Som nævnt tidligere her på siden er der i denne uge Resonator Festival i Odense. På programmet er der ud over de allerede nævnte navne også et særdeles spændende schweizisk musikkollektiv, Orchestre Tout Puissant Marcel Duchamp, der er kendt for deres eklektiske blanding af genrer, eksperimenterende lydlandskaber og ikke mindst deres medrivende, energiske og ofte spontane liveoptrædener.
Gruppen blev dannet i Genève i begyndelsen af 2000’erne og har taget navn efter den franske kunstner Marcel Duchamp, der var central i dadaismen og konceptkunsten.
Orchestre Tout Puissant Marcel Duchamp leverer en drømmeagtig blanding af folk, krautrock, post-punk og afrikanske rytmer med funklende marimba, skingre horn, dissonante strygere og kantede guitarriffs. Tværæstetik og radikal kollektivisme med rødder i Genèves kreative og aktivistiske do-it-yourself-miljø.
Kollektivets skiftende sammensætning har altid været forankret i samarbejde, improvisation og ønsket om at udfordre musikalske konventioner.
Deres seneste album Ventre Unique udkom i 2024, og vidner fortsat om en kreativ kilde, der rummer både de komplekse rytmer, utraditionel instrumentering og en legende energi i ånden fra deres navnebror.
De spiller på Resonator festivalen på torsdag den 6. november 2025 kl. 23 i Studenterhuset, men allerede her onsdag den 5. november kan de opleves i Christianshavns Beboerhus til en dobbeltkoncert med danske eksperimenterende vokalensembler IKI, der har pladerelease for deres femte og selvproducerede album BODY.
Orchestre Tout Puissant Marcel Duchamp slutter deres mini danske turne i Århus på Turkis med koncert den 8. november.