Der er generelt godt salg til de store events landet over i disse tider. Ikke mindst de store Arena koncerter går som varmt brød. Til gengæld rykker folk åbenbart ikke automatisk i Fængslet, når en af landet store troubadourer fejrer sig selv – og sin søn.
Et ellers eksklusivt og stærkt profileret arrangement har endnu ikke meldt udsolgt. I dag den 28. marts indtager Allan Olsen scenen i Fængslet i Horsens til et helt særligt jubilæumsevent – men trods blot 650 billetter i salg er der fortsat pladser tilbage.
Koncerten markerer, at den nordjyske sangskriver er fyldt 70 år. Samtidig fejrer hans søn, kunstmaleren Marco Olsen, sin 30-års fødselsdag. Aftenen – der lanceres under navnet “Allan Olsen / Marco Blix – 100 år inde” – en aften i lyd og farver er tænkt som et møde mellem generationer og kunstformer, hvor musik og billedkunst smelter sammen i de rå, historiske rammer i Horsens.
Allan Olsen har gennem mere end fire årtier markeret sig som en af Danmarks mest markante sangskrivere. Med et særegent poetisk sprog, skarp samfundsobservation og en ofte underspillet humor har han opnået både bred folkelig opbakning og solid kritikeranerkendelse. Hans koncerter – hvad enten de er med band eller i intime soloformater – er kendt for deres nærvær og fortællende styrke, og han har opbygget en loyal fanskare på tværs af generationer.
Netop derfor vækker det undren, at aftenens arrangement ikke for længst er udsolgt. Kombinationen af et rundt jubilæum, et sjældent kunstnerisk samarbejde med sønnen og en også internationalt orienteret gæsteliste burde have sikret fuldt hus.
Om de ledige billetter skyldes formatets eksperimenterende karakter, den relativt sene annoncering eller tidlig påskeferie er uvist. Men for publikum betyder det én ting: der er stadig mulighed for at opleve Allan Olsen i en ramme, der næppe gentager sig.
