Vi kunne jo ikke alle sammen få alle vores ønsker opfyldt, alligevel fik vi mere, end vi kunne have drømt om.

Mens vi fandt vores pladser, kunne man mærke forventningens bue spændes hos publikum. Fra vores siddepladser havde vi udsigt til en scene fuld af instrumenter, to store percussion stationer, et par strygere og masser af akustiske guitarer, der stod og ventede.  

Mange havde nok på fornemmelsen, at det er en afskeds turné den 84-årige Paul Simon er ude på. Da han kom på scenen startede han da også ude på forscenen med at takke for alle årerne og allerede her modtog han stående applaus, hvor efter han, som en god vært, fortalte os, hvad der skulle foregå. Et sæt med suiten Seven Psalms, der udgør hans seneste album, der – som han understregede – ville blive spillet uden pauser imellem stykkerne. Derefter ville der blive en pause, og så et sæt med ”a bunch of hits”, som han sagde.

Herefter satte han sig ned, spillede Seven Psalms signaturriff, og overlod siden de fleste af sine guitarroller til en anden virtuos veteran nemlig guitaristen Mark Stewart, der blev sekunderet af endnu en guitarist, Gyan Riley. Dertil to percussionister, hvor af den ene, Mick Rossi, senere skulle vise sig også at være en ganske ekvilibristisk pianist, kammer-trio (fløjte, cello og violin), Andy Snitzer på klarinet og siden sopransaxofon og minimale samples. På trommer, endnu ærværdig veteran, nemlig Steve Gadd, hvis rolle her i første sæt handlede mere om at lægge farve, end at swinge, som vi ellers kender ham.

Suiten var i det hele taget fnuglet orkestreret og udfoldede sig, som turnéens navn angiver, som en Quiet Celebration uden snak, mens ”Salme”-titlerne (i gåseøjne fordi det jo er originale kompositioner og ikke traditionelle salmer) blot fremgik af tekst på bagtæppet undervejs.

”Memory leaves us melody and a rhyme” (Citat fra Seven Psalms)

Andet sæt blev ikke nødvendigvis det, vi hver især havde drømt om, for når man som Paul Simon har udgivet sit første Greatest Hits album i 1977, og ikke mindst haft ret forskellige musikalske projekter livet igennem, så kunne vi jo ikke alle sammen få alle vores ønsker opfyldt. Alligevel fik vi mere, end vi kunne have drømt om. Her kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv.

Paul Simon spillede ganske få af mine favoritter, men efter denne koncertoplevelse, har jeg så bare fået nye favoritter. Med sine korte smukke og meningsfulde introduktioner til stort set alle sange, lagde han sangene tilrette i vore skød, så vi kunne rejser os efter koncerten og bære dem med videre på vores færd ud i livet. Jeg sad med en fornemmelse af, at hans gave til os, her inden han slipper sit publikum af syne, var, at genfortrylle nogen af de sange, vi måske (og ganske rigtigt for mit vedkommende) havde overset.

Hvor første sæt havde været nærmest højstemt og sakralt, var det nu en mere casual Paul Simon i baseball cap, der både spillede mere guitar selv og nu også stod op og sang.

Den nigerianske guitarist Biodun Kuti og bassisten Bakithi Kumalo, den oprindelige Graceland bassist, sluttede sig til bandet, og som I kan se af sætlisten, lagde de også netop ud med ”Graceland”, der havde fået et let anstrøg af country, måske på grund af Steve Gadds let ”tøffende” elegante beat. Mick Rossi befandt sig i store dele af andet sæt ved det Fender Rhodes, som var en del af Simons signatur lyd på de to album, jeg elsker allerhøjest Still Crazy After all These Years (1975) og One Trick Pony (1980).

One Trick Pony var en af de første vinyler, jeg købte for egne penge. Jeg husker ikke, hvorfor det lige blev den fremfor Still Crazy After All These Years der ellers rummer to af hans største hits ”Fifty Ways to Leave Your Lover” og titelsangen, mens One Trick Pony ”bare” var soundtracket til en musik-film af samme navn. Jeg kendte ikke engang filmen, men elskede alligevel ALLE sangene på netop det album. Siden købte jeg filmen (på VHS), hvor Simon og hans daværende band, spillede et fiktivt band, hvis stjerne var ved at falme. Den kan lejes på Apple TV for 39 kr. Jeg anbefaler varmt, dette skønne tidsbillede med fed, fed musik.

Som I kan se af sætlisten, fik jeg så ikke en eneste sang fra netop det album. Til gengæld fik jeg så alt mulig andet godt. For eksempel har jeg opdaget, at jeg ikke rigtig har hørt hans 1983 album Hearts and Bones, hvor fra vi fik herlige versioner af både ”Train in the distance”, ”The Late Great Johny Ace” og sangen med den mundrette titel “René and Georgette Magritte with Their Dog After the War”. De sidste to med Simons herlige introduktioner og billeder på bagtæppet, eksempelvis af det foto af surrealisten Magritte og hustru, hvis titel havde givet direkte anledning til sangen, som nu er kommet på min liste over yndlingssange. Sættet bød også på masser groovende elegante trommer fra Steve Gadd, flere kammermusikalske passager skrevet ind i sangene, og generelt delikat spil fra alle pladser. Og som noget ganske sjældent; man kunne høre det hele fordi der ikke blev spillet højere end, at de akustiske instrumenter kunne stå flot i lydbilledet.

Jeg var også glad for, et par gange i løbet af aftenen, at se Simons kone gennem mange år, Edie Brickell på scenen. Siden hendes ”store” album Shooting Rubber Bands (1988), med hittet ”What I Am”, (som jeg også har på CD hjemme i reolen) har hun gået lidt mere stille med de kunstneriske døre. De sang en ganske rørende ”Something so Right” med linjerne ”You’ve got the cool water / When the fever runs high / You’ve got the look of love light / In your eyes”, og som sådan en ren kærlighedserklæring. Ligesom ”St. Judy’s Comet”, der ikke fik nogen introduktion, viste sig at være en godnatvise med adresse til Simons søn, da den sluttede med et billede på bagtæppet af en ung Simon med en baby i favnen.

Andre ville måske fremhæve numrene fra Graceland og Rhytm of the Saints æraen, og andre igen Simon og Garfunkle-sangene ”Homebound” og ikke mindst “Sound of Silence”, som Simon stod alene på scenen og spillede som det sidste ”’neath the halo of a street lamp”.

Vi havde fået lov at betale 2000 kr pr billet, den dyreste koncertbillet, jeg nogen sinde har købt, men jeg gik derfra med en følelse af taknemmelighed over, at have fået lov at være med til denne på alle måder smukke aften. Og var det en afsked, så var den i alle fald smuk.

Sætliste :

Graceland – Graceland (1986)
Slipe slidin’ way  – Greatest Hits (1977)
Train in the distance  – Hearts and Bones (1983)
Homebound (Simon & Garfunkle) – Parsley, Sage, Rosemary and Thyme (1966)
The Late Great Johny Ace – Hearts and Bones (1983)
St. Judy’s Comet – There Goes Rhymin’ Simon (1973)
Under an African Sky – Graceland (1986)
René and Georgette Magritte with Their Dog After the War – Hearts and Bones(1983)
Rewrite –So Beautiful or So What (2011)
Spirit Voices – Rhythm of the Saints (1990)
The Cool, Cool River — Rhythm of the Saints (1990)
Me and Julio Down by the Schoolyard – Paul Simon (1972)
Something so right – There Goes Rhymin’ Simon (1973)

Extra
50 Ways to Leave Your Lover – Fifty Ways to Leave Your Lover (1975)