: “Er det nu nødvendigt?” Men hvad er reelt det og på hvilket vurderingsgrundlag? Det må være den enkelte artist og arrangørerne, der selv vurderer dette i ytringsfrihedens hellige navn, og så kan publikum så selv vælge, om det er noget, de ønsker at deltage i – såvel i nuet som fremadrettet.  

Musik Over Præstø Fjord er en festival, der på forholdsvis få år har fået sat folkemusikken tilbage på landkortet. Den har formået at lokke et ungt publikum tilbage på dansegulvet til en genre, der længe har været betragtet som støvet. Den er lokalforankret, båret af ildsjæle og fællesskab – et skoleeksempel på, hvordan kultur kan blomstre uden for de store byer.

Men pludselig blev en enkelt booking af Isam B til en ’talk’ gjort til en mudret politisk slagmark. Ikke fordi han skulle spille noget af den musik, der eksempelvis er optaget i Højskolesangbogen, men fordi han som menneske har ytret sig politisk på måder, der for nogle er kontroversielle. Det kulminerede med, at repræsentanter fra tre partier i byrådet truede med at trække støtten til festivalen tilbage, hvis Isam B fik lov at medvirke.

Heldigvis var de ikke flertallets stemmer i byrådet, og heldigvis kom Isam B til festivalen, på trods af alt mediehysteriet. Og hans deltagelse beviste heldigvis nok engang, hvad musik kan. Som Isam B selv formulerede det i en opdatering på sine sociale medier:

”Solen skinnede, teltet var fyldt med glade mennesker, og alle sang med. Efter 20 år på mange forskellige scener rammer kærligheden her bare anderledes – en varm augustdag i den danske natur, i rammer man kun kan opleve sådan. Jeg gik på med ’I Only Ask Of God’ – en bøn om, at uretfærdigheden over for palæstinensernes liv må få en ende.

Husk, at vi ikke må lade medierne skabe afstand eller diktere, hvordan vi tænker. Den virkelige verden findes derude, hvor vi møder mennesket ansigt til ansigt – og oftest er det kun kærlighed.

Tak til alle, der kom, sang med, arrangørerne og Præstø for den smukke dag.”

Således her en lykkelig afslutning på et helt uacceptabelt forsøg på at styre, hvem der må stå på en scene, og hvem der ikke må. Ikke baseret på deres kunstneriske virke, men på deres politiske holdninger og ståsted.

Hvis vi accepterer, at politikere direkte eller indirekte kan diktere kunstneriske valg ved at true med at lukke pengekassen, åbner vi for en glidebane, der ikke bare truer ytringsfriheden, men også vil gøre musik- og kulturlivet fattigere.

Den skrøbelige plads i mediebilledet

Timingen gør det hele endnu mere problematisk. Musik er i forvejen trængt i mediebilledet. Kultursektionerne bugner af boganmeldelser, filmkritik og tv-analyser, mens musik fylder mindre og mindre. Især den musik, der ikke er bred mainstream-pop, har sværere ved at bryde igennem.

En så stor turistattraktion som Copenhagen Jazz Festival bliver stadig omtalt, men i langt mindre omfang end for bare fem år siden. Det er en festival, der er kulturbærer, og som medvirker til, at folks musikalske horisont udvides. Den kan endda også opleves af dem, der ikke har råd til en koncertbillet på den forkerte side af 500 kroner.   

Festivalerne er et af de få områder, hvor musikken kan fylde, og hvor publikum kan møde både det velkendte og det udfordrende. Hvis vi begynder at filtrere politisk, hvad festivaler må præsentere, risikerer vi ikke bare at miste kant og diversitet, vi mister også en af de sidste store scener, hvor musik kan være andet end baggrundsstøj.

En opfordring til både medier og politikere

På en festival kan du blive og lytte, eller du kan gå videre til en ny oplevelse.  Men du kan ikke kræve, at scenen skal være tavs, fordi du ikke bryder dig om ordene, musikken eller scenografien.

Hvis vi vil have et levende musikliv, skal vi give det plads både fysisk og i medierne. Journalister må tage musikken alvorligt som kultur, ikke kun som underholdning. Politikere både på Christiansborg og i byrådssale må forstå, at deres rolle ikke er at gradbøje ytringsfriheden, men at være beslutningstagere på et bredt oplyst grundlag.   

Musik kan ændre mennesker. Musik kan være medicin. Den kan samle, skabe debat og åbne samtaler. Den kan forarge, den kan forbløffe, den kan forbrødre. Præcis derfor skal den have lov at være fri.

Note: Ovenstående er ‘OPTAKT’ i vores kommende nummer 195 af vores fysiske magasin, der udkommer 9. september.