AF ERIK JENSEN
På perronen står en ensom mand under lampernes skær i mørket og ved siden af et mørkt nattog med kurs mod evigheden. Den sidste beboer i en ‘Ghost Town’ uden selskab eller formildende omstændigheder kan ikke slippe væk.
Måske følte Ole Friis sig sådan i sit livs sidste del, hvor han vidste, at sygdommen ville få ram på ham, men hvor han også ville indspille et sidste album. Det foreligger nu, takket gode venners indsats. Bag det smukke cover gemmer der sig myriader af god musik omkring Ole Friis soulfyldte, hæse stemme, der heldigvis fik lov at lyde en sidste gang inden den nu tier for altid. Nogen dødsmesse er der ikke tale om. Tonen er mørk og melankolsk, men snarere fuld af selvbebrejdelser, misbrug og ensomhed end sygdom og død.
Hovedpersonen er, som Ole Friis synger, havnet i ‘Devil’s Basement’ på vej til himlen. “But I don’t wanna watch my own demise”. Eneste flugt er at genoptage dansen med ‘That Sweet Cocaine’, sprutten og de prostituerede, som frekventeres ‘Sweet Surrender’ på “The Boulevard of Drunken Dreams”. Stoffer og alkohol fylder meget på et album, der også byder på den smukkeste sang om at være plørefuld, færdig og fortabt, jeg kan mindes at have hørt fra en dansk sanger: ‘All Strung Out’ – “The street lights are blurry/ I can’t walk straight/ trying to take a pee outside some strangers gate”. Undergangsromantik, måske nok, men de kolde realiteter er aldrig langt væk: “Wait for me at the pearly gate/ I won’t be long, I won’t be late/ I send a text if I survive the night”. Det er ord og musik og en stemme, der får tårerne til at dryppe ned i fadøllen, hvis man ikke er hugget ud i sten.
At intet eller ingen kan trøste en mand med en dødsdom, kan høres i den stilfærdige desperation, der lusker rundt i sangene. For eksempel i titelnummeret, der har en vis lighed med Robbie Robertsons klassiker ‘Somewhere Down The Crazy River’. Her slår en smuk solopgang sig op udenfor vinduet til sangerens triste lejlighed. Han ænser den ikke, men konstaterer: “I got friends/ beautiful as they are/ I know they care for me/ But still they are so far away”.
Der er hårde erkendelser og som nævnt selvbebrejdelser i teksterne. Men også stor skønhed i melodierne og den normalt så kraftfulde vokal, der her er mixet ned som for at understrege, at musikken kommer fra det hinsides. Synd, at Ole Friis, der døde i sommer, ikke nåede at høre denne natsorte svanesang, som vennen Kell Dalager har insisteret på at gøre færdig med hjælp fra blandt andre guitaristen Karsten Skovgaard (Kjukken) og saxofonisten Hans Mydtskov.
Ole Friis (voc), Hans Mydtskov (s), Karsten Skovtgaard (g), Kell Dalager (keys, diverse, producer)
