Kolding egnsteater (tidligere Mungo Park Kolding) har ry for at lave nogle egenproduktioner, der både kan og vil lidt mere. Der er altid fokus på at producere lokalrelevante og tematiske forestillinger, både i kendte, men også nye formater. Nu gør de det igen med forestillingen TRUBADUR – KÆRLIGHEDEN TIL TØNDER, der spiller i perioden fra 21. februar – 11. april 2025.
En teaterkoncert, der er skabt af dyb intensitet og ægte kærlighed til Tønder Festival. Forlægget for teaterkoncerten lyder således;
Én gang om året – i sensommerens frodigste dage – samles danske og udenlandske trubadurer, folkemusikere og andre søgende sjæle til en helt særlig folkefest i Tønder. Siden middelalderen har trubaduren været den omrejsende fortæller, der i flammende enkelthed tør synge om både kærlighed, samfund og alt det, der ligger i vores hjerter. Fri som fuglen og bevæbnet med sin guitar bringer hun eller han musik til nye steder, nye historier og nye mennesker.
I stykket møder vi seks musikere backstage, én time før koncertstart. Uenigheder og gamle minder fyger om ørerne på dem, før musikken omskaber uroen til fællesskab.
Koncerten opføres i to akter, der både hylder den folkekære handmade music festival og trubadurens rolle som folkehelt og sandhedsvidne. For alle har en historie, og trubaduren er dén, der fortæller den – nu fortæller de om trubaduren.
Undervejs får du fortolkninger af sange fra de største trubadurer gennem tiden – fra Pete Seeger og Bob Dylan til Allan Olsen og Signe Svendsen – alle dem, der i musikken spejler vores liv, vores samfund og vores håb for fremtiden.
I en verden, hvor meget truer med at rive os fra hinanden, er det bare at håbe at denne teaterkoncert lever op til målet, og leverer et varmt og råt bevis på musikkens evne til at samle og skabe nærvær.
Instruktør er Ole Sørensen, og medvirkende er Jens Andersen, Nana Schwartzlose, Jesper Lohmann, Uta Motz, Mikas Bøgh Olesen og Joakim Okkels. Sidstnævnte vil folk-interesserede læsere nok genkende fra bandet Mallemuk, der har to anbefalelsesværdige og historierige album og flere optrædener på Tønder Festival bag sig.
Om det forestående stykke skriver Joakim Okkels på Facebook:
”Det her er et kæmpe privilegium at få lov at være med til!
Vi har rigtig mange gode og spændende snakke om musik, historiefortælling, hjerteblod og hele cirkusmanegen, som er en del af livet som sangskriver og musiker og det håber jeg man kan mærke.”
Tønder Festival byder med garanti også i 2025 på mødet med masser af tiltalende trubadurer – i år er blandt andre Joe Henry (USA), Rikke Thomsen (DK), Tina Dickow og Helgi Jonsson (DK, IS), Melissa Carper (USA), Fantastic Negrito (USA), Adeem The Artist (USA), Michael Falch (DK), Allan Olsen (DK) og Matt Andersen (CAN) på programmet.